Hvis du er kvinde og er 175 centimeter høj, har du statistisk set 31 procent større chance for at blive 90 år, end hvis du er 160 centimeter høj.
Sådan lyder resultatet af et nyt studie, skriver The Telegraph.
I 1986 blev en gruppe på cirka 7.800 midaldrende hollændere bedt om at udfylde et spørgeskema i forbindelse med en befolkningsundersøgelse, og dette blev efterfølgende løbende fulgt op med information om, hvorvidt de stadig var i live.
Og her kunne man altså se en sammenhæng mellem højde og alder hos kvinderne, og sammenhængen er større hos kvinder end hos mænd.
Det er dog vigtigt at understrege, at der blot er tale om en korrelation, altså, en statistisk sammenhæng. Ikke en kausalitet - en årsagssammenhæng. Læs mere om forskellen i artiklen Korrelation eller kausalitet: Hvornår er der en årsagssammenhæng?
Man kan derfor ikke uddrage fra denne undersøgelse, om det er på grund af højden, at kvinderne lever længere - eller om det i virkeligheden skyldes andre faktorer.
Studiet inkluderer oplysninger om i alt 120.000 hollændere, og det viser, at 34,4 procent af alle kvinderne blev 90 år, mens det gjaldt for 16,7 procent af mændene.
Studiet er udgivet i Journal of Epidemiology & Community Health.
LÆS OGSÅ: Hvorfor er mænd højere end kvinder?
LÆS OGSÅ: Forskere: Lave kvinder har større risiko for at føde for tidligt
sj





























