Testning står allerøverst på listen over faktorer, der kan hjælpe med at inddæmme den globale spredning af COVID-19.
Blandt andet Sydkorea har brugt massetestning, og derfor har man der hurtigt været i stand til at identificere og isolere smittede personer.
Testning er desuden vigtig for, at vi nøjagtigt kan beregne smitte- og overlevelsesraten; data, som er afgørende for, at de offentlige sikkerhedstiltag rammer plet.
I takt med at coronavirussen spreder sig, bliver test udbudt til salg - enten til en høj pris af private klinikker (blandt andet en test til salg for 375 britiske pund, cirka 3.000 kroner, red.), eller test-kit, som ikke er godkendt af myndighederne, og som måske endda er falske.
Hvilke test bruger sundhedsmyndighederne? Hvor meget koster de? Og hvilken udvikling vil vi se fremover?
Hvilke testkit er på markedet?
Der er to overordnede måder at teste for SARS-CoV2 (coronavirussen der er skyld i sygdommen COVID-19):
Den første testmetode er en meget følsom metode, der leder efter virussens RNA ved hjælp af en teknik kaldet RT-PCR (Real-Time Reverse Transcription Polymerase Chain Reaction, red.).
Testen kan påvise helt ned til én enkelt viruspartikel i en slimprøve fra næsen eller halsen.
Den anden testmetode måler antistoffernes respons på virussen i blodet.
Vores krop laver mange forskellige antistoffer mod mange virusdele. Nogle antistoffer er meget nyttige. De dræber virussen eller stopper infektionen. Nogle er mindre nyttige; de binder sig til dele af virussen uden at hjælpe vores immunforsvar.
Denne nummer to test er meget enkel: Man dækker et reagensglas med virussen eller dyrkede virusdele. Så tilsætter man en lillebitte mængde meget fortyndet blod fra patienten, for at se om antistofferne binder sig til virussen i glasset. Til sidst udvikler man testen, for at se om antistofferne er til stede.
Forskellige landes test-strategier gør det svært at sammenligne resultater
I starten af udbruddet benyttede de fleste lande sig af RT-PCR-testen, fordi den hurtigt leverede svar.
I dag er der flere forskellige antistof-test-kit, hvilket vil øge antallet af rapporterede smittetilfælde.
Den store forskel på de forskellige landes corona-teststrategier gør det dog meget svært at sammenligne antallet af smittede personer landene imellem.
Storbritannien udviklede meget hurtigt en RT-PCR-test, der ved hjælp af et netværk af laboratorier udfører den samme standardiserede test. Det er stadig er den mest anvente metode.
Metoden leverer pålidelige data, men sammenholdt med udbruddets størrelsesorden og smittehastighed presser denne metode kapaciteten.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Hvor gode er de nuværende COVID-19-test?
RT-PCR-testmetoden er altså meget specifik og følsom - men hvis man er blevet smittet og er blevet rask igen, kan RT-PCR-testmetoden ikke længere afsløre, om man igen er blevet eller stadig er smittet.
Det skaber stor usikkerhed, især hvis man har været i karantæne som følge af milde eller ikke-entydige symptomer.
Og selvom selve RT-PCR-testen kun tager et par timer, kræver RT-PCR-testmetoden desuden et laboratorie, så metoden tager tid: Først skal slimprøven fra næse eller hals tages med en podepind, så skal prøven transporteres og udvikles.
Så før vi står med et resultat, kan der let gå adskillige dage.
Transportable RT-PCR-maskiner (såkaldte Rapid portable RT-PCR-maskiner) er banebrydende indenfor diagnoseteknologien. COVID-19-testning er kun lige blevet tilgængelig for disse maskiner, men selv den hurtigste maskiner tager omkring to timer.
Maskinerne er blevet evalueret af britiske sundhedsvæsen, NHS, i forsøget på at forbedre behandlingen af influenza.
WHO anbefaler RT-PCR-testning
Det tager typisk et par uger at udvikle antistoffer mod nye infektioner.
Antistofferne forbliver i blodet meget længere end selve virussen, så med en antistoftest kan man finde spor fra virussen, selv længe efter at sygdommen er ophørt, hvilket giver et historisk 'billede' af tidligere infektioner. De første studier indikerer, at det også gælder for COVID-19.
Denne type såkaldt 'serologi'-testning er et meget effektivt redskab, der kan bruges til eksempelvis at kontrollere, om vacciner virker, eller til at afdække, om en person er stødt på en infektion.
Nuværende antistof-testning for den nye coronavirus er imidlertid ikke endeligt testet, så vi ved ikke, hvor pålidelige de er. Derfor anbefaler Verdenssundhedsorganisationen RT-PCR-testning.
