Hvis du taler med én, der spejler dit kropsprog intenst og nikker bekræftende i takt med dig, er der større sandsynlighed for, at vedkommende lyver for dig.
\ Historien kort
- 92 amerikanske studerende fik registreret deres talerytme og kropssprog pixel for pixel under samtaler.
- Undersøgelserne viste, at de, der var blevet bedt om at lyve om et emne, ’pleasede’ den anden deltager på den måde, at de indrettede deres bevægelser efter den person, de prøvede at overbevise.
- Den nye viden kan potentielt bruges til træningsprogrammer til mennesker, der ikke naturligt lærer kropsprog og mimik. Eksempelvis folk med autisme eller ansigtslammelse.
Det er konklusionen på et nyt forskningsprojekt i samarbejde mellem Aarhus Universitet og Arizona State University.
I forsøget deltog 92 amerikanske studerende. Deres talemønstre og bevægelser er optalt pixel for pixel fra videooptagelser af samtaler, de havde to og to. Forsøget viser, at de personer, der forinden var blevet instrueret i at lyve for deres samtalepartner, i højere grad indrettede deres bevægelser efter personen, de forsøgte at overbevise. Eksempelvis ved at nikke lige efter deres samtalepartner havde gjort det.
»Vores teori er, at de deltagere, som skulle lyve, uden at tænke over det koordinerede bevægelserne med deres samtalepartnere for at behage vedkommende – enten fordi de havde det skidt med at lyve for den anden eller for at virke mere overbevisende,« siger lektor i kognitionsvidenskab Riccardo Fusaroli, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.
Han står bag det nye studie, som netop er udgivet i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE.
Djævelens advokat som metode
Forskerne bag det nye studie brugte en metode, de har udviklet, og som de kalder for djævelens advokat.
Alle deltagerne var amerikanske bachelorstuderende, der deltog i forsøget som et led i en universitetsopgave. Forskerne gav hver person et spørgeskema, hvor de skulle beskrive deres holdninger til en række kontroversielle emner som dødsstraf, legalisering af hash og homoseksuelles ret til ægteskab.
Så delte de deltagerne op to og to og satte parrene i gang med to opgaver.
- I den ene øvelse skulle de blot mødes og have en samtale i 8 minutter om et emne, de ikke var uenige om (ifølge de oplysninger, de forinden havde givet i spørgeskemaet).
- I den anden øvelse fik en deltager som opgave at lyve for sin samtalepartner ved at fortælle om at gå ind for f.eks. legalisering af hash, selvom det altså ikke var tilfældet.
Efter otte minutters samtale svarede deltagerne hver især på en evaluering i et separat rum.
»Formålet med forskningen er at få indblik i talerytmen og kropssproget ved samtaler, hvor der indgår løgn og overbevisning for at undersøge, hvordan det adskiller sig fra en anden samtale mellem de samme mennesker,« siger Riccardo Fusaroli.
Løgn skal ses i sammenhængen
»Selve undersøgelsens design er nytænkende og systematisk, og den giver et indblik i, hvordan mennesker kan opføre sig, når de lyver. Data er meget interessante, fordi de er så detaljerede,« siger Mette Hjortshøj Sørensen, der har en ph.d. i kriminalteknisk fonetik fra Aarhus Universitet. Hun har ikke været involveret i den nye undersøgelse.
Men ville politiet for eksempel kunne bruge den nye undersøgelse til at løgnedetektere samtaler?
Det mener Mette Hjortshøj Sørensen ikke. Det er nemlig svært at lave en undersøgelse, hvor man kan regne med at få et sikkert svar på, om en person lyver.
Løgndetektorer er for usikre
Mette Hjortshøj Sørensen er medlem af et internationalt netværk for kriminaltekniske fonetikere, og de har et kodeks imod at forske i løgnedetektion, fordi det er svært at lave et undersøgelsesdesign, der giver valide svar, og fordi ens forskning ville kunne misbruges.
»Løgnedetektorer bygger ofte på ideen om, at der er følelsesmæssige udsving, som du kan søge efter. Men individers følelsesmæssige reaktioner kan være meget forskellige,« siger hun og fortsætter:
»Nogle mennesker bliver eksempelvis meget nervøse, hvis de er mistænkte, og de kan have et stærkt følelsesmæssigt udslag, selvom de er uskyldige,« forklarer hun.
Løgnedetektorer bruges ikke af politiet i Danmark. I USA anvendes de, men ikke i retssalen som bevismateriale. Dertil er det for usikkert, siger Mette Hjortshøj Sørensen.
Det er ikke altid forkert at 'lyve'
Riccardo Fusaroli havde heller ikke regnet med at identificere en løgnedetektor til samtaler.
»Vores forskning retter sig imod en større forståelse af koordination mellem mennesker. Den måde vi skjuler vores meninger for hinanden enten strategisk eller for at få interaktion til at fungere,« siger Riccardo Fusaroli, der har arbejdet med disse grupper i andre sammenhænge, og fortsætter:
»Når vi får vigtige indsigter, kan de bruges til træningsprogrammer for nogle, der ikke naturligt lærer sig det samme kropsprog og mimik, som mange andre lærer sig igennem relationer. Det kunne være autister eller mennesker med ansigtslammelse.«
Selvom han ikke vil anvende denne forskning til patienter her og nu, så er indsigter omkring løgn i samtaler interessante for forståelsen af menneskers kommunikation, mener han:
»Det er jo ikke altid, det er forkert at lyve - det kan være en måde at sikre overensstemmelse med andre. Lad os nu sige, at min kæreste kommer hjem med en ny, grim frisure. Så forventes jeg måske at lyve om, hvad jeg synes om den. At forstille sig er ikke altid noget negativt,« siger Riccardo Fusaroli.
Han fortsætter:
»Vores iagttagelser peger på, at der sker noget særligt under disse samtaler, som på en eller anden måde understøttes af, at man koordinerer bevægelserne med den, man lyver for,« siger han.
LÆS OGSÅ: Vi kan ikke skjule vores løgne
LÆS OGSÅ: Små løgne vænner hjernen til uærlighed
