Det virker måske en anelse mærkværdigt at skulle nynne en festlig spansk popsang fra 1990’erne, mens man giver hjertemassage.
Men ny spansk forskning viser, at det faktisk kan være en god hjælp til at holde den rette rytme, skriver theguardian.com.
Sangen er den verdenskendte ‘Macarena’, som den spanske latinopop-duo Los del Río udgav i 1993, og den blev valgt på grund af sit tempo på 103 bpm, der er ideel til hjertemassage.
I studiet havde man således opdelt 164 studerende i 3 grupper, der skulle udføre hjertemassage på en dukke i 2 minutter.
- En gruppe fik ingen instrukser - altså, en kontrolgruppe
- En gruppe lyttede til en metronom (der signalerer taktslag).
- En gruppe blev bedt om at nynne ‘Macarena’
Gruppen, der lyttede til metronomen, og gruppen, der nynnede ‘Macarena’, viste sig at klare sig markant bedre end kontrolgruppen, der ingen instrukser fik.
91 procent af de metronom-lyttende gav således hjertemassagen i det rette tempo (skal svare til 100 - 120 tryk i minuttet, red.), mens det gjaldt for 74 procent af gruppen, der nynnede ‘Macarena’, og kun 24 procent i kontrolgruppen.
Forsøgspersonerne vurderede metronomen som det bedste hjælpeværktøj, men forskerne bag påpeger over for theguardian.com, at ‘Macarena’-rytmen kan hjælpe, hvis man ikke lige har en metronom til rådighed.
Studiet blev præsenteret ved en international anæstesi-kongres (bedøvelse) i København i weekenden.
fghs





























