Ny viden om 'selvmordsceller' giver håb om bedre kræftbehandling

Heldigvis går vi ikke alle rundt med store ondartede kræftknuder i kroppen.

Det skyldes blandt andet kroppens eget forsvarssystem, som kan holde skumle celler i skak og endda tvinge dem til at begå selvmord.

To nye forskningsprojekter fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning kan nu kaste lys over lidt mere i mysteriet om, hvordan disse naturlige kræftbarrierer fungerer.

Mere præcist fandt forskerne et særligt hierarki mellem to signaler, som udgør et led i kæden til at få et en syg celle til at gå i stå.

»Det har vist sig, at cellens egne anti-cancer barrierer er mere avancerede, end vi troede, og det kan vi måske udnytte til mere effektiv behandling,« siger Jiri Bartek, der er forskningsleder på afdelingen for genomintegritet ved Center for Kræftforskning.

To barrierer mod kræft

Kroppen har to primære forsvarsmekanismer mod kræft.

1. Immunforsvaret, hvor særligt indrettede celler angriber kræftceller.
   
2. Cellens selvkontrol. Noget inde i cellen opdager, at den selv er syg og på vej til at blive en kræftcelle på grund af mutationer i cellekernens DNA. Den standser sin vækst eller begår selvmord.

»De er en del af grunden til, at vi ikke alle sammen dør af kræft som børn. Der er hele tiden celler, der kunne udvikle sig til kræft, som bliver standset – enten ved at cellen begår selvmord eller ved, at celledelingen bliver blokeret på ubestemt tid,« forklarer Jiri Bartek.

Kræftceller mangler social føling

Når man udvikler kræft, betyder det, at cellen deler sig uhæmmet og breder sig ind i det omkringliggende væv.

Den er blevet ’asocial’ og er holdt op med at lytte til de andre cellers signaler. Det skyldes skader i arvemassen.

»Kræft er jo en overproduktion af nye celler. Hvis man for eksempel har slået sig, er det rigtig smart, at cellerne deler sig og reparerer det beskadigede område, men hvis det ikke stopper igen, får man problemer,« forklarer Jiri Bartek.

LÆS OGSÅ: Vi mister kontrol over vores DNA som 55-årige

Besked om selvmord bliver sendt forgæves

Normale celler har et særligt ’stress-response protein’, der hedder p53, som kan fortælle cellen, at den skal begå selvmord eller gå i dvale, hvis der er noget galt.

Dette 'selvmordsprotein' får blandt andet besked via to signalstoffer, som holder øje med cellens DNA.

Ofte mangler kræftcellerne dog p53-proteinet, og de to signaler bliver sendt forgæves.

Forsøg afslørede hierarki i signaler

Indtil nu har man ikke vidst, hvornår i udviklingen af kræft de to signaler blev givet, og om de havde indflydelse på hinanden.

Men forskernes undersøgelser på mus og kræftceller fra mennesker afslørede, at signalerne bliver sendt forskudt af hinanden.

Det første signal kommer, når der er moderate skader på cellen, mens det andet bliver aktiveret, når cellen er alvorligt skadet.

Tilmed hæmmer det første signal det andet signal i en kompliceret reaktion, der involverer en stribe af beskeder i cellen.

Plads til det ’kloge’ signal

Det kan lyde som småtterier, men netop dette kan vise sig at være nøglen til mere effektiv behandling af fremskreden kræft.

Det sidste signalstof kan nemlig sætte gang i andre ’selvmordsproteiner’ end p53.

»Det ville være rigtig smart, hvis vi kunne blokere det første signal. Så kunne det andet signal aktivere nogle andre selvmordsproteiner og dermed gøre det af med kræftceller, som ikke har p53,« siger Jiri Bartek.

Medicin, der kan blokere det første signal, ville altså give plads til det mere effektive signal.

»Alt i alt peger det i samme retning som rigtig megen anden kræftforskning, nemlig at vi kan udvikle mere effektive og individuelle behandlinger,« siger Jiri Bartek.

LÆS OGSÅ: Knuser svulster med ultralyd

Første undersøgelse på menneskeceller

Videnskab.dk har forelagt resultaterne for Tinna Stevnsner, der er lektor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet.

Hun forsker i cellens forsvar mod beskadigelse af dens arvemateriale og var ikke involveret i studiet.

»Det er et stort og meget grundigt forskningsprojekt. Sammenhængen er blevet undersøgt før, men bare ikke i menneskelige kræftceller, og der viste det sig altså, at der var noget at hente,« siger hun.

Udsigt til blidere behandling

Selvom dette forskningsområde er komplekst, er der god grund til, at det er i vækst.

Tinna Stevnsner peger på, at den nye viden om cellens selvkontrol kan bruges til at udvikle medicin, som skyder mindre med spredehagl, end den nuværende.

På sigt vil man måske kunne give skræddersyede behandlinger, alt efter om ens kræftceller for eksempel mangler p53.

»Det er netop sådan noget her, som kan betyde, at vi får en mere skånsom behandling, der ikke skader de raske celler,« siger Tinna Stevnsner.