Skade på de forreste korsbånd er den hyppigst forekommende, alvorlige knæskade i Norge, hvor man hvert år ser cirka 4.000 tilfælde, ifølge Norsk helseinformatikk.
Ved en korsbåndsskade bliver korsbåndet revet helt eller delvist over.
Håndbold, fodbold, slalom og basketball er årsag til de fleste skader, fordi disse sportgrene tvinger udøverne til at gøre bevægelser, der vrider knæet, mens skinneben og foden står fast.
Det er ikke alle korsbåndsskader, der kræver en operation; det er ofte nok med fysioterapi og genoptræning.
Men hvis man skal tilbage til idræt på topniveau eller de mere vridningsudsatte sportsgrene, ender det ofte med en tur på operationsbordet.
Det er tilfældet for cirka halvdelen af skadetilfældene.
Piger og kvinder har større risiko for korsbåndsskader end drenge og mænd; én af årsagerne er sandsynligvis kvindernes menstruationscyklus, der er får hormonerne til at svinge.
Stor forskel blandt de yngste
Det var med denne teori for øje, at forskere ved Brown University indsamlede helbredsoplysninger om piger og kvinder fra 15 til 49 år.
De ville afdække:
- Hvor mange havde fået en korsbåndsoperation
- Hvor mange havde recept på de almindeligste p-piller i året op til skaden og operationen
- Hvor mange var blevet opereret for en korsbåndsskade, men ikke havde recept på p-piller
Forskerne endte med cirka 18.000 i hver gruppe og cirka 1.034, der var blevet opereret for korsbåndsskader.
I p-pillegruppen fandt forskerne færre korsbåndsopererede.
Men det var kun blandt forsøgsdeltagerne, der var mellem 15 og 19 år gamle, at det forholdt sig sådan.
I denne aldersgruppe var der langt flere korsbåndsoperationer blandt forsøgdeltagerne, der ikke tog p-piller.
Forskerne fandt ikke en korrelation mellem p-piller og korsbåndsoperation blandt kvinderne, der var over 20 år.

Korrelation mellem p-piller og risiko for korsbåndskader
Men om p-pillerne rent faktisk beskytter de unge kvinder under 20 år, kan forskerne ikke konkludere; de fandt blot en statistisk sammenhæng.
Forskerne henviser til tidligere forskning, som peger i samme retning, for eksempel et lignende studie i Danmark.
Her konkluderede forskerne også, at der var en korrelation mellem p-piller og risiko for korsbåndskader.
Men de advarede samtidig mod at bruge p-piller som forebyggende tiltag, fordi der mangler viden om årsagen til denne korrelation.
Måske har østrogen-niveauet en effekt på korsbåndet, og p-pillerne forandrer hormoncyklussen.
LÆS OGSÅ: Korsbåndsskader kan forebygges
Usikkerhed
Der er meget, studiet ikke kan fortælle os.
Forskerne ved for eksempel ikke, om pigerne rent faktisk tog p-pillerne, eller om de bare havde recept på dem i året op til skaden.
Forskerne ved heller ikke, hvor mange af pigerne, der dyrkede sport, eller om pigerne og kvinderne i databasen var et repræsentativt udvalg.
Derudover er den ældre korsbåndsskadegruppe muligvis anderledes end den yngre.
»Til trods for studiets begrænsninger, føjer det sig til en voksende mængde forskning, som dokumenterer, at p-piller måske leverer beskyttelse mod at rive det forreste korsbånd helt eller delvist over,« skriver forskerne i studiet.
»Vi vil gerne se færre korsbåndsskader«
Grethe Myklebust er professor ved Center for idrætsskadeforskning på Norges idrætshøjskole. Hun har en baggrund i fysioterapien og har i en årrække forsket i forebygning af sportskader.
Hun vil gerne nå ud til trænere og idrætsudøvere i hele Norge med app’en og websiden Skadefri, som blandt andet NIH står bag.
Skade på de forreste korsbånd er et stort problem blandt unge idrætsudøvere, mener Grethe Myklebust.
»Det er ikke så voldsomt mange, som bliver skadet, men der er for mange unge som river korsbåndet over helt ned i 12–14-årsalderen i dag. Og det er en alvorlig skade,« fortæller Grethe Myklebust.
Korsbåndsskader kan få følger resten af livet. Ifølge en pressemeddelse om det nye studie risikerer op til halvdelen af de korsbåndsskadede at få artritis - en slags ledbetændelse - i løbet af 10 til 20 år efter skaden.
Rammer ofte de bedste og de mest aktive
Sportsskadeforskerne ved en hel del om, hvad der øger risikoen for korsbåndskader, og hvad som forebygger skaderne.
Det er ofte de gode sportsfolk, som bliver brugt meget i kampene, som spiller meget, og som på flere måder er mere udsatte; ganske enkelt fordi belastningen er større, og de får mindre tid til at restituere og tid til forebyggende træning af balance og teknik, forklarer Grethe Myklebust.
»Det er jo godt, at de træner meget, og det er ofte det bedste, de ved! De siger ikke nej til at spille en ekstra kamp eller til at spille med i en ældre aldersgruppe. Men vi ved også, at forholdet mellem belastning og hvile, påvirker risikoen for korsbåndskade.