Professor Chris Whitty, der er den britiske regerings øverste rådgiver indenfor sundhed, har sagt, at en test, der pålideligt kan afsløre tidligere infektion, vil være 'transformerende'.
Antistof-test er omstændigt
Selvom antistof-testning-konceptet er veletableret, er der udfordringer forbundet med produktion og brug.
I modsætning til RT-PCR tager det tid at udvikle målingen af antistoffer. Der er desuden brug for virusdele, der skal renses og standardiseres.
For at kontrollere, om testningen fungerer, er der behov for meget omhyggeligt udvalgte patientprøver.
En antistoftest skal kontrolleres med mange forskellige prøver; ikke blot for at afdække nøjagtigheden, men også for at afdække, hvor længe efter infektionen prøven bliver positiv, og hvor længe den forbliver positiv, efter at patienten er blevet rask.
Det skal gøres med mange forskellige patienter, fordi hvert individ genererer et unikt sæt antistoffer.
RT-PCR-testningen kan derimod evalueres ved at tage en kendt virusmængde og så kontrollere resultatet. Virussen blev dyrket i laboratorier, kort tid efter de første britiske patienter blev identificeret, så vi har længe haft nøjagtig RT-PCR-testning.
Men arbejdspresset på de overbelastede centraliserede laboratorier, der er i stand til at køre et stort antal RT-PCR, betyder, at det er en relativt langsommelig og bekostelig proces.
Laboratorietest versus hjemmetest-kit
Lyn-test - der fungerer som eksempelvis graviditest, men som påviser antivirale antistoffer i stedet for graviditetshormoner - er hurtigere og potentielt billigere, men de er ikke så nøjagtige som laboratorietestning.
I stedet for et reagensglas bruger denne slags test særligt modificeret papir.
Blodprøver flyder langs papiret, hvilket resulterer i den velkendte: én streg = negativ, to streger = positiv.
Lyn-testene er hurtige at producere og lette at bruge, men det er vigtigt, at de bliver designet meget omhyggeligt, og at de bliver godkendt.
Derfor bliver de heller brugt officielt i stor udstrækning endnu.
Pris versus kvalitet - billige test er ikke altid sikre
Kvalitetskontrol og godkendelse vejer tungt på vægtskålen rent prismæssigt:
En ikke-godkendt test koster cirka 4 kroner - og måske virker den endda! En godkendt lyntest koster typisk 40 kroner.
Ligsom med vacciner er det afgørende, at testningen er præcis og sikker, og det kræver tid og penge.
Unøjagtig testning i forbindelse med det nuværende udbrud vil være katastrofalt:
Prøv at forestille dig, at du testede negativt, men rent faktisk var smittet, og at du så smittede endnu flere personer.
En del af disse test-kit har en nøjagtighed på omkring 80 procent. Det lyder måske ikke så slemt, men rent faktisk betyder det, at 1 ud af 5 test leverer det forkerte svar.
Fejlmargen varierer med sygdommen
Fejlmargen varierer med sygdommen. For visse sygdomme kan testen give et positivt resultat, selv om du ikke er smittet med coronavirussen, fordi du har antistoffer for noget lignende.
Måske tror du, at du tester negativt med en lyn-test, men det er muligvis kun, fordi stregerne er svære at se.
Selvom testen fungerer optimalt i laboratorier, er det let at begå fejl, når man bruger testen derhjemme. Derfor slår laboratorietestning også hjemmetest-kit på nøjagtighed.
Ved at sammenholde flere test - eksempelvis mange forskellige virusdele - kan vi opnå større nøjagtighed, men det kræver mere tid og ekspertvurderinger, for ikke at tale om laboratorieudstyr.
Kontrasten mellem de nøjagtige, men arbejdskrævende, laboratorietest og de mindre nøjagtige, men transportable, lyntest-kit er grunden til, at forskerteams (som eksempelvis vores ved University of Reading) arbejder hårdt på at udvikle ny mikrobiologi og blodtestteknologi.
Fremskynd tilslutningen til innovative teknologier
Innovatørerne bør tillade, at flere laboratorietest bliver udført i små, transportable lyn-enheder.
Men det er også afgørende, at vi udvider sundhedsmyndighedernes kapacitet for konventionel, godkendt COVID-19-testning, i takt med at den nuværende pandemi udvikler sig.
Jeg håber inderligt, at det presserende behov for testning vil fremskynde både tilslutningen til innovative teknologier, mens det på samme tid vil øge vores kapacitet for at påvise mikrober og virusser ved hjælp af velkendte laboratoriemetoder.
Alexander Edwards modtager støtte fra EPSRC, Wellcome Trust og Newton Fund. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
