Nogle topatleter har forhøjet risiko for hjerteflimmer

Motion er sundt. Over 10 timers træning om ugen kan ligefrem give dig et hjerte med superkræfter, skrev vi for nylig på Videnskab.dk.

Nogle mennesker, der dyrker idræt på professionelt plan, har dog en lidt højere risiko end andre for at få uregelmæssig hjerterytme - også kaldet hjerteflimmer eller atrieflimmer.

Professionelle fodboldspillere, håndboldspillere, basketballspillere og andre, som dyrker sport med blandet intensitet, er mere udsatte, end folk der dyrker udholdenhedssport som løb, langrendsski og roning, konkluderer et nyt studie, der er publiceret i British Journal of Sports Medicine.

Ikke farligt for unge

Den danske hjertelæge Jacob Thorsted Sørensen tager dog resultatet med sindsro. Atrieflimmer er ikke farligt for unge mennesker, hvis det bliver behandlet, understreger han. Resultatet af det nye studie bekræfter allerede etableret viden.

»Vi kender godt til den øgede risiko for atrieflimren (uregelmæssig hjerterytme, red.) hos yngre, mandlige atleter,« siger Jacob Thorsted Sørensen, der er ph.d. og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Tilstanden opstår lidt oftere hos de meget aktive atleter, men den er stadig sjælden, beroliger han.

I det nye studie har forskerne kigget på, om sportsfolk med helbredsproblemer såsom type 2-diabetes eller højt blodtryk har øget risiko for at få atrieflimmer. De finder ingen tegn på, at det er tilfældet.

»Det nye i studiet er primært, at kardiovaskulære risikofaktorer (som type 2-diabetes og højt blodtryk) ikke influerer på risikoen for atrieflimren,« siger Jacob Thorsted Sørensen, som har læst studiet for Videnskab.dk.

»Det er også nyt, at idrætsformer med blandet intensitet øger risikoen for atrieflimren mest,« tilføjer han.

En gennemgang af tidligere studier

Forskerne bag det nye studie har gennemgået data fra tidligere forskning i sammenhængen mellem uregelmæssig hjerterytme og træning.

De gennemgik og analyserede 13 studier fra 1990 til 2020, der omhandlede sportsudøvere i cykling, løb, svømning, langrend, orienteringsløb, roning, fodbold, rugby og basket. De 13 studier inkluderede data på 70.478 deltagere; 63.662 ikke-atleter og 6.816 atleter.

Forskerne kommer frem til, at:

• Risikoen for uregelmæssig hjerterytme var 2,46 gange højere blandt atleter end ikke-atleter. Dette skal dog ses i lyset af, at forekomsten af atrieflimren er ganske lav for personer under 50 år (omkring 0,1-0,5 procent af hele befolkningen). Så selv om 2,46 gange så mange sportudøvere bliver ramt, er det stadig et meget lille antal.
• Kardiovaskulære risikofaktorer som type 2-diabetes og forhøjet blodtryk øger ikke risikoen for uregelmæssig hjerterytme, hverken hos atleter og ikke-atleter. Ikke-atleter er defineret forskelligt i de forskellige studier, men det kan dreje sig om både personer med meget lavt aktivitetsniveau og personer med et 'almindeligt' aktivitetsniveau.
• Risikoen for uregelmæssig hjerterytme er størst hos helt inaktive og meget aktive. Og der var ikke øget risiko hos dem, der dyrker moderat (anbefalet) motion.

Ingen grund til bekymring

Jacob Thorsted Sørensen advarer mod at læse studiet, som om at det er farligt at dyrke motion.

