Næsten hele befolkningen i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) på Grønlands østkyst indtager op til 13 gange mere PFAS gennem deres kost, end hvad der er anbefalet ifølge internationale grænseværdier.
Sådan lyder konklusionen i et nyt studie fra Aarhus Universitet, hvor forskere har taget prøver fra isbjørne og ringsæler, der indgår i inuitternes diæt.
Forskning har vist, at langvarig eksponering af PFAS kan betyde nedsat fertilitet, forringet immunsystem hos børn og øge forekomsten af for eksempel hjerte-kar-sygdomme og kræft.
\ Hvad er PFAS?
Perfluoralkylstoffer, bedre kendt som PFAS, er et såkaldt evighedskemikalie, der nedbrydes meget langsomt - både i naturen, men også i kroppen hos mennesker og dyr. Når det ophobes i kroppen, kan det have konsekvenser for helbredet.
PFAS anvendes i en bred vifte af produkter, herunder pletafvisende køkkengrej, fødevareemballage som pizzabakker (hvortil brugen af PFAS dog blev forbudt af Fødevarestyrelsen i 2020) samt vandafvisende tøj og brandslukningsskum. Stofferne
finder vej til havet blandt andet gennem spildevand og via lufttransport.
De omtalte grænseværdier er baseret på Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), der i 2020 fastsatte en tolerabel ugentlig indtagelse af fire PFAS-stoffer (PFOA, PFNA, PFHxS og PFOS) til 4,4 nanogram per kilogram kropsvægt (1 nanogram = 0,000000001 gram eller en milliardtedel af et gram).
Der er tusindvis af forskellige PFAS-stoffer, og de fire udvalgte menes at være de mest skadelige og sejlivede.
Grænseværdien er baseret på laboratoriestudier og studier, der viser, at høj eksponering for PFAS kan føre til nedsat immunrespons hos børn, hvilket kan resultere i en reduceret effekt af vaccinationer.
PFAS nedbrydes meget langsomt og ophobes derfor i både naturen, mennesker og dyr. I havet koncentreres det højere oppe i fødekæden, særligt i isbjørne og ringsæler – og videre i os mennesker, når vi spiser dem.
»Det viser jo bare, at PFAS er overalt,« fortæller Tina Kold Jensen, professor i klinisk farmakologi, farmaci og miljømedicin på Syddansk Universitet, til Videnskab.dk.
»Det nedbrydes ikke, men ophobes i fødekæden, og det spreder sig helt op i Arktis - også til isbjørne, som lever langt væk fra alting. Det er jo trist,« siger professoren, som ikke har været involveret i studiet.
PFAS transporteres med vind- og havstrømme
PFAS transporteres fra industrialiserede områder i verden på de mere sydlige breddegrader hele vejen op til Arktis og Nordpolen. Det sker med de hav- og vindstrømme, som er illustreret på kortet.
PFAS ophobes i fødekæden
PFAS ophober sig fra plankton op gennem fødekæden for blandt andet at ende i menneskets maver. Men fordi mennesket også spiser mad fra supermarkedet og ikke kun fra dyrene omkring dem, har isbjørnen de højeste niveauer af PFAS i blodet.
Niveauer falder - men langsomt
Den gode nyhed er, at mængden af PFAS i de arktiske dyr trods alt er faldende, forklarer Christian Sonne, professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet og førsteforfatter på det nye studie, til Videnskab.dk.
»Vi har målt PFAS i arktiske dyr siden 1982, og vi kan se en nedgang over tid. Men faldet er langsomt, og det betyder, at eksponeringen vil fortsætte langt ud i fremtiden,« forklarer professoren.
Forskerne estimerer, at den gennemsnitlige indbygger i Ittoqqortoormiit stadig vil overskride grænseværdierne for PFAS helt frem til omkring år 2090.
Christian Sonne understreger dog, at det estimat er forbundet med stor usikkerhed.
»Det er svært at forudsige udviklingen, blandt andet fordi klimaforandringer påvirker fødekæderne og kan ændre forureningsmønstrene,« fortæller han. Hertil kommer, at befolkningen kan ændre fødevalg og begynde at spise mere eller mindre sæl og isbjørn.
