Søvnapnø er en søvnlidelse med gentagne anfald af pauser i vejrtrækningen. Mennesker med søvnapnø klager ofte over koncentrationsbesvær, træthed i dagtimerne, og de har ofte for højt blodtryk.
Deres nærmeste klager over, at de natten igennem snorker, gisper og lyder som om, de er ved at kvæles.
Cirka 5 procent af befolkningen lider af helbredelig søvnapnø i moderat til svær grad. Det betyder, at de holder op med at trække vejret mindst 15 gange i timen, mens de sover.
Flere mennesker - faktisk helt op til 20 procent af alle midaldrende mennesker - har mild søvnapnø, hvor de holder op med at trække vejret mellem 5 og 15 gange i timen. Selvom det lyder foruroligende, står det stadig ikke helt klart, om mild søvnapnø er sundhedsskadelig.
Hvis sygdommen ikke behandles, forkorter søvnapnø ikke alene levetiden ved at fremskynde en række sygdomme, den forøger også risikoen for depression. Og den generelle følelse af træthed tredobler risikoen for både at komme til skade og for trafikuheld.
Større risiko for slagtilfælde
Udbredelsen af søvnapnø og andre alders- og fedmerelaterede sydomme stiger, som samfundet bliver ældre og tykkere. Men resultater fra undersøgelser fra hele verden viser, at risikoen for at udvikle sygdommene i høj grad afhænger af, om man havde søvnapnø til at starte med. Lidelsen er især blevet sammenkædet med slagtilfælde og kræft.
Følgevirkningerne af et slagtilfælde kan spænde fra et forbigående gene til alvorlige livsændrende handicap eller død.
Rygning, kolesterol og forhøjet blodtryk er de 3 hyppigste årsager til slagtilfælde, som man selv har kontrol over. Og uheldigvis har søvnapnø en stor indvirkning på sidstnævnte.
Lidelsen er årsag til at blodtrykket i dagtimerne forhøjes en smule over en længere tidsperiode. Og om natten forårsager sygdommen kraftige udsving i blodtrykket. Det er muligt, at søvnapnø også er skyld i, at kolesterol bearbejdes mindre effektivt i kroppen.
Så det er ikke så overraskende, at forskningsresultater fra Spanien, USA og Australien har vist, at mennesker med søvnapnø har tre gange så stor risiko for at få et slagtilfælde.
Risiko for kræft
Et af de nyere og mere overraskende forskningsresultater er, hvor stor indvirkning søvnapnø har på risikoen for at udvikle kræft. Forskerne havde ikke forventet at finde en sammenhæng, fordi vi altid har troet, at søvnapnø for det meste forårsager hjertesygdomme.

Men den ene undersøgelse efter den anden viser, at søvnapnø også forøger risikoen for kræft. Og denne sammenhæng kan ikke forklares, ud fra hvad vi ved om de faktorer, der kan påvirke risikoen for kræft.
I øjeblikket tror vi ikke, at søvnapnø er årsagen til, at kræftcellerne udvikler sig. Det kan være, at der findes enkelte kræftceller i kroppen, og konstante udsving af iltmængden i blodet får disse celler til at vokse hurtigere.
Så i stedet for en langsom udviklende - eller aldrig opdaget - kræft, udvikler der sig en hurtigt voksende og mere aggressiv version.
Det er endnu ikke blevet bekræftet, om modermærkekræft udvikler sig hurtigere, hvis man har søvnapnø.
Og til sidst nogle gode nyheder
Det er ikke rart at skulle bebude dårlige nyheder, så jeg vil også gerne overbringe nogle gode nyheder. Hvis du kun har mild søvnapnø, eller hvis du snorker en smule, har du sandsynligvis ikke forhøjet risiko for blive syg.
Hvis du har mild søvnapnø, kan du muligvis styre risikoen med kostændringer, som også vil forbedre dit samlede helbred og forhindre, at lidelsen bliver værre.
Hvis du i svær grad lider af søvnapnø, er det alvorligt, men helbredeligt. Du skal til lægen og få gjort noget ved det. Flere gode nyheder: Hvis du lider af svær søvnapnø og får det behandlet, er risikoen meget, meget lavere.
I det store og hele bør søvnapnø tages meget alvorligt - det er mere end bare en irriterende høj snorken. Behandling betyder ikke kun, at du får det bedre - behandling mindsker også risikoen for væmmelige følgevirkninger.
Nathaniel Marshall modtager støtte fra Australian National Health and Medical Research Council. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark






























