Omstridt COVID-kur byggede på snyde-forskning

Det videnskabelige grundlag for at foreslå malariamedicinen hydroxyklorokin som COVID-behandling var fyldt med så grelle fejl, at det nu kaldes for snyd.

En ny rapport fra de franske sundhedsmyndigheder viser, at de indledende undersøgelser af effekten fra lægemidlet var blevet manipuleret.

I studiet ‘Hydroxychloroquine and azithromycin as a treatment of COVID-19’ blev det oplyst, at dusinvis af patienter brugt i studiet var positive med corona, men en nærmere undersøgelse viser, at patienterne rent faktisk var negative, konkluderer de franske sundhedsmyndigheder.

At en national myndighed på den måde går ud og tilbageviser studier, er ifølge professor i klinisk farmakologi på Syddansk Universitet Anton Pottegård »ekstremt atypisk«.

»Det er usædvanligt, at myndighederne går ud og tager afstand, men det kommer ikke bag på mig. Corona-pandemien har været ramt af flere af den slags situationer og skabt en unik mulighed for panik og hastværk,« siger Anton Pottegård til Videnskab.dk.

Noget værre sovs

Ifølge SDU-professoren blinkede alle advarselslamper, da den franske professor i mikrobiologi Didier Raoult skråsikkert præsenterede hydroxyklorokin som nyt vidundermiddel mod corona.

»Det var mest tydeligt i den måde, hydroxyklorokin blev forsvaret på, at det var noget værre sovs. Raoult var ekstremt aggressiv og grov mod sine kritikere fremfor at være lydhør over for den kritik, der nu blev fremlagt, som en forsker bør være,« fortæller Anton Pottegård.

Den danske forsker har i en tråd på sin Twitter dissekeret et af franskmandens studier om hydroxyklorokins effekt.

Alligevel hoppede Emmanuel Macron, Donald Trump og herhjemme den tidligere forskningsminister Søren Pind (V) på Didier Raoults limpind og udtrykte stor begejstring for malariamidlet som corona-kur.

Sagen kan du læse meget mere om i Videnskab.dk’s artikel 'Sløset coronaforskning hypes af præsidenter'.

Svær balance i videnskab

Selvom Anton Pottegård havde sine klare betænkeligheder ved Didier Raoults forskning såvel som fremtoning, forstår han imidlertid godt, at den karismatiske professor tryllebandt verdens topledere.

»Raoult tilbød håb i en svær tid, og det er ekstremt attraktivt. At så mange bakkede op om ham, ser jeg som et udtryk for en desperat følelse af, at ‘jamen der må da være noget, man kan gøre’,« lyder det fra Anton Pottegård.

På den anden side af vejen stod Anton Pottegård og var mere påpasselig, og det viser ifølge professoren »en svær balance i videnskaben«.

»Videnskaben drives jo videre af, at nogle udfordrer dogmerne. Vi har brug for at lytte til de unge og til de skæve. På den anden side må videnskab forankres i en vis konservatisme, så vi ikke smider alt fornuft over bord og løber efter elendige hypoteser,« forklarer Anton Pottegård og fortsætter:

»Søren Pind og jeg Twitter-diskuterede om netop hydroxyklorokin, hvor han spurgte mig, hvorfor jeg ikke var mere nysgerrig på denne hypotese.«

»Og selvfølgelig er jeg som forsker nysgerrig, men realiteten er, at der er 35 gange så mange hypoteser, som der er tid til at undersøge. Som god forsker er det vigtigt at dem, der viser sig at have substantielle mangler, forkastes hurtigst muligt.«

Jeg forstår ikke den mangel på nysgerrighed den her diskussion medfører. I stedet for at få det videnskabeligt afvist eller bekræftet fyger skældsordene. Galileo har levet forgæves. @JCDjurhuus

— Søren Pind (@sorenpind) April 22, 2020

Ifølge Anton Pottegård er det bedste og mest forsvarlige at gøre i situationer som disse - og forskningen generelt - »at skynde sig langsomt«. Hvilket dog kan være en stor udfordring under en pandemi.

»Det er et helt afgørende princip i forskningen, at vi skal ‘skynde os langsomt’, at vi skal gøre tingene fornuftigt. Det virker måske lidt støvet, men det bliver vi nødt til,« påpeger professoren.

Hvad gør vi næste gang?

Tvivlsomme forskere med en tilbøjelighed til at puste deres egne resultater op bliver vi nok aldrig fri for. Heller ikke ved den næste store pandemi eller sundhedskrise.

»De grundlæggende og selvkorrigerende mekanismer er egentlig på plads i videnskaben. Men nogle folk holder sig bare ikke til dem,« påpeger Anton Pottegård, der ikke har ‘løsningen’ på, hvad man gør ved de videnskabelige skruebrækkere:

»Det bedste, man kan gøre, er ikke at vægte de sensationelle og tvivlsomme historier for meget. Og så skal medierne - og offentligheden i bred forstand - huske på, at én kilde ikke er nok. Der skal helst være videnskabelig konsensus om eksempelvis en behandling, før vi overhovedet bør tage den i betragtning,« foreslår professoren.

Lignende pointer kan du læse mere om i Videnskab.dk’s Guide til videnskabsjournalistik.

Her fremhæves det blandt andet, at et enkelt studie er ikke den endegyldige sandhed, at medier altid bør tale med mindst én uafhængig forsker, og at medier bør være ærlige om usikkerhed i ny forskning.