Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Peter Gøtzsche og Nordisk Cochrane Center får hård kritik  

Annonce:

Sundhedsstyrelsens direktør, ledende læger og forskere kritiserer Nordisk Cochrane Center ved Rigshospitalet for at være dogmatisk, unuanceret og afkoblet fra virkeligheden, skriver Weekendavisen.

Centret bør underlægges en kritisk evaluering, foreslår Lars Vedel Kessing, der professor i psykiatri ved Københavns Universitet og i Region Hovedstadens psykiatri.

Niels Kromann, cheflæge i Kræftens Bekæmpelse, er enig:

»Der burde laves en uvildig evaluering, for det er blevet stedse mere skingert gennem årene, hvad der kommer fra Cochrane-centret og Peter Gøtzsche,« siger Niels Kromann til Weekendavisen.

Cochrane-centret ved Rigshospitalet i København er en del af et internationalt forskernetværk, der samler og kritisk gennemgår videnskabelige studier om effekten af medicinske behandlinger.

Centret i København blev oprettet i 1993 af professor Peter Gøtzsche, der stadig er centerleder.

I de seneste år har Peter Gøtzsche og Nordisk Cochrane Center stillet spørgsmålstegn ved effekten af brystscreening, psykofarmaka og kritiseret den forskning, der ligger til grund for HPV-vaccinen.

Annonce:

Men centrets udmeldinger bliver ikke længere taget seriøst i lægevidenskabelige kredse:

»I mit bagland er der mange, der stiller spørgsmål om den overordnede politik bag Cochrane-centrets arbejde. De mener, at centret har en meget politisk holdning, og at den debat, de fører, foregår i en lidt for skinger tone,« siger Henrik Ullum, der er formand for Lægevidenskabelige Selskaber, til Weekendavisen.

Også Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm er skuffet over Peter Gøtzsche, som han kalder konfronterende og anklagende. Cochrane-centret står isoleret fagligt set, siger han.

»Der har været udmeldinger fra Gøtzsche og hans kolleger, som vi i Sundhedsstyrelsen synes er bekymrende,« siger Søren Brostrøm til Weekendavisen.

Peter Gøtzsche afviser kritikken over for Weekendavisen.

»Der er tale om påstande og holdninger fra folk, der repræsenterer interesseområder, vi har taget op i vores forskning,« siger han.