Hvordan er dit sexliv, Danmark?

Danmark var det første land i verden til at frigive billedpornografien, det første land til at indføre muligheden for registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle og en af frontløberne til at lancere den første p-pille i 1966.

Vi opfatter generelt vores lille land som et smørhul, når det kommer til seksuelt frisind. Men billedet krakelerer, når vi vender blikket mod forskningens verden. Sammenlignet med de øvrige nordiske lande er der nemlig forbavsende få forskningsresultater om danskernes sexliv.

»Der er en række blinde vinkler og tabuer på det her område, som gør, at vi simpelthen ikke ved særligt meget om sammenhængen mellem danskernes seksualitet og sundhed, og det er jo meget paradoksalt, når vi synes, vi lever i så oplyst en tid,« siger professor i almen sexologi ved det nyoprettede Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet, Christian Graugaard.

»Den drivende motor i vores uvidenhed på dette område er, at vi ikke har turdet stille spørgsmålene,« tilføjer han.

Sammen med Morten Frisch, overlæge i epidemiologisk forskning ved Statens Serum Institut, er han en af forfatterne på rapporten ’Seksualitet og sundhed’, som blev udgivet af Vidensråd for Forebyggelse sidst i 2012.

På onsdag, 15. januar, kl. 13 kan du live-chatte med begge forskere om emnet ’sex og sundhed’.

Berøringsangsten ligger hos forskerne

Hovedoverskriften på den forskning, som arbejdsgruppen bag rapporten især efterlyser, er en regulær kortlægning af det seksuelle landskab i Danmark. Der er en berøringsangst for emnet, og den ligger primært hos forskerne, argumenterer Morten Frisch, ikke hos befolkningen.

»Der hersker en stor frygt hos forskerne bag mange igangværende undersøgelser, når de hører, at vi gerne vil have spørgsmål om seksualitet med, fordi de er bange for, at deltagerprocenten falder,« siger Morten Frisch, som også er adjungeret professor i seksuel sundhedsepidemiologi ved Aalborg Universitet.

Berøringsangsten har Morten Frisch og Christian Graugaard selv oplevet – for eksempel da de fik lov til at få 10 spørgsmål om seksualitet med i den store SUSY-undersøgelse (se faktaboks) i 2010. Da blev undersøgelsen delt i to – netop af frygt for, at folk skulle hoppe fra ved spørgsmålene om seksualitet – hvor halvdelen af spørgeskemaerne indeholdt de 10 sex-spørgsmål, mens den anden halvdel ikke gjorde. Frygten var dog ubegrundet. Der var, ifølge Morten Frisch, ingen forskel på svarprocenten i de to spørgeskemaer.

Svært at skaffe fondsmidler til seksualitetsforskning

Berøringsangsten ligger ifølge Morten Frisch ikke kun hos forskerne, men også hos de institutioner, som fordeler fondsmidlerne. Det er blandt andet grunden til, at der på nuværende tidspunkt ikke findes større befolkningsundersøgelser med fokus på seksuel sundhed i Danmark.

Dette i modsætning til vores nabolande, hvor forskning i befolkningens seksualitet længe har været taget mere alvorligt end herhjemme, siger han.

Til sammenligning blev Danmarks første universitetsbaserede center for sexologisk forskning etableret på Aalborg Universitet for mindre end et år siden.

»Det er meget svært at skaffe fondsmidler til forskning i seksualitet. Og når man er afhængig af at få et par spørgsmål ind i andres spørgeskemaer, er det begrænset, hvor meget ny viden man kan hive ud af det,« siger Morten Frisch.

»Man er nødt til at starte med at spørge, om folk er i et forhold, om de overhovedet har prøvet at have sex, om de er homo- eller heteroseksuelle, og så er der pludselig ikke mange spørgsmål tilbage, hvis man som i SUSY-undersøgelsen for eksempel kun har fået en lille håndfuld spørgsmål at gøre godt med.«

Vi mangler forklaringer bag de tørre tal

Resultatet er, at den forskning, der i dag findes om danskernes seksualitet og sundhed, har en meget mekanisk tilgang til emnet; det vil sige, at der eksempelvis bliver spurgt ind til, hvor mange gange om ugen folk har sex, men ikke hvordan de oplever denne del af deres liv, eller hvordan intimiteten bliver påvirket, når man rammes af kroniske eller livstruende sygdomme.

Et eksempel er en nyere undersøgelse, som viser, at homoseksuelt gifte mænd og kvinder har en 4 til 6 gange større selvmordsrisiko end heteroseksuelt gifte danskere. Studiet, som er udgivet i International Journal of Epidemiology i 2013 med Morten Frisch som førsteforfatter, indeholder kun de tørre tal og kan ikke sige noget om årsagerne bag.

»Er det noget livsstilsmæssigt