Mælkebogsforfattere: Otte forskere fandt ingen faktuelle fejl i bog

Det har taget lidt tid at få spulet alt mudderet væk fra omtalen af bogen 'Mælk og sundhed - hvad er det, du drikker' på Videnskab.dk, men gør man det, bliver der ikke meget med substans tilbage.

I betragtning af at forskerne har gjort, hvad de kunne for at finde fejl, er det egentlig meget opmuntrende for os forfattere.

Vi tager dem én af gangen:

Professor Hanne Frøkier mener, at vi har en mission og at vi udvælger de undersøgelser, vi kan bruge på samme måde som religiøse sekter plukker ting fra bibelen, og hun mener, at vi danner vores egne meninger om, hvordan tingene hænger sammen, men hun peger ikke på noget konkret.

Dertil er at sige, at ja, vores udgangspunkt var, at vi ville finde ud af, om der fandtes forskning, der støttede påstandene om mælks skadelighed. Det fandt vi så i høj grad, men vi har ikke digtet selv, som hun antyder, og vores forhåndsindstilling til mælk var positiv.

Genforsker Jesper Troelsen kan ikke finde på andet end, at referencelisten er mangelfuld og sjusket. Det er jo let nok sagt, men vi har faktisk gjort os umage med at lave en referenceliste, der skulle være let at bruge. Derfor står referencerne ordnet efter kapitel, og man kan på hver side i bogen se, hvilket kapitel man er i. Vi har naturligvis også overvejet omfanget af referencer. I mange populærvidenskabelige bøger bringer man slet ikke referencer for ikke at gøre læsningen for tung, men nøjes med en liste med forslag til »supplerende læsning«.

Vi har så valgt en mellemvej, hvor vi har taget de vigtigste referencer med, men undladt referencer til oplysninger, der er lærebogsstof.

Post Doc. Camilla Hoppe mener, at vi misbruger hendes forskningsresultater.

De viser, at mælk og specielt kasein øger mængden af IGF-1 (som vi kalder voksehormonet) i blodet. Men faktisk er det ikke os der bruger hendes resultater. Vi refererer forskning, hvori de indgår sammen med andre forskeres resultater, der peger i samme retning.

Kræftforsker Anne Tjønneland påstår, at vi påstår, at mælk er kræftfremkaldende. Det er forkert.

Vi siger, at mælk ikke er en del af en kræftforebyggende diæt. Faktisk gør vi meget ud af at forklare, at der er forskel på stoffer, der giver kræft, og stoffer der fremmer kræft. Kasein og IGF-1 hører til den sidste gruppe.

Anne Tjønneland bebrejder os også, at vi ikke bygger på de store befolkningsundersøgelser og hævder, at »kvinder, der stort set ikke drikker mælk, lige så ofte udvikler brystkræft som kvinder, der drikker en halv liter om dagen.«

Så er det, man må spørge, hvorfor japanske og kinesiske kvinder (på den traditionelle mælkefri kost) ikke får kræft?

Noget af det, der har chokeret os mest i forbindelse med vores research til bogen, har været, at mælken efter alt at dømme påvirker os allerede i fostertilstanden, at man kan fødes med øget risiko for bl.a. kræft, fordi ens mor har drukket mælk.

Man skal altså kende kvindernes mødres mælkeindtag under graviditeten, hvis befolkningsundersøgelserne skal give mening. Og når engelske forskere, som det også er refereret i bogen, kan påvise at børns højde som 8-årige (der hænger sammen med mælk, fordi IGF-1 får knoglerne i specielt arme og ben til at vokse) siger noget om deres risiko for kræft senere i livet, sætter det igen spørgsmålstegn ved undersøgelser, hvor kvinderne bliver spurgt, hvor meget mælk de drikke, ikke hvor meget de fik som børn.

Professor Arne Astrup bebrejder os, at vi har citeret Camilla Hoppes resultater, når vi nu har prøvet at undgå mejerisponsoreret forskning. Camilla Hoppe arbejdede på Institut for Human Ernæring, Life, KU, hvor Arne Astrup er boss. Instituttet får betydelige midler fra Mejeriindustrien.

