En knap så velkendt virus ser ud til at smitte 43 procent af kvinder, der lider af uforklarlig ufrugtbarhed. Det viser et nyt amerikansk studie ifølge EurekAlert.org.
Virussen hedder HHV-6A, men man ved ikke ret meget om den. Det, man ved, er, at det er en slags herpesvirus, der inficerer livmoderen hos denne gruppe af kvinder. Forskerne kunne ikke finde virussen hos frugtbare kvinder.
Forskerne fandt også ud af, at noget tyder på, at den måde, kvindernes immunsystem reagerer på virussen på, måske kan gøre livmoderen mindre gæstfri over for befrugtede æg.
»Hvis resultaterne bliver bekræftet, kan det føre til behandlinger, der forbedrer udfaldet for en stor delmængde af ufrugtbare kvinder«, sagde Anthony Komaroff, der er professor på Harvard Medical School og har studeret HHV-6, ifølge EurekAlert.org. Han har dog ikke været en del af dette studie.
Det ser ud til, at virussen aktiverer de immunceller, der kaldes 'natural killer cells' i livmoderen og får cellerne til at producere nogle kemikalier, der kaldes cytokiner.
Cytokiner er redskaber, som immunsystemet bruger til at organisere et angreb på en fremmed fjende, som for eksempel en virus.
Men de aktiverede celler og de unormale mængder af en særlig type cytokiner kan muligvis gøre det sværere for et frugtbart æg at sætte sig fast i livmoderen og blive til en baby.
Bliver man smittet med virussen HHV-6B, som ligner den omtalte HHV-6A, kan det resultere i feberanfald hos spædbørn og blandt andet hjernebetændelse hos folk med et svagt immunsystem.
Der findes ingen godkendt behandling for hverken HHV-6A eller HHV-6B.
Studiet er publiceret i tidsskriftet PLOS ONE.





























