KORT NYT FRA UDLANDET:
Den er det sidste, du kigger på, inden du falder i søvn, og det første du kigger på, når du vågner. Og nej, det er ikke din partner - det er selvfølgelig din smartphone.
Men kærligheden til det lille teknologiske vidunder kan gøre blind. Bogstavelig talt. Det skriver livescience.com.
To kvinder i Storbritannien har oplevet mystiske synsforstyrrelser, som kun indtraf sent om aftenen eller tidligt om morgenen. Årsagen viste sig at være kvindernes brug af deres oplyste smartphones i soveværelsets mørke.
De to tilfælde er rapporteret i tidsskriftet New England Journal of Medicine.
Læs også: Du kan redde miljøet med din smartphone
I det ene tilfælde oplevede en 22-årig kvinde problemer med at se ud af det højre øje, efter hun var gået i seng. En lægelig undersøgelse viste ingen synsproblemer, blodpropper eller lignende oplagte forklaringer. I det andet tilfælde kunne en 40-årig kvinde ikke se ud af det ene øje, når hun vågnede inden solopgang. Synsforstyrrelsen varede omkring 15 minutter.
Lægerne opdagede senere, at synsproblemerne indtraf, når kvinderne havde ligget på siden i mørket og kigget på deres smartphone. De antog derfor, at problemerne opstod, fordi patienterne ubevidst kiggede på smartphones skærm med kun ét øje, mens det andet var afskærmet af hovedpuden. Det blokerede øje vænnede sig dermed til mørket, mens det smartphone-kiggende øje vænnede sig til skærmlyset.
Læs også: Smartphonen er din eksterne hjerne
Når kvinderne lagde deres smartphone væk, og rummet omkring dem blev helt mørkt, oplevede de ifølge lægerne deres lystilvænnede, smartphone-kiggende øje som blindt, indtil det havde tilpasset sig mørket.
Da de to 'halvblinde' kvinder efterfølgende blev bedt om at kigge på deres smartphone med begge øjne, forsvandt den midlertidige blindhed. De oplevede desuden konsekvent, at det af deres øjne, som kiggede på smartphonen alene, var det, der blev blindt, skriver livescience.com.
Lægerne bag opdagelsen forventer flere tilfælde i takt med, at smartphones og tablets finder deres vej ind i stadigt flere soveværelser. Men den nye rapport gør det muligt for læger hurtigt at afgøre, om der er smartphones involveret i synsforstyrrelser.





























