Livmoderens størrelse måles fra 24. uge i graviditeten. I dag er det jordmoderen eller lægen, der foretager målingen med et helt almindeligt målebånd.
Undersøgelsen af det, der kaldes symfyse-fundus, eller SF, viser, om fosteret har en god vækst og bliver brugt til graviditetskontrol og på fødeafdelingen.
Nu har en gruppe fra NTNU og St. Olavs Hospital sammen udviklet en gratis app, hvor gravide selv kan registrere fosterets størrelse.
Norges største sundhedsprogram
»Graviditetsomsorg – den rutinemæssige sundhedskontrol af gravide – er Norges største forebyggende sundhedsprogram,« siger Bjørn Backe, professor emeritus ved NTNU.
Hvert år er der over 60.000 nye gravide, der i gennemsnit har 12 tjek før fødslen.
De fleste af undersøgelserne drejer sig om den gravide kvinde. Det er kun ultralyd og SF-måling, der er direkte rettet mod fosterets tilstand.
SF måles fra det punkt på huden, der svarer til øverst på livmoderen, til øverste del af symfysen, også kaldet skambenet.
Forældet kurve
»Problemet er, at kurven for fosterets vækst ikke er blevet opdateret siden 1984, og den tager ikke hensyn til individuelle forskelle,« siger Bjørn Backe.
»Det er et alvorligt problem, at den tillader for lave værdier i slutningen af graviditeten, da man risikerer at overse fostre med dårlig vækst,« siger han.
I 2013 kom der en ny norsk SF-kurve. Kurven er udviklet af Folkesundhedsinstituttet og bygger på målinger fra over 42.000 gravide kvinder. I de ny kurver er der taget hensyn til kvindens højde og vægt ved starten af graviditeten.
På den måde får hver gravide kvinde en individuel kurve, som er tilpasset hendes højde og vægt.
»En individuelt tilpasset SF-kurve kræver imidlertid et elektronisk medium,« siger Bjørn Backe, der var med til at udvikle den nye app.
»Vi ved, at kvinder i den aktuelle aldersgruppe er flittige brugere af smartphones, og derfor var det en logisk konsekvens at udvikle en løsning baseret på smartphonen.
Kvinder foretager selv nøjagtige mål
I den nye SF-app kan kvinden selv registrere sine egne målinger fra 24. graviditetsuge. Derudover kan hun lægge de målinger, som lægen og jordmoderen foretager, ind.
»Svenske studier har vist, at den gravide selv kan måle SF-afstanden med god nøjagtighed og med samme effekt, når det gælder fosterdiagnostik.«
»Når kvinderne selv foretager målingerne, kan de måle oftere, så kurven får flere punkter, og så undgår man den variation, der følger med, når der er flere personer, der måler. Vi foreslår, at den gravide måler en gang om ugen,« siger Bjørn Backe.
Erstatter ikke jordemoder
Appen er ment som et hjælperedskab til graviditetsundersøgelserne. Den gravide skal vise sin hjemmemålte SF-kurve, når hun kommer til de sædvanlige graviditetstjek.
Hvis målingen, hun registrerer, er uden for normalområdet, giver appen besked om det og opfordrer kvinden til at vise kurven frem ved næste kontrol.
»Det er ikke meningen, at egne målinger skal erstatte de SF-målinger, som foretages af læge eller jordmoder, men de supplerer dem,« siger Bjørn Backe.
Sundhedssektoren er i forandring. Målet er en øget brugerinddragelse, ved at patienten får en større viden, og får et bedre grundlag for at deltage i beslutningsprocesser.
»Egne målinger af SF-mål passer godt ind i udviklingen af en mere moderne graviditetsomsorg: ved hjælp af appen vil den gravide tage mere ansvar for eget helbred ved at måle SF-afstanden og på den måde skaffe bedre dokumentation for livmoderens væks,« mener Bjørn Backe.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
\ Kilder
- Bjørn Backes profil (NTNU)
- Symphysial fundal height (SFH) measurement in pregnancy for detecting abnormal fetal growth. Cochrane Database of Systematic Reviews. 2012;(7)CD008136
- A new population-based reference curve for symphysis-fundus height. Acta Obstet Gynecol Scand. 2013;92:925-33.
- Self-administered measurement of symphysis-fundus heights. Acta Obstet Gynecol Scand. 2007;86:671-7.






























