»Bliver du aldrig nervøs for at tabe et stykke vigtig danmarkshistorie?,« spørger Videnskab.dk’s journalist med ærefrygt i stemmen.
På bordet foran ham bliver den ene cirka 3.300 år gamle knogle efter den anden lagt frem af et par nænsomme gummihandske-beklædte hænder.
»Næh, man lærer hurtigt 'dos and don'ts', når man arbejder med knoglemateriale. Der er for eksempel en grund til, at jeg gør det ind over et bord,« svarer Marie Louise Jørkov roligt, mens hun placerer knoglerne på bordet.
Et stykke af den berømte Skrydstruppige fra bronzealderen tager gradvist form, i takt med at hendes næsten sorte knogler flyttes fra papkassen på bordet og ned på det skridsikre bobleplast ved siden af.
Hun, altså Skrydstruppigen, er et af flere end 30.000 skeletter, der er sikkert låst inde og magasineret under Københavns Universitets store Panum-bygning.
Selvom skeletterne er op til 10.000 år gamle, giver de stadig helt ny viden om vores forfædres helbred, samfund og død.
Et rent slaraffenland
Videnskab.dk er blevet inviteret med ind i det rum, Marie Louise Jørkov kalder for ‘oldtidskælderen’. Her hviler skeletter fra stenalderen, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden i hver deres papkasse.
Oldtidskælderen er et af flere magasiner, der tilsammen udgør Den Antropologiske Samling, hvor alle danske museer samt museer fra Grønland og Færøerne opmagasinerer det mellem cirka 10.000 og 200 år gamle knoglemateriale, der hvert år findes og udgraves.
\ Temaserie på Videnskab.dk: Oldtid for altid?
Fra Niebuhrs rejser til ‘Det Lykkelige Arabien’, Rasmus Rasks vid om alt fra islandsk til sanskrit, Ole Worms studier af runer i 1600-tallet til Carl Jacobsens imponerende arkæologiske samlinger.
I Danmark har vi en stor tradition for forskning i oldtiden. Men har oldtidsforskningen også en fremtid herhjemme?
I en tid, hvor interessen for humaniora og de smalle sprog- og kulturfag er dalende, hvor universiteterne undergår store forandringer, og hvor videnskaben forventes at være samfundsnyttig, verdensvendt og aktuel.
- Hvad går vi glip af, hvis vi om 50 år ikke længere får ny viden om runer, assyriologi og det gamle Egypten fra danske universiteter?
- Hvorfor bør vi og generationer efter os interessere os for forskning i oldtiden?
- Hvordan forsker man overhovedet i de ældgamle sprog- og kulturer?
Det er nogle af de spørgsmål, som Videnskab.dk’s nye serie om dansk forskning i oldtidssprog og -kultur ‘Oldtid for altid?’ tager afsæt i.
Serien er støttet af Carlsbergfondet og løber fra september 2024 til august 2025. Videnskab.dk har fuld redaktionel frihed.
Samlingen har dog flere funktioner end blot opmagasinering for museerne. Knoglerne, kranierne og tænderne bruges også løbende til alverdens former for forskning.
»Det er virkelig et slaraffenland for oldtidsforskere,« siger Marie Louise Jørkov, der er leder af samlingen og seniorforsker med speciale i human osteologi, det vil sige studiet af menneskeknogler, og har en baggrund i ‘klassisk arkæologi’.
»Vi har jo materiale fra alle de forskellige store udgravninger, de har læst om gennem årene. Så der er stor interesse for at arbejde med det.«
Blandt andet har samlingen og det tilhørende laboratorium lagt hylder til menneskerrester fra berømtheder som Koelbjergmanden (tidligere kendt som Koelbjergkvinden), de grønlandske mumier og ikke mindst Skrydstruppigen, som Videnskab.dk’s journalist får lov at ‘hilse’ på.
En videnskabelig revolution
Marie Louise Jørkov fremviser noget af sin særlige knogleekspertise, da hun gennemgår de fremlagte rester af Skrydstruppigen.
»I løbet af teenageårene stopper knoglerne med at vokse, og vækstzonerne i for eksempel led-enderne på rørknoglerne begynder at lukke. Nogle områder lukker før andre, og det kan vi blandt andet bruge til at aldersbestemme skelettet,« forklarer hun.
Det var på den baggrund, at forskere med hjælp fra Skrydstruppigens knogler kunne fastslå hendes alder: Vækstzonerne (et område af brusk i enden af børn og unges knogler) var stadig ikke helt lukket flere steder, så hun måtte være cirka 18-19 år gammel, da hun døde.
»Samtidig er hendes knogler længere og slankere end normalt for hendes periode i vores del af verden. Så selv uden naturvidenskabelige analyser, viser knoglerne, at hun måske ikke var her fra.«
Det er sådan, man ofte traditionelt har vurderet, hvem knoglerne tilhørte, og hvilket liv de levede:
Den arkæologiske kontekst, knoglerne blev fundet i, for eksempel om de var begravet med gravgaver eller smykker. Og derudover de ting, som knoglerne kan fortælle om ‘ejerens’ liv ved at vise tegn på sygdomme og traumer, eventuelle arvelige træk og variationer, og så videre.
Men nye teknologier, der kan vise meget mere end det, er også kommet til.
For eksempel blev Skrydstruppigens berømmelse for alvor genantændt, da hun i 2010’erne blev udsat for en såkaldt strontiumanalyse, som Nationalmuseet var bannerfører for at bruge i perioden.
Kort fortalt er strontium et grundstof, som kan spores til specifikke geografiske områder, og som man finde på dele af kroppen, der gror igennem livet, for eksempel i Skydstruppigens hår. På den måde kunne man sandsynliggøre, hvor hun havde været hvornår i sit liv.
Dermed nåede Nationalmuseet frem til, at hun var emigreret i 13-14 årsalderen, formentlig fra et område omkring det sydlige Tyskland, Nordfrankrig eller Tjekkiet. Noget, som stemte overens med den førnævnte længde på hendes knogler.
Andre forskere udtrykte dog senere skepsis over for Nationalmuseets strontiumanalyse.
Midt i en DNA-revolution
De gamle knogler kan altså give ny viden igen og igen, når nye videnskabelige metoder og teknologier dukker op.
Og selvom det mest af alt er positivt, giver det også Marie Louise Jørkov og hendes kolleger et løbende dilemma.
»Vi skal hele tiden balancere mellem at passe godt på vores fælles fortid og de etiske overvejelser, det indebærer. Og samtidig skal vi lære af den og tænke på fremtidens forskning. Kommer der en ny metode om fem år, der kan give os endnu flere informationer, eller som er mere skånsom?,« forklarer hun.
»Naturvidenskabelige analyser er destruktive. Hvis man tager den sidste tand fra kæben, er det jo 'point of no return'.«
Hvilke nye lovende metoder er på vej frem?
»DNA- og proteinanalyser. Der sker en kæmpe revolution i DNA-forskning og proteinanalyser i disse år, der kan fortælle os helt nye ting om køn, udvikling af sygdomme, familiære tilhørsforhold og alt muligt andet. Jeg kan se, hvordan man hele tiden kan få mere viden med mindre materiale, som teknologierne udvikler sig.«
\ DNA-metoder har lært os nyt om vores forfædre
Videnskab.dk har igennem de seneste år skrevet flere artikler om helt nye danske opdagelser fra fortiden på baggrund af de metoder, Anne Marie Jørkov blandt andet beskriver.
For eksempel kunne Eske Willerslev med sin DNA-forskning fortælle, at de oprindelige danskere forsvandt for mere end 5.000 år siden, hvorfor de fleste danskere i dag er efterkommere fra det indvandrende hyrdefolk yamnayaerne.
Forskere fra Københavns Universitet har med hjælp fra DNA-analyser også fundet frem til en mulig årsag til, at stenalderfolk for cirka 4.800 år siden døde i hobetal: en seks generationer lang pest.
Danske forskere har også vist, at DNA-metoder kan bruges på langt ældre skeletter end dem i Den Antropologiske Samling. I 2024 havde forskere ved Globe Institute, som Den Antropologiske Samling også hører under, fået lov at analysere en knap 50.000 år gammel neandertaler-tand og på den baggrund underbygget en hypotese om, at neandertalerne var mere asociale end Homo sapiens, hvilket måske kan være en del af forklaringen på, at de uddøde.
Det bringer os tilbage til Skrydstruppigen, der stadig hviler på bobleplasten.
For noget af det, der gør hende speciel, er, at hun ikke blev brændt, som det ellers var normen i bronzealderen. Og netop den norm har givet forskerne udfordringer.
»Vi har generelt en manglende viden om bronzealderen på det biologiske plan, fordi de fleste grave er brandgrave. Der er det langt nemmere at forske i for eksempel middelalderen, hvor næsten alle blev begravet i jordfæstegrave,« forklarer Marie Louise Jørkov.
»Men hvem ved, mon ikke der udvikles nye teknologier og metoder, der gør det muligt at få endnu mere information ud af de brændte knogler? Det, tror jeg, vi kommer til at se mere til de kommende år.«
Hvor specielt og berømt et fund Skrydstruppigen end er, lægger Marie Louise Jørkov hende tilbage til det samme beskedne hvilested som flere end 30.000 andre både rige, fattige, unge, gamle, berømte og ukendte skeletter fra 10.000 års danmarkshistorie:
En lukket papkasse på en metalhylde i den aflåste kælder under Panum.
