Det ser ud til, at Lady Gaga tager fejl, når hun synger, at vi ikke kan aflæse hendes pokerfjæs. De fleste af os er nemlig langt dårligere, end vi tror, til at kontrollere, hvad vi afslører med ansigtet.
Et canadisk studie viser, at løgnere, som får besked på at kontrollere deres ansigtsbevægelser under et forhør, formår at stoppe en stor del af deres ansigtsbevægelser. Men ikke dem alle.
Forskerne mener, at resultatet kan være nyttigt i situationer, hvor det gælder om at afsløre løgnere, f.eks. i arbejdet med at afværge terrorangreb eller fange kriminelle.
Ansigtsbevægelser afslører meget
33 kvindelige og 27 mandlige studerende fra University of Buffalo deltog i eksperimentet, hvor de blev delt i to grupper. Den ene gruppe fik besked på at tage et par biografbilletter og så lyve og sige, at de ikke havde taget dem. Den anden gruppe skulle ikke tage billetterne og fortalte sandheden.
Deltagerne fik at vide, at de ville blive belønnet, hvis de kunne overbevise intervieweren om, at de var uskyldige, mens de ville blive straffet, hvis de ikke kunne.
Før forhøret blev nogle af deltagerne specifikt instrueret i at forsøge at kontrollere deres ansigtsbevægelser i både den øvre og nedre del af ansigtet. De fik besked på især at være opmærksomme på hævning og sænkning af øjenbrynene, samt deres smil.
»Selv om disse ansigtsbevægelser ikke nødvendigvis er sikre indikatorer på løgn, er undertrykkelsen af ansigtsbevægelser åbenbart en af de meste populære strategier, som løgnere bruger til at narre andre,« forklarer Mark Frank, professor i kommunikation og medforfatter til studiet, i en pressemeddelelse.
Nedre del af ansigtet er lettere at styre
»Vores hypotese var, at individer i interviewsituationer, hvor løgn er en mulighed, ville være i stand til at reducere kraftigt i både mængden og intensiteten af smil og øjenbrynsbevægelser, men at de ville være dårligere til at gøre det, mens de løj. Det viste sig at holde stik,« siger Mark Frank.
Smil og andre bevægelser i den nedre del af ansigtet er lettere at styre end bevægelser i toppen af ansigtet, og deltagerne kunne da også som forventet styre smilene bedre end øjenbrynene.
Størstedelen af deltagerne mente imidlertid, at de havde kunnet styre samtlige ansigtsbevægelser og beholdt stenansigtet gennem hele forhøret.
Tænk ikke på en lilla elefant
Mark Frank og hovedforfatter på studiet, Carolyn M. Hurley, har henvist til en psykologisk teori, som på engelsk hedder ironic process theory, altså ironisk procesteori på dansk, i deres forklaring på, hvad der sker, når ansigtsbevægelserne kommer frem på trods af deltagernes ihærdige forsøg på at skjule dem.
Teorien siger, at når individer bliver nødt til at overvåge deres egne tankemønstre for at undertrykke en tanke eller et billede, vil denne proces gøre, at tanken eller billedet får plads i overvågningsmindet. Det gør, at det oftere slipper løs og dukker op i den normale hukommelse.
Enkelt sagt: Hvis nogen beder dig om ikke at tænke på en lilla elefant, er det meget svært ikke at gøre det.
»Vi kan reducere vores ansigtsbevægelser, når vi forsøger at undertrykke dem, men kan ikke eliminere dem fuldstændig,« konkluderer Frank.
»Resultaterne i dette studie er vigtige for situationer, hvor vi skal være sikre. Det gælder, uanset om vi har at gøre med kompetente og motiverede løgnere, som har øvet sig på at kontrollere deres non-verbale signaler, eller om det er utrænede personer, som har set i fjernsynet, at en særlig bevægelse i panden eller læberne er en indikator på løgn,« mener han.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
