Siden pandemien, den verdensomspændende epidemi, med den nye influenza H1N1A brød ud, har de danske myndigheder sat hårdt ind for at forhindre virusset i at sprede sig i Danmark.
Men afhængigt af udviklingen kan den strategi vise sig uholdbar på længere sigt, mener overlæge Steffen Glismann fra Statens Serum Institut. Han er professor i virussygdomme og rådgiver Sundhedsstyrelsen om, hvilken strategi de skal anlægge i forhold til influenzaen.
»Myndighederne har gjort det rigtige indtil nu ved at forberede og indstille sig på den værst tænkelige situation. Men nu kender vi sygdommens udbredelse og hvordan den opfører sig, og det er tydeligt, at der pt ikke er tale om noget farligt virus. Derfor kan det være relevant på et tidspunkt ikke længere at gå så intensivt til værks,« siger han.
Jens Lundgren fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet tilslutter sig pointen om, at det kan blive nødvendigt at ændre beredskabet.
En ændring af det nuværende pandemiberedskab i Danmark vil, som udviklingen tegner sig, sandsynligvis føre til, at man koncentrerer sig om at hjælpe de patienter, der reelt er i fare.
Erfaringer fra blandt andet USA og Australien viser nemlig, at det alligevel ikke kan lade sig gøre at begrænse eller inddæmme det nye virus, fordi den spreder sig så hurtigt. Til gengæld er sydommen meget mild. Kun personer, der i forvejen lider af alvorlige sygdomme, vil være truet af influenzaen.
Jens Lundgren gætter på, at en vaccine mod sygdommen først vil være klar i slutningen af november eller i starten af december, og hans vurdering er, at det trods beredskabet ikke kan lade sig gøre at holde epidemien fra dørene til efter, at danskerne er blevet vaccinerede.
Derfor kan det på sigt være spild af kræfter at holde fast ved den strategi, som de danske myndigheder indtil videre har fulgt, mener han.
Vaccine først klar til december
Da pandemiberedskabet blev etableret for nogle år siden, var det for at kunne opdæmme alvorlige influenzavirus som eksempelvis den frygtede fugleinfluenza H5N1, der har en meget høj dødelighed.
Planen går ud på at forhindre sådanne virus i at sprede sig så meget som overhovedet muligt, indtil man står klar med en effektiv vaccine, der kan skabe flokimmunitet. Derfor lavede man en strategi, der gik ud på aggressivt at opspore og isolere alle de smittede, opspore alle ukendte smittebærere, og behandle dem intensivt med medicin. Den strategi er også anvendt i forhold til H1N1A-virus, og det er derfor vigtigt, at den danske pandemiplan kan skalere indsatsen efter forholdene, mener Steffen Glissmann. Han pointerer, at strategien skal tilpasses til udviklingen.
De to forskere mener, at man nu er ved at have indsamlet den nødvendige viden om virusset og udbredelsen til at kunne aggere, og at det nu gælder om at målrette indsatsen, så beredskabet og sundhedssystemet ikke køres træt. De påpeger at det er vigtigt at spare på kræfterne til det tidspunkt, hvor der rent faktisk kommer en stor epidemi, og hvor beredskabet for alvor kommer på arbejde. Et andet muligt tiltag, man kan overveje, er, om den intense opsporing af kontakter blandt eksempelvis flypassagerer reelt har nogen effekt.
Drop Tamiflu
\ Fakta
Nogle europæiske lande overvejer nu at følge USA og Australien, hvor man koncentrerer sig om at behandle de syge, der i forvejen er ramt af alvorlig sygdom og derfor er særligt udsatte. Samtidig beder man de smittede om at holde sig hjemme, indtil de er blevet raske igen.
Professor Jens Lundgren mener, at det ikke giver mening at forsøge at inddæmme epidemien med influenza-medicinen Tamiflu og man derfor skal indstille brugen af det i denne sammenhæng.
»Til gengæld skal vi fokusere på udelukkende at bruge medicinen til dem, der er i risiko for alvorlige komplikationer til influenzaen, altså yngre personer med underliggende sygdom. For at disse personer får nytte af medicinen skal diagnosen stilles indenfor 1-2 døgn efter symptom debut - ellers virker den dårligere eller slet ikke,« siger han.
Sundhedsstyrelsen vurderer løbende
I Sundhedsstyrelsen har man endnu ikke truffet beslutning om at ændre den nuværende strategi.
Else Smith, der er chef for Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen, understreger, at det er vigtigt at finde ud af, hvem der har størst risiko for at blive alvorligt syg af sygdommen og forklarer, at det er årsagen til, at man har fulgt udviklingen i både Danmark og andre lande meget nøje.
Noget tyder på, at sygdommen opfører sig forskelligt i forskellige dele af verden, og derfor har Sundhedsstyrelsen hidtil været afhængig af at kunne følge med i, hvordan den opførte sig i landene omkring Danmark.
»I tilfælde af en epidemi er strategien at koncentrere sig om dem, som bliver alvorligt syge og også at kunne definere og forudse, hvem der er i risiko for at blive det. Og sidst men ikke mindst at kunne sikre, at overvågningen kan give os de nødvendige informationer, som vi har behov for at kunne tage vores forholdsregler og tilpasse beredskabet til situationen,« siger Else Smith og slutter:
»Vi følger den internationale udvikling, men vores strategi tager udgangspunkt i den danske situation. Lige nu er der ikke tegn på, at vi har en epidemi i Danmark, men vi tager løbende stilling til, om der er behov for justeringer i beredskabet.«






























