Idrætsforskers rejsebrev fra Australien IV: Afsluttende beretninger fra Brisbane

Mit seks måneders forskningsophold i Brisbane nærmer sig en afslutning. Derfor er dette mit sidste rejsebrev fra Australien.

Det blev, indlysende nok, et noget anderledes ophold end det, som var skitseret i januar.

COVID-19-pandemien medførte ikke bare justeringer. Det blev faktisk til enorme omvæltninger i forhold til forsker-dagligdagen, som den så ud inden udbruddet.

Og for os forskere, som benytter forsøgsdeltagere i vores studier, er en risikominimeret omgang med disse personer fortsat en udfordring, som skal klares.

En løbetur langs Brisbane River sætter tankerne i gang

De sundhedsmæssige konsekvenser af COVID-19-pandemien i Australien har været begrænsede. I hvert fald når man sammenligner med de fleste andre lande.

Til gengæld medførte de omfattende restriktioner, at der blev flittigt brug for både omstillingsparathed, tålmodighed og humor. Det har jeg været inde på i et tidligere rejsebrev.

Fysisk aktivitet har været et fast omdrejningspunkt i familiens dagligdag. Min søn købte en kæmpe boksesæk, som han har tæsket løs på i garagen. For at fyre ekstra op under den aktivitet har vi set samtlige seks Rocky-film med Sylvester Stallone i rollen som Rocky Balboa fra Philadelphia.

Jeg har selv taget nogle lange løbeture langs Brisbane River. På de ture har jeg blandt andet funderet over nogle nye resultater fra et af idrætslaboratorierne på Aalborg Universitet.

De nye resultater omhandler det mere eller mindre ubevidste skift, eller transition om man vil, der sker fra gang til løb, når hastigheden øges på et løbebånd eller hen over jorden.

Sådan skifter kroppen fra gang til løb

De nye transitions-resultater, som beskrives nærmere nedenfor, kan betragtes som en opfølgning på vores forskning fra 2017, som Videnskab.dk også skrev om.

Dengang viste vi, at skridtfrekvensen er i omegnen af 60 og 80 skridt i minuttet, når en gennemsnitlig person henholdsvis går og løber i sit foretrukne tempo.

Skridtfrekvensen ved det mere eller mindre automatiske skift mellem gang og løb er omkring 70 skridt i minuttet - altså lige midt mellem de to 'sweet spots' eller 'attraktorer', om man vil.

På baggrund af resultaterne i 2017 foreslog vi, at mennesket ser ud til at fungere på en måde, således at det nærmest genkender skridtfrekvensen automatisk og omstiller bevægelsesmønstret til løb, når skridtfrekvensen er midt mellem de to attraktorer. Vi har kaldt det 'attraktor-princippet'.

Nye resultater indikerer, at attraktor-princippet holder vand

Men tilbage til de omtalte nye transitions-resultater fra Aalborg Universitet.

I vores studie aflastede vi forsøgspersoner for en del af deres egen kropsvægt. Det blev gjort ved at give dem en sele på, som var fastgjort i loftet. Aflastningen medførte, at forsøgspersonerne reducerede de selvvalgte skridtfrekvenser.

Det samme ses i øvrigt, når personer går rundt i omgivelser med mindre tyngdekraft, som på månen.

Men nok så interessant viste vores nye transitionsstudie, at forholdet mellem skridtfrekvensen ved skiftet og skridtfrekvenserne ved de to attraktorer var det samme som i vores studie fra 2017.

Med andre ord ser det ud til, at attraktor-princippet er robust og har en form for overordnet gyldighed. Selv over for en ellers markant påvirkning som aflastning af kropsvægten er.

En del af forskningsverden er skiftet fra gang til løb under coronakrisen

Forskning kan gå tjept. Det har COVID-19-pandemien illustreret. Når noget er alvorligt nok kan samtlige processer i forskningen speedes op.

Det gælder alt lige fra tildeling af økonomisk støtte, over behandling i etiske komiteer og produktion af data, til publikation af resultater. Det har været opmuntrende at se.

Men mange forskere kender formentligt til følelsen af, at forskning kan være en alt andet end tjep disciplin at deltage i.