Men hvad så med forskellen mellem piger og drenge?
Muskler, anatomi og hormoner
En del af årsagen er muligvis, at drenge på et tidspunkt bliver fysisk stærkere end piger. Måske har det også noget med teknik at gøre i kombination med anatomi.
»Et bredere bækken betyder, at knæene lettere peger indad. Og måske er risikoforskellen også påvirket af anatomiske forskelle inde i knæet, hvor korsbåndene ligger,« siger Grethe Myklebust.
Men man har også diskuteret, om der er bagvedliggende hormonelle årsager, og det har sportsforskeren selv gransket blandt kvindelige håndboldspillere i Norge.
Håndboldpillerne svarede i et spørgeskema på, hvor i menstruationscyklussen de befandt sig, da de blev skadede.
Størstedelen svarede, at de var i menstruationsfasen; altså mellem dag 1 og dag 7 i cyklussen.
»Men studier i USA indikerer, at risikoen er størst i løbet af ægløsningen, så det er usikkert,« siger Grethe Myklebust.
Spillere og forældre spørger
Hun bliver ofte spurgt, hvornår i løbet af cyklussen risikoen er størst af både spillere og forældre.
»Så siger jeg ofte, at det er ting, vi ikke rigtig kan påvirke, og at det er sikrest af foretage øvelser, som vi ved, reducerer risikoen samt at styre, hvor stor belastning spillerne udsattes for.«
Hvad mener du om studiet konklusion set i lyset af, at korsbåndskade er en alvorlig skade, som kan have konsekvenser resten af livet?
»Det er en interessant teori, at p-piller kan påvirke risikoen, og vi så alle gerne færre korsbåndsskader. Hvis vi var sikre på, at p-piller i kombination med forebyggende øvelser kunne reducere risikoen endnu mere, ville det være mere interessant,« siger Grethe Myklebust.
Hun mener dog, at forskernes metode er uhensigtsmæssig, fordi de har anvendt et register med begrænsede informationer, for eksempel om den reelle p-piller-brug blandt pigerne.
»Det er vanskeligt at kontrollere for flere ting i studiet. Og de studier. som forskerne henviser til, er ofte smp med få deltagere,« påpeger hun og tilføjer:
»Hvis man virkelig skal afdække det, skal man gennemføre et randomiseret kontrolleret studie, hvor en del af sportsudøverne tog p-piller, og en sammenlignelig gruppe ikke tog p-piller. Og det er vanskeligt at gennemføre.«
LÆS OGSÅ: Sådan kan håndboldpigerne undgå knæskader
Skeptisk over for p-piller mod sportsskader
Forskerne bag det nye studie mener, man bør overveje at udskrive p-piller til unge idrætsudøvere, men kun efter en nøje kortlægning af risikoen for bivirkninger ved brug af p-piller.
De p-piller, som det drejede sig om i studiet, var kombinationspiller med både østrogen og progesteron, øger i nogen grad risikoen for blodpropper, hjertekarsygdom og brystkræft.
Selv om hormonelle præventionsmidler først og fremmest har til formål at forhindre graviditet, kan de også bruges af andre grunde.
For eksempel kan ældre kvinder bruge hormonspiraler som beskyttelse mod livmoderhalskræft i kombination med østrogentilskud.
Men Grethe Myklebust er meget skeptisk overfor at give p-piller til unge piger udelukkende i forsøget på at forebygge korsbåndskader.
»Forskningsgrundlaget er for tyndt. P-piller bør bruges til det, de er beregnet til Men hvis man nu alligevel tager p-piller, er det jo fint, at man muligvis reducerer risikoen for korsbåndskader.«
»Men for at sige det ligeud: Jeg synes, det er meget bedre at udskrive en recept på skadeforebyggende øvelser, som vi ved halverer risikoen for skade. Træningsprogrammet på skadefri.no halverer risikoen for skader, en sikker og enkel medicin!«
Bør opveje risko imod fordele
Læge og medicinsk faglig ansvarlig i Sex og samfund, center for ung seksualitet i Oslo, Marius Johansen mener, at det er op til hver enkelt at veje fordele op mod ulemper.
Der er altid en vis risiko for bivirkninger forbundet med kombinationspiller, men en korsbåndskade kan have konsekvenser resten af livet.
»Men selv om følgerne af en korsbåndsskade kan være alvorlige, er de jo ikke livstruende.«
Marius Johansen understreger at både helsemyndighederne, Sundhedsstyrelsen og Sex og samfunn først og fremmest anbefaler langtidsvirkende præventionsmidler som p-stav og hormonspiral til piger og yngre kvinder.
»Disse præventionsmidler øger ikke i samme grad risikoen for alvorlige bivirkninger som kombinationspiller. Det ville være rigtig interessant, hvis man forsøgte at afdække, om dissse præventionsmidler kan kobles til en mindre risiko for korsbåndskader blandt piger og unge kvinder,« slutter Marius Johansen.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: Ødelagte knæ fører til heftig forskerdebat
LÆS OGSÅ: Korsbåndsskader kan være livsvarige






























