Hvis din morgenmad har et lavt niveau af kulhydrater, gør det dig måske mere tolerant, skriver newscientist.com.
De, som spiste en morgenmad med få kulhydrater, tog i hvert fald mere overbærende beslutninger i et spil om at dele penge, som de blev sat til at spille et par timer senere, konkluderer et nyt studie.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet PNAS.
Sammenhængen kan skyldes, at måltider med mindre stivelse har tendens til at indeholde mere protein, som øger niveauet af dopamin i hjernen. Dopamin er involveret, når der træffes beslutninger.
Forskerne bag det nye studie lod to grupper spille 'ultimatum'. Spillet går ud på, at én ud af to partnere får en sum penge og skal beslutte, hvor meget vedkommende vil dele med den anden. Hvis den anden accepterer tilbuddet, får begge pengene, men hvis det afvises, får ingen noget.
- Den ene gruppe havde fået en morgenmad rig på kulhydrater (brød, syltetøj og juice)
- Den anden havde fået en kulhydrat-fattig morgenmad, men med meget protein (bl.a. skinke, ost og mælk)
Den gruppe, som havde fået en morgenmad uden særlig mange kulhydrater, havde en større tendens til at acceptere de ofte unfair tilbud om penge, end dem, som havde spist en morgenmad rig på kulhydrater.
Blodprøver viste, at morgenmåltiderne med få kulhydrater øgede niveauet af tyrosin, som er en forløber til dopamin, samt at der var en sammenhæng mellem et højt tyrosinniveau og mere overbærende adfærd.
Du bør dog genoverveje at droppe alle kulhydrater til morgenmad. Trods for det høje indhold af kulhydrater har havregryn mange positive indvirkninger på sundheden, viser forskning. Havregryn får dig til at leve længere og sænker blodtrykket og kolesterolniveauet hos børn - for at nævne et par eksempler.





























