Inde i selve øjet, på nethinden, sidder massevis af celler, som reagerer på hver sine typer stimuli. Nogle foretrækker bestemte farver, andre reagerer på kontraster eller bevægelse. Samlet bliver alt dette til vores totale synsoplevelse.
En gruppe celler kaldes magnoceller. Det er dem, som reagerer på hurtige bevægelser, sender signaler fra øjet og ind til hjernen og gør synsoplevelsen til levende film. Uden disse celler ville vi kun indfange en serie still-billeder uden direkte sammenhæng, omtrent som en tegneserie.
Forskere fra Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU) har en mistanke om, at dårligt fungerende magnoceller kan forklare en række indlæringsvanskeligheder og udviklingsproblemer.
Stort problem
Forestil dig at skulle tage imod en bold, men at du ikke kan få et præcist indtryk af, hvordan bolden bevæger sig hen imod dig. Så bliver du hurtig en smule kluntet. Eller, som fagfolkene ville sige: Du har en lavere motorisk præcision.
Men de, som har motoriske problemer, har ofte andre vanskeligheder oven i:
Mellem tre og otte procent af skolebørn har store problemer med at lære matematik (dyskalkuli). Omtrent halvdelen af disse har samtidig store læsevanskeligheder (dysleksi), og ofte motoriske udviklingsproblemer.
Det har længe været kendt, at flere typer indlæringsvanskeligheder ofte optræder sammen. Men årsagen har ikke været kendt.
Testede tiårige
Professor Hermundur Sigmundsson forsker i generelle principper for indlæring og i indlæringsvanskeligheder.
Han står bag en undersøgelse, som viser, at børn som har store problemer med matematik, samtidig har en væsentlig dårligere synsopfattelse, som er knyttet til hurtige forandringer i omgivelserne.
Undersøgelsen foregik således: Alle tiårige fra to skoler gennemførte en matematikprøve. Dem som scorede lavest og dem som scorede højest i prøverne, blev begge udskilt til nærmere undersøgelse.
Disse to grupper gennemgik to såkaldte psykofysiske tests, hvor de blev testet i visuel behandlingsevne. Den første test gjaldt evnen til at følge bevægelige prikker på en skærm. Prikkerne bevægede sig i forskellige mønstre, både forudsigelige og uforudsigelige.
Denne test afslørede, hvor godt eleverne klarede at følge og forudse forudsigelige bevægelser, i forhold til tilfældige bevægelser. Med andre ord: evnen til at opfatte hurtige forandringer i omgivelserne.
Den anden test var en kontroltest, som undersøgte evnen til at opfatte form, med cirkler. Denne test var uden bevægelse.
Der var stor forskel mellem de to grupper i testen med bevægelige prikker. Eleverne med de dårligste matematikfærdigheder scorede lavest i denne test. Der var derimod ingen forskel mellem grupperne i kontroltesten.
Lille dysfunktion - stor effekt
Med dette udbygger Sigmundsson og hans kollegaer et allerede påbegyndt billede af, hvad det er, som ligger bag indlæringsvanskeligheder.
Alt hænger sammen med, hvordan vores visuelle system bearbejder indtryk fra omgivelserne, blandt andet via magnocellerne. Går det en smule galt her, får det store konsekvenser og giver sig udslag i forskellige typer indlæringsvanskeligheder.
»Dette viser, at når man opdager tendenser til indlæringsvanskeligheder hos et barn på ét område, så bør man forvente at finde dem på flere andre områder,« siger professoren.
»Og når vi ved det, så er det også lettere at tilrettelægge og tilpasse læringen, således at barnet får bedst mulige udbytte af den.«
Nye indlæringsmetoder
Sigmundsson peger på, at den nye forskning omkring underliggende årsager til indlæringsvanskeligheder vil føre til et nyt syn på pædagogiske metoder.
Børn med dysfunktion i magnocellerne behøver sandsynligvis mere konkrete hjælpemidler for at opfatte visuel information, end hvad man tidligere har været klar over.
»Den pædagogiske udfordring bliver at finde indlæringsmetoder, som gør, at den visuelle information på en bedre måde kommer frem til de områder i hjernen, som skal viderebearbejde den,« siger Sigmundsson.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