Bæres af hav- og vindstrømme
Det er ikke ny viden, at PFAS-forurening er et alvorligt problem på Arktis, til trods for at området er meget langt væk fra kilderne til forureningen.
Tidligere studier fra selvsamme forskere, der står bag dette studie, viste, at vi i Danmark, Grønland og Færøerne har nogle af verdens højeste værdier af PFAS i vores kroppe - hvis ikke de højeste.
»Forureningen i Arktis stammer fra hele verden og transporteres via hav- og vindstrømme. Alt, desværre, ender ved Nordpolen,« fortæller Christian Sonne til Videnskab.dk.
Han understreger, at konsekvenserne er alvorlige for inuitterne, som ellers har en af verdens sundeste diæter. De kan blive nødt til at ændre deres kost og spise mere gris og ko – og det er noget af det værste, både sundhedsmæssigt og klimamæssigt, fortæller Christian Sonne.
Hvad der præcist ligger bag den høje PFAS-forurening i Danmark, har professoren ikke et entydigt svar på, men »det kan skyldes forurening af grundvandet og vores brug af PFAS-holdige tekstiler og emballage som staniol og pizzabakker,« fortæller han og fortsætter:
»Det skal tilføjes, at PFAS-forureningen er betydeligt højere i Danmark og Østersøen, end den er i havet omkring Grønland. Hvis vi begyndte at spise sælerne i Østersøen eller ænderne, der holder til ved den gamle Cheminova-fabrik i Lemvig, ville det se rigtig sort ud.«
Kalder på internationale løsninger
Til trods for, at den store mængde PFAS i kongeriget selvsagt skal tages alvorligt, maner Tina Kold Jensen til besindighed:
»Man skal selvfølgelig gøre noget ved det, men for den enkelte person er eksponeringen af PFAS ikke noget, man bør ligge søvnløs over,« siger hun.
»Problemet opstår, når vi ser på det fra et samfundsniveau. Hvis PFAS eksempelvis øger risikoen for forhøjet kolesterol med tyve procent, vil det potentielt betyde mange flere medicinudgifter og hjertekarsygdomme og dermed belaste sundhedssystemet.«
Christian Sonne supplerer:
»Jeg synes ikke, man skal bekymre sig, for der er så mange ting, vi lige nu kan bekymre os over, og så bliver det svært at leve,« siger han.
»Men vi skal selvfølgelig sætte en stopper for PFAS-forureningen. Mit håb er, at teknologiske fremskridt, som kunstig intelligens, kan hjælpe os med at opfinde nye materialer, der har samme kvaliteter som PFAS, men som ikke forurener og skader naturen og mennesker.«
\ Har ikke målt befolkningens PFAS-niveauer
Studiet dækker data fra 2006-2020. Forskerne har taget prøver af lever og muskelvæv fra 95 isbjørne og 52 ringsæler, som blev nedlagt som en del af lokalsamfundets fangst.
Forskerne har beregnet eksponeringen, baseret på hvor meget kød og lever befolkningen i gennemsnit spiser (baseret på fangstdata og tidligere kostundersøgelser) samt de målte PFAS-koncentrationer i dyrene.
I et tidligere studie fra 2023 viste forskerne, at der var en sammenhæng mellem hvad de spiser, PFAS-koncentrationer i dyrene og så PFAS-koncentrationen i blod hos de samme fangere.
Konklusionen om, at befolkningen i Ittoqqortoormiit i gennemsnit får op til 13 gange mere PFAS end den fastsatte grænseværdi, er altså et kvalificeret estimat, som også afspejles i fangernes blod.
Tina Kold Jensen understreger, at hvis vi virkelig vil gøre noget ved problemet, er det ikke nok at begrænse brugen af PFAS i Danmark eller EU:
»Forureningen stopper ikke ved landegrænser. PFAS transporteres med hav- og luftstrømme og spreder sig til hele kloden – også til steder, hvor vi aldrig har brugt det. Hvis vi vil løse problemet, kræver det en global indsats og internationale aftaler, ellers vil vi stadig finde PFAS i Arktis - og i hele resten af verden - om mange årtier,« afslutter hun.
Det nye studie er udgivet i tidsskriftet Cell Reports Sustainability.
