Når en amerikansk vildgris fra øen Ossabaw bliver ekstremt fed, kan den få diabetes og hjertekarsygdomme ligesom overvægtige mennesker.
Nu har en dansk forsker fundet ud af, at grisen tilmed har et særligt protein, som fede mennesker også har i blodet. Derfor er grisen velegnet til fedmeforskning.
»Ossabaw-grisen er en truet race, som kun lever på en lille amerikansk ø. Leveforholdene på øen minder om vores med kolde vintre og varme somre,« siger Tina Rødgaard fra Veterinærinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet, som netop har forsvaret sin ph.d.
»Om sommeren fylder grisen sig med mad, som den tærer på om vinteren, ligesom vores forfædre gjorde i rigtig mange år. Derfor ligner dens genetiske udvikling menneskets,« fortsætter hun.
I sin ph.d har Tina Rødgaard fundet ud af, at Ossabaw-grisen har et protein kaldet orosomucoid (ORM) i blodet. Koncentrationen af proteinet er særligt høj i fede grise, og det kan derfor være en markør for, om grisen er på vej til at få fedmerelaterede sygdomme.
Mennesker har det samme protein i blodet og koncentrationen stiger, når vi bliver overvægtige. Derfor er Ossabaw-grisen ekstremt velegnet som modeldyr for fedme. Blandt andet kan forskere bruge grisen til at undersøge, om man kan spore fedmerelaterede sygdomme ved at måle ORM-proteinkoncentrationen i blodet.
Fedes immunforsvar er i alarmberedskab
Store mængder ORM-protein bliver normalt frigivet i blodet, når man er syg, eller hvis man for eksempel har skåret sig. Men koncentrationen falder hurtigt igen.
Fede mennesker har derimod altid en forhøjet koncentrationen af proteinet i blodet og i immunforsvaret, som er i konstant alarmberedskab, hvis man har for mange kilo på sidebenene.
De fede har tilmed en konstant inflammationstilstand i kroppen. Inflammationen kan være en af grundene til, at ekstremt overvægtige mennesker er særligt udsatte for livsstilssygdomme som diabetes, hjerte-karsygdomme og visse typer kræft.
»Proteinet kan være en inflammationsmarkør, fordi koncentrationen stiger, når man er fed. Vi kan bruge grisen til at finde ud af mere om proteinets funktion,« siger Tina Rødgaard.
»For eksempel vil vi gerne finde ud af, om der er forskel på, hvor meget proteinkoncentrationen i grisens blod stiger afhængigt af, hvad den spiser. Måske er der særlige typer fedt, som får ORM-koncentrationen til at stige mere end andre,« fortsætter hun.
Grise spiser kød, chips og chokolade
Tina Rødgaard fandt ud af, at Ossabaw-grisen har ORM-proteinet i blodet ved at undersøge det fedtvæv, dyret har, blandt andet i maveregionen og i nakken.
Vævsprøverne blev hentet på det amerikanske University of Indiana, som har en hel koloni grise gående. For da Ossabaw-svinet er en truet race, må man ikke importere det til Danmark.
Fedtvæv fra en lille laboratoriegris af racen Gøtingen og en almindelig dansk produktionsgris blev også undersøgt. Ingen af de to racer har ORM-proteinet i blodet, viste prøverne.
»Nu hvor vi ved, at fede Ossabaw-grise har det samme protein i blodet som fede mennesker, kan vi bruge grisen til at forske mere i, hvad det er, der gør, at nogle fede får livsstilssygdomme, mens andre ikke gør,« siger Tina Rødgaard.
Fedmeforskere har længe været glade for at bruge grise i deres forsøg, fordi dyrenes metabolisme minder meget om menneskers.
Grise kan for eksempel spise kød, chokolade og chips ligesom mennesker.
»De spiser, hvad de får,« siger Tina Rødgaard.
Forskerne kan altså sætte grisene på kontrollerede diæter og bruge dem til undersøgelser, som hverken mennesker eller mus egner sig til.