Jeg kender naturligvis også den følelse. Og set i lyset af at den type forskning, jeg beskæftiger mig med, ikke involverer spørgsmål om liv og død, er det måske også acceptabelt, at forskningsprocessen tager noget tid.

God forskning kan tage god tid

Min forskningsgruppe og jeg har netop fået en artikel publiceret i tidsskriftet Journal of Motor Behavior. Den første ansøgning om økonomisk støtte til at udføre forskningen blev sendt for seks år siden.

I faktaboksen kan du se en oversigt med nogle af de væsentligste nøglepunkter i processen. Det giver en ide om, hvor lang tid forskning kan tage.

Eksemplet er på ingen måde ekstremt. Faktisk vil jeg betegne det som noget nær gennemsnitligt med hensyn til den tid, det har taget.

Til sammenligning blev den første artikel som jeg var med til at få udgivet, i 2002, accepteret med minor revisions (dvs. hurtigt) i det første tidsskrift, vi indsendte den til. Dengang tænkte jeg måske noget i retning af 'Hey, hvor svært kan det være?'

Men det forløb viste sig med tiden ikke at være repræsentativt.

I den anden ende af skalaen måtte en anden af vores artikler forbi hele fem forskellige tidsskrifter, inden den endelig blev accepteret og publiceret.

En sådan proces tager selvsagt tid. Meget tid.

Det skal her indskydes, at vi jo altid - parallelt - arbejder på flere forskellige forskningsprojekter. Så arbejdslivet går naturligvis ikke i stå blot fordi vi venter på at få udgivet et manuskript. Vi kan kaste os over anden forskning samt andre sædvanlige opgaver som undervisning, ansøgninger, administration osv.

Forsøg med tapping med pegefingeren

Og hvad er den årelange forskningsproces så mundet ud i?

I vores nyligt accepterede artikel i Journal of Motor Behavior rapporterer vi, at tapping med en pegefinger, af helt ned til 20 sekunders varighed, fører til en stigning af tappefrekvensen i en efterfølgende sekvens med tapping.

Tidligere har vi vist, at tre minutters tapping kan udløse det fænomen.

Finger-tapping anvendes i vores laboratorium som en model for automatiseret rytmisk bevægelse. En fordel ved at bruge den model er, at finger-tapping er en meget simpel aktivitet (forsøgspersonen sidder blot og tapper med fingeren på et bord), hvilket letter fortolkningen af resultaterne.

Vi fortolker vores nye finger-tapping-resultatet som, at så lidt som bare 20 sekunders tapping er nok til at skabe en form for potentiering, excitation, eller styrkelse af nervesystemet om man vil.

Det er dog fortsat usikkert, hvad den fysiologiske årsag til fænomenet helt præcist er.

Vores forskning bidrager til udvikling af genoptræning og konstruktion af exoskeletter

Og kan vi så bruge den viden til noget, tænker du måske?

Jo, vores forskning i finger-tapping er en del af vores overordnede mission, som går ud på at blive klogere på udførelsen og kontrollen af automatiseret rytmisk bevægelse.

Den viden kan for eksempel vise sig at blive værdifuld for dig i forbindelse med genoptræning efter sygdom eller en skade. Eller hvis du en dag får brug for et computerstyret exoskelet til at hjælpe dig med at bevæge dig mere effektivt – eller bare bevæge dig i det hele taget!

Frygten for at strande på den anden side af Jorden

I mit andet rejsebrev her fra Australien luftede jeg bekymringen for, at vi skulle blive helt skæve i kroppen af at spille for meget tennis – i tilfælde af at vi strandede i Australien, og at tennis ville blive den eneste aktivitet, vi kunne fordrive tiden med.

Det ser dog ikke ud til at ske.

For det første blev tennisbanerne lukket, få dage efter mit andet rejsebrev var sendt. Det var en af konsekvenserne af de mange restriktioner.

For det andet bliver den internationale flytrafik til og fra Australien genoptaget i stor stil i disse dage.

Dermed ser det ud til, at vi ikke strander, men til gengæld snart vender retur til Danmark.