Metaforer kan hjælpe kræftpatienter

Hvordan vi taler om sygdom gør en forskel. Det er måske allermest tydeligt i den hyppige og dybtfølte kritik af metaforen 'kampen' mod kræft, som mange af os i sidste ende vil 'tabe'.

Den amerikanske kunstner og aktivist Susan Sontag eksponerede i 70’erne de negative implikationer, som den 'militære kræft-retorik' havde for patienterne. I 2010 tog kræftlægen Robert S. Miller den militære metafor med på sin liste i tidsskriftet Oncology Times over '8 ord og vendinger der burde forbydes' i behandlingen og plejen af kræftpatienter. For selvom nogle finder den nyttig, er der mange, der afskyer den.

Kate Granger, en læge med fremskredet kræft, har advaret om, at hun vil vende tilbage for at kaste en forbandelse over dem, der beskriver hende som en person, der 'har tabt sin tapre kamp'. Hun skrev:

»Jeg vil ikke føle mig som en fiasko i forhold til noget, som er udenfor min kontrol. Jeg nægter at tro, at jeg dør, fordi jeg ikke kæmpede hårdt nok…. I sidste ende er kræften jo opstået inde i min egen krop, af mine egne celler. At kæmpe imod den er som at gå i krig mod mig selv.«

Medierne frarådes at tale om 'kampen mod kræften'

Patienterne bør ikke påtvinges kampmetaforer af deres familier, sundhedpersonale eller sågar velmenende indsamlingskampager. Ikke overraskende har flere officielle instanser valgt at tale om patientens 'kræftrejse', i stedet for at bruge krigeriske metaforer om patientens oplevelse.

The Cancer Institute i New South Wales i Australien fraråder, at medierne taler om patientens 'kamp' imod kræft og foreslår i stedet 'rejse' som et acceptabelt alternativ.

Angelina Jolie Pitt har talt om sin egen mors 10 år lange 'kamp' mod ovariecancer før hendes død som 56-årig. Men i en artikel hun skrev i New York Times om sit eget liv efter at havde fået fjernet æggestokkene, brugte hun en rejserelateret metafor:

»Jeg er afklaret i forhold til, hvad der nu end følger, ikke fordi jeg er stærk, men fordi det er en del af livet. Det er ikke noget, jeg frygter.«

En metafor kan afhjælpe magtesløsheden

Nye forskningsresultater vi publicerede i British Medical Journal viser imidlertid, at vi skal fokusere mindre på hvilke metaforer vi skal forbyde eller promovere, og mere på hvilke metaforer virker for hvilke kræftpatienter. Vi analyserede 500,000 ord, som var skrevet i online-forum af mennesker med kræft.

Med en kombination af tekstanalyse og computersystemer identificerede vi brugen af 2.493 metaforer, heriblandt 899 voldsmetaforer som ‘kamp’ og ‘bekæmpelse’ og 730 rejsemetaforer. Så analyserede vi betydningen af hver eneste ud fra den sammenhæng, hvor den var brugt. Der fandtes ikke en simpel opdeling mellem volds- og rejsemetaforerne.

Begge slags metaforer kan bruges til at udtrykke og forstærke den følelse af magtesløshed, sygdom kan fremkalde, som sædvanligvis er forbundet med negative følelser.

Omvendt kan begge også bruges til at udtrykke og understøtte en følelse af styrke - af at være i stand til at modvirke afmagt - som sædvanligvis forbindes med positive følelser. Følelsen af styrke hænger i dette tilfælde sammen med den grad af handlekraft, som patienten har, hvor personen rent faktisk gerne vil handle.

Der er ingen tvivl om, at voldsmetaforer kan have en skadelig virkning på patienterne. De kan medvirke til, at patienten bliver modløs og ængstelig, eksempelvis når patienterne skriver, at de føler sig 'angrebet' og 'invaderet' af kræft, eller beskriver en 'dræber', som 'kvæler og ryster din sjæl'.

Hvis kampmetaforen bruges i sygdommens sidste stadie, kan det give en følelse af ikke at slå til eller skyldfølelse over ikke at vinde.

Alligevel blev ordet 'fighter' altid brugt positivt for at rose sig selv eller andre for at være aktive, målrettede og optimistiske på trods af svære omstændigheder. En person sagde udtrykkeligt, at 'kræften og bekæmpelsen af den er noget at være stolt af'.

Forskellige metaforer til forskellige mennesker

Amanda Bennett understregede netop det i en passioneret TED talk om den 'opløftende kamp' hun og hendes mand besluttede sig for at kæmpe mod den kræft, som han til sidst døde af.

Rejsemetaforer kan på samme vis give styrke, når de bruges til at udtrykke accept, formål og kontrol, som endda kan føre til at finde nogle positive aspekter ved at være syg, eller hvis de bruges til at udtrykke venskab og solidaritet med andre - vi står sammen om det her.

Rejsemetaforer sætter ikke sygdommen op som en modstander, og derfor virker de uskadelige. Men så enkelt er det ikke. Mange patienter følte at rejsemetaforerne fratog dem indflydelse. De blev brugt til at udtrykke hjælpeløshed og frustration, særligt overfor at skulle 'navigere' på en rejse de ikke selv havde valgt at begive sig ud på. En anden person talte om mennesker med kræft som ‘passagerer’ på en rejse, de ikke .

Vi vil skabe en ‘metafor-menu’

Metaforer er ressourcer, som lader os skabe mentale billeder, vi kan identificere os med, fordi budskabet bliver lettere at forstå eller forholde sig til, og de kommer i mange forskellige udgaver. Patienterne i vores undersøgelse brugte også metaforer, der omhandlede sport, markedspladser, dyr, musik, maskiner og mange andre.

Når metaforerne fungerer, kan de være oplysende, trøstende og styrkende. Når de ikke fungerer, kan de være forvirrende, nedslående og give en følelse af magtesløshed.

Metaforer fungerer ikke ens for alle. Og det er særligt tilfældet, når det gælder sygdom. Vi burde både være i stand til og opmuntret til at bruge de metaforer, som fungerer for bedst for os. I øjeblikket arbejder vi på en 'metafor-menu' for kræftpatienter. Et udvalg at citater fra mennesker med kræft, som giver det bredeste udvalg af metaforer.

Vi er i gang med at undersøge, hvordan menuen kan gøres tilgængelig for patienter med nye diagnoser. Som med de forskellige retter på et menukort, vil forskellige mennesker finde forskellige metaforer mere eller mindre tiltrækkende, men ideelt set vil hvert eneste menneske kunne genkende eller opdage en eller flere metaforer, som kan hjælpe dem.

Elena Semino modtog støtte fra Economic and Social Research Council som leder af projektet 'Metaphor in End-of-Life Care'. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.