Vi syntes faktisk, det var lidt morsomt med en dansk forsker, men der er flere udenlandske undersøgelser, der kommer til samme resultater, så vi havde ikke behøvet at citere netop Camilla Hoppe.

Lektor Jens Rikardt Andersen kan ikke klassificere bogen og ender med at mene, at bogen er »ingenting«, og det er jo en »fejl«, der er svær at tilbagevise. Begrebet populærvidenskab indgår åbenbart ikke i lektorens forestillingsverden.

Hanne Frøkiær, der påstås at have læst bogen grundigt, udtaler: »Det er virkelig en misforståelse at anklage mælk for at gøre blodet surt«.

Javel, men det har vi heldigvis heller ikke gjort. Det er velkendt at et stort indtag af dyriske proteiner kan give acidose - et ord vi har oversat til »gøre blodet surt«.

Men naturligvis får blodets pH ikke lov til at falde, det sørger osteoclasterne for ved at opløse knogle, så der kan frigives base til blodet. Og det var hele pointen i den sammenhæng, at for meget dyrisk protein bl.a. fra mælkeprodukter medvirker til knogleskørhed.

Anne Tjønneland kritiserer os for at trække et enkelt studium frem, der peger på en kobling mellem mælk og kræft i æggestokkene, og udelade tre andre, der viser det modsatte. Også det er skudt ved siden af.

Den artikel, vi henviser til, påpeger en sammenhæng mellem kræft i æggestok og livmoder og øget indhold af IGF-1 og handler ikke om mælk.

Professor Ylva Ardö og Post Doc. Janne Kunzel Lorenzen mener, det er en fejl, at vi ikke i afsnittet om A1-mælk og diabetes henviser til en undersøgelse, der viser at A1-mælk ikke giver sukkersyge, men kun til en tidligere undersøgelse, der viser, at det gør A1-mælk. Heller ikke det er en fejl.

Vi nævner, at Keit Woodford i bogen »Devil in the Milk« har en grundig gennemgang af netop den artikel, som kan tilbagevises totalt. Og han har andre interessante historier at fortælle om, hvordan det er lykkedes mejeriindustrien at holde A1/A2-spøgelset nede med tvivlsomme undersøgelser.

Ardö og Lorenzen er dog undskyldte derved, at de ikke kunne vide, at det bl.a. var den artikel, vi havde i tankerne.

Jesper Troelsen mener, at vi har bygget historien om kræft og mælk op omkring sammenhængen mellem livsstilssygdomme og brugen af mælk i forskellige områder af verden.

Det må være ønsketænkning, fordi vores konklusioner så ville have været lettere at tilbagevise. Det, vi siger, er i kort form at IGF-1 fremmer kræft og at et højt forbrug af mælkeprodukter giver øget IGF-1 i kroppen, og derfor er mælkeprodukter ikke en del af en kræftforebyggende kost.

Jens Richard Andersen synes, vi skulle have gjort mere ud af, at laktoseintolerance er et stigende problem i Danmark. Det har han lov til at mene, men det er nu engang forfatterne, der bestemmer, hvad der skal stå i en bog, og en fejl er det ikke.

Den eneste reelle fejl, de mange forskere har fundet, er en trykfejl, som Ylva Ardö har fundet i en figur. Havde hun gjort sig den ulejlighed at læse billedteksten, ville hun ikke have været i tvivl om, at det er en trykfejl.

Med de otte forskeres meget usaglige kritik og med Sybille Hildebrandts fordrejede citater (se www.nomilk.dk) er det lykkedes Videnskab.dk at miskreditere vores bog ikke kun over for læsere af Videnskab.dk, men også overfor læsere af bl.a. Politiken og Jyllandsposten.

Vi finder det beskæmmende, at netop et site som Videnskab.dk lader sig bruge på den måde i stedet for at give bogen en fair og saglig neutral behandling.