Overvægt giver farligere prostatakræft

En forskergruppe fra Duke University i USA har undersøgt sammenhængen mellem overvægt og sygdomsforløbet for prostatakræft hos amerikanske mænd.

De har kigget på sygdomsforløbet hos 287 mænd, som fik fjernet prostata mellem 1988 og 2009 som en del af deres kræftbehandling, men som efterfølgende fik tilbagefald.

De mænd, som enten var overvægtige eller led af fedme, havde tre gange så stor chance for, at kræften udviklede sig yderligere i forhold til normalvægtige mænd, som fik samme behandling.

De havde også en tredoblet risiko for, at kræften spredte sig til knoglerne, samt en femdobbelt risiko for metastase – at der opstår nye svulster andre steder i kroppen.

Højere BMI giver højere dødelighed

»Disse fund er interessante og i tråd med det, vi har set i de sidste 10 år på dette område,« siger Fahri Saatcioglu, professor ved Institutt for molekylær biovitenskap ved Universitetet i Oslo.

»Der har været lavet flere metastudier, som viser, at jo højere BMI er i en befolkning, jo højere er risikoen for, at prostatakræft er dødelig,« siger han.

Da mændene i det amerikanske studie fik tilbagefald efter den oprindelige operation, blev de behandlet med androgen deprivationsterapi (ADT). Det er en hormonkur, som forhindrer produktionen af testosteron.

Testosteron stimulerer væksten i prostatakræftceller.

Men Saatcioglu fortæller, at den egenskab blot er en af testosteronens roller i prostatakræft.

»Når man fjerner androgener, det vil sige testosteron hos mænd, er der alvorlige bivirkninger. En af disse er en forøget risiko for metabolske sygdomme som for eksempel vægtøgning og overvægt,« forklarer han.

Et tidligere studie fra samme forskergruppe har vist, at mænd, som bliver behandlet med ADT i gennemsnit tager 2,2 kilo på i løbet af behandlingens første år.

Saatcioglu fortæller også om et andet studie, hvor et år med androgen deprivationsterapi forårsagede en 11 procents forøgelse af fedt og et efterfølgende 2-3 procents tab af muskelmasse.

»Så vores nuværende behandling gør patienten mere disponeret for overvægt, men overvægt er meget farligt for patienten. Det er et paradoks,« siger han.

Prostatakræftforskningens hellige gral

Saatcioglu arbejder selv med at finde ud af, hvordan testosteronet regulerer svulstvækst, samt hvorfor hormonet forårsager metabolske sygdomme.

»Hvis vi finder ud af, hvad det præcist er ved androgener, som forårsager metabolske sygdomme og svulstvækst, vil vi måske kunne finde en medicin, som forhindrer testosteronets stimulerende egenskaber, samtidig med at vi beholder de egenskaber, som ser ud til at holde for eksempel overvægt i skak,« forklarer han.

»Det ville være at finde den hellige gral inden for prostatakræftforskning,« siger han.

De amerikanske forskere, som præsenterede deres studie på American Urology Associations årsmøde for nylig, mener, at en ændring af metoden kan være løsningen.

»Det er muligt, at overvægtige mænd skal have mere androgen deprivationsterapi end andre. De fleste andre mediciner er jo doseret ud fra vægt, men det gælder ikke ADT,« siger Christopher J. Keto, hovedforfatter på studiet, i en pressemeddelelse.

Fahri Saatcioglu er imidlertid skeptisk.

»Jeg tvivler på, at det at bruge mere ADT vil give bedre resultater for overvægtige patienter. Det er jo et tveægget sværd – svulsten bliver stimuleret i mindre grad, men det forstærker jo også risikoen for metabolske sygdomme, som er en risikofaktor i sig selv,« siger han.

Livsstilsændringer kan hjælpe

Fahri Saatcioglu mener snarere, at der er mere at hente i at øge fokusset på livsstil for patienterne, mens vi venter på bedre behandlingsalternativer og en mulig kur.

»Læger fokuserer alt for lidt på vægttab og ernæring, både generelt, men især for kræftpatienter. Man begynder at vide mere om, at nogle typer mad kan påvirke kræft. For eksempel har forskning antydet, at lycopen, som findes i tomater, og genistein, som findes i soyabønner, kan standse udviklingen af kræft,« siger han.

»Jeg tror, at man bør anerkende, at mere naturlige livsstilsændringer, især kost og motion, kan være et godt supplement til både nuværende og fremtidige behandlingsalternativer til denne og andre typer kræft,« afslutter Fahri Saatcioglu.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm