Næsten 900 tarmkræftpatienter blev tilfældigt fordelt i to grupper:
- Den ene gruppe fik træning og vejledning af en personlig træner i tre år efter afsluttet kræftbehandling.
- Den anden gruppe fik en brochure med råd om en sund livsstil.
I et nyligt offentliggjort studie viser forskerne, at de patienter, der fik personlig træning, havde 28 procent lavere risiko for tilbagefald – og 37 procent lavere risiko for at dø.
»Denne effekt er på niveau med mange lægemidler. Faktisk bliver mange lægemidler godkendt, selvom de har mindre effekt, og de er både dyre og giftige,« siger Julie Gralow til det britiske medie The Guardian.
Hun er lægefaglig chef ved American Society of Clinical Oncology (Asco). Det var ved Asco's årlige møde, at det nye studie blev præsenteret – og mødt med stående applaus.
»Studiets præsentation havde fået titlen: 'Lige så godt som et lægemiddel',« fortæller Julie Gralow.
»Men jeg ville hellere have kaldt det: 'bedre end et lægemiddel', for man slipper for alle bivirkningerne,« siger hun.
Guldstandarden for forskning
»Alle taler om dette studie lige nu,« siger Lene Thorsen, seniorforsker ved Oslo Universitetshospital.
»Det er virkelig et helt exceptionelt studie,« fortæller hun.
Lene Thorsen har arbejdet med træning og kræft siden midten af 1990'erne og skrev sin ph.d. om emnet i 2005. Hun har kendt til studiet, siden det blev sat i gang i 2009.
Indtil nu har forskere undersøgt sammenhængen mellem selvrapporteret fysisk aktivitet og risiko for tilbagefald og overlevelse, fortæller hun.
»Det er ikke nødvendigvis sådan, at disse resultater vil gælde for alle patientgrupper eller alle patienter<br>«
I det nye studie, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine, undersøger forskerne effekten af en tre år lang intervention. Studiet benytter sig af den såkaldte guldstandard for forskning, som er et randomiseret kontrolleret studie, også kaldet lodtrækningsforsøg:
Patienterne bliver tilfældigt fordelt i to grupper, som får to forskellige forløb. På denne måde kan forskerne sammenligne udfaldet og vide, hvad der faktisk førte til en effekt.
Studiet er desuden stort, næsten 900 patienter, hvilket er mange i denne type forskning, ifølge Lene Thorsen.
»Denne type studie har manglet,« siger hun.
»Vi ved jo, hvor vigtig fysisk aktivitet og træning er for vores helbred, men det er første gang, vi ser en så klar effekt på tilbagefald og overlevelse efter kræftbehandling.«
\ Lodtrækningsforsøg er guldstandarden indenfor forskningsmetoder
Lodtrækningsforsøg er den bedste metode, der findes, når forskere vil teste, om noget har en effekt på mennesker.
Lodtrækningsforsøg – også kendt som randomiserede kontrollerede forsøg (RCT) – bliver brugt til at teste såkaldt kausalitet, altså om noget forårsager noget andet – for eksempel at et lægemiddel virker mod en sygdom.
I lodtrækningsforsøg bliver forsøgsdeltagerne tilfældigt (ved lodtrækning) inddelt i grupper:
Den ene får den behandling, forskerne vil teste effekten af, mens en eller flere kontrolgrupper får enten placebo (eksempelvis en pille uden effekt), en anden type behandling, eller de fortsætter med at leve, som de altid har gjort.
Ved at fordele forsøgsdeltagerne tilfældigt – ved lodtrækning – sikrer forskerne, at de grupper, de sammenligner, i gennemsnit er så ens som muligt. Dermed kan forskerne udelukke, at forsøgsresultatet bliver påvirket af, at den ene gruppe er sundere, fattigere eller på anden vis helt anderledes end den anden.
Forsøget kan desuden være såkaldt 'dobbeltblindet'. Det betyder, at hverken deltagere eller forskerne ved, hvilken af eksperimentets grupper deltageren befinder sig i. Dermed kommer forskerne ikke bevidst eller ubevidst til at manipulere med forsøgsdeltagernes respons.
Som du kan se i grafikken herunder, er lodtrækningsforsøg tæt på at være toppen af poppen inden for sundhedsforskning.