»Først og fremmest må man slå fast, at træning er sundt for kroppen. Regelmæssig motion reducerer risikoen for alle typer af livsstilssygdomme og reducerer den generelle dødelighed i befolkningen,« siger han, men tilføjer også:

»Der er så noget, der tyder på, at en vis træningsmængde og -type, kan øge risikoen for atrieflimren hos især yngre mænd. Studiet kan desværre bare ikke hjælpe til at udpege de grupper af atleter, som man skal holde øje med. Til dette formål er der behov for nye studier.«

Det foreslår forskerne også selv. Der skal flere studier til, for at kunne sige noget om hvorvidt eksempelvis træningsintensitet har betydning for risikoen for at udvikle hjerteflimmer, fremgår det i en pressemeddelelse. Studiet kan heller ikke gøre os klogere på, om der er kønsforskelle.

»Tag resultaterne med et gran salt«

Gennemgangen af den samlede forskningslitteratur, som den forskerne har lavet, anses normalt som den bedste måde at nå frem til sikker evidens.

Men det pågældende studie er begrænset af, at den forskning, der hidtil er publiceret om sammenhængen mellem uregelmæssig hjerterytme og sportsudøvelse, har svagheder, siger Jacob Thorsted Sørensen.

Ifølge Jacob Thorsted Sørensen er det altid bedst at lave lodtrækningsstudier, hvor man lader halvdelen træne meget og den anden træne lidt for så at følge dem i 30 år, for at se hvad der sker. Det kan dog ikke lade sig gøre i praksis.

Derfor er man nødt til at lave kohorte- og case-controlstudier med risikoen for at overse andre årsager til sygdommen (såkaldte confoundere). De fleste studier er dog statistisk veludførte i forhold til at forsøge at styre dette.

»Metaanalyser, som den her, kombinerer styrken af flere små studier, og der er her næppe risiko for, at konkurrencesport ikke øger risikoen for atrieflimmer,« siger Jacob Thorsten Sørensen.

»Svagheden er blot de meget forskelligartede studier, som indgår i analysen. Det kan gøre sammenligningen sværere,« fortsætter han og henviser netop til, at ikke-atleter er udtryk for personer med meget lavt aktivitetsniveau, men også for personer med et 'almindeligt' aktivitetsniveau.

»Der er tale om meget forskelligartede studier, som man har samlet i denne analyse, og resultaterne skal derfor tages med et gran salt. Der er næppe tvivl om, at der er en sammenhæng mellem atrieflimren og især idræt med blandet intensitet.«

»Men vi ved meget lidt om eksponeringen (hvor meget de har trænet, red.), og hvilke sportsgrene der specifikt er tale om. Vi ved heller ikke, om det er farligt for disse atleter at have atrieflimren,« siger han.

Træning styrker hjertet

Jacob Thorsted Sørensen understreger, at hård træning styrker hjertet på en måde, der overordnet set giver fordele.

»Det samlede budskab må være, at idræt på absolut eliteniveau medfører nogle ændringer i kredsløb og hjertefunktion, som i meget høj grad er gunstige, men som også kan øge risikoen for specifikke tilstande i hjertet - i dette tilfælde atrieflimren, som i øvrigt ikke i sig selv er en farlig sygdom hos yngre, i øvrigt raske mennesker.«

Forskerne kommer ikke med nye bud på, hvordan det kan være, at de ændringer, der sker, fører til hjerteflimmer. Men de nævner remodellering af hjertet; at det vokser på grund af de øgede iltkrav. Det giver stræk i hjertemuskulaturen, som kan irritere hjertets elektriske system. De nævner også øget adrenalinniveau gennem længere perioder på grund af træning.

Hvis der er nogle læsere, der efter EM i fodbold stiller sig selv spørgsmålet, om Christian Eriksens kollaps i Danmarks første kamp mod Finland mon skyldes hjerteflimmer, så slår Jacob Thorsted Sørensen hurtigt fast, at det er det ikke.

»Atrieflimren er ikke en farlig sygdom, og det er med meget stor sikkerhed ikke det, som er Christian Eriksens problem. Det er mere alvorlige rytmeforstyrrelser, som er knyttet til pludselig hjerte-død hos atleter.«