Et nyt studie viser, at Homo Sapiens og vores fjerne slægtning neandertaleren deler mere DNA end tidligere antaget.
Fossilanalyser af neandertaler-knogler viser, at fortidsmennesket havde arvet mellem 2,5 og 3,7 procent af deres arvemasse fra moderne mennesker, og i visse tilfælde havde de helt op mod 10 procent af deres DNA fra Homo sapiens.
Det skriver blandt andre Live Science om det nye studie, der er udarbejdet af forskere fra Princeton University og udgivet i tidsskriftet Science.
\ Læs også
»Det tyder på, at parring på tværs af arterne var mere almindeligt end tidligere troet,« siger genetiker og studiets ledende forsker Joshua Akey fra Princeton University ifølge Sciences nyhedsmedie.
I forvejen har forskning de seneste årtier vist, at de fleste moderne mennesker, som ikke har ophav i Afrika, har arvet 1-2% af deres gener fra neandertalere. Men parring går to veje, og derfor ønskede forskerne at undersøge, hvor stor del af neandertalernes DNA, de havde arvet fra Homo sapiens.
Studiet indikerer desuden, at der var færre neandertalere end troet, og det tyder også på, at vores fjerne slægtning ikke blev udryddet helt, men snarere ‘smeltede sammen’ med populationen af Homo sapiens.
»Jeg mener, at dette studie afslutter ‘os’ mod ‘dem’ i tænkningen af arterne,« siger palæogenetiker Manasa Raghavan fra University of Chicago, der ikke er involveret i studiet, til Science.






