Men vær opmærksom på, at selv lodtrækningsforsøg har nogle brister, såsom:
- Lodtrækningsforsøg kan sjældent måle langtidseffekter. De kan for eksempel ofte ikke fortælle noget om skadevirkninger, der opstår efter lang tids brug af et testet lægemiddel.
- Man kan ikke være sikker på, at et lægemiddel eller en social indsats har samme effekt på patienter eller borgere i virkeligheden, som det har i et forsøg, hvor forsøgsdeltagerne ofte skal opfylde bestemte kriterier for at være med, og hvor behandlingen foregår under meget kontrollerede forhold.
- Sjældne skadevirkninger, der kun opstår hos visse mennesker, er svære at påvise i lodtrækningsforsøg, da der ofte indgår for få forsøgspersoner.
Bliv klogere på, hvilke forskningsmetoder der fører til forskellige grader af evidens i grafikken herunder:
Tre år med træning og vejledning
Patienterne, som deltog i studiet, kom fra USA, Storbritannien, Australien, Frankrig, Canada og Israel.
Medianalderen var 61 år med en aldersspredning fra 19 til 84 år.
90 procent af deltagerne havde tyktarmskræft i stadie 3, hvilket betyder, at kræften har spredt sig til nærliggende lymfeknuder.
Den personligt tilpassede træning foregik først to gange om måneden og senere én gang om måneden over tre år.
Patienterne fik både vejledning, som skulle motivere til adfærdsændringer, og fysisk træning med en personlig træner. De skulle også træne på egen hånd.
Træningen skulle være såkaldt moderat til intens og kunne for eksempel bestå af en rask gåtur på 45–60 minutter, 3 eller 4 gange om ugen.
Alternativt kunne det være en løbetur på 25–30 minutter, også 3 eller 4 gange om ugen.
Patienterne kunne selv vælge, hvordan de ville nå træningsmålet – nogle tog på skitur, andre padlede i kajak.
- Efter 5 år havde gruppen, der fik 3 år med personlig træning, 28 procent lavere risiko for tilbagefald.
- Efter 8 år havde de 37 procent lavere risiko for at dø, sammenlignet med dem der kun havde fået en brochure med råd.
En helt særlig patientgruppe
»Det er et spændende studie. Det er godt planlagt og gennemført,« siger Åslaug Helland, som er professor og kræftforsker ved Oslo Universitetshospital og Universitetet i Oslo.
»Resultaterne er på linje med studier, der fører til godkendelse af nye lægemidler, så vi er meget tilfredse.«
Men studiet er udført på en helt særlig patientgruppe, påpeger Åslaug Helland, som selv er ekspert i lungekræft.
»Det er ikke nødvendigvis sådan, at disse resultater vil gælde for alle patientgrupper eller alle patienter. Andre sygdomme kan også påvirke udbyttet af træning, hvis man for eksempel samtidig har en hjertesygdom,« siger hun.
»Men for dem, der har operabel tarmkræft, er der nu påvist en tydelig effekt af træning.«
Flere siger til The Guardian, at studiet bør føre til ny praksis og nye retningslinjer for opfølgning efter kræftoperation.
»På kort sigt er det nok ikke realistisk, at vi kan tilbyde denne type opfølgning til alle kræftpatienter,« siger Åslaug Helland.
»Men det ville formentlig være billigere end nye lægemidler, der bruges efter operation. På længere sigt kan det blive aktuelt. Vi skal opbygge kompetence på området,« siger hun.
\ Læs også
Et klart og tydeligt svar
Efter at have gennemført operation og kemoterapi vil omkring 30 procent af patienter med højrisiko stadie 2- og stadie 3-tarmkræft få tilbagefald, ifølge Christopher Booth, som er studiets hovedforfatter.
Han er professor og kræftforsker ved Queen's University i Canada.
»Som kræftlæger er ét af de mest almindelige spørgsmål, vi får fra patienter: 'Hvad kan jeg ellers gøre for at forbedre mine chancer?',« siger Christopher Booth til The Guardian.
»Resultaterne giver os nu et klart og tydeligt svar: Et træningsprogram, der inkluderer en personlig træner, vil reducere risikoen for tilbagefald eller ny kræft, gøre, at du får det bedre og hjælpe dig til at leve længere.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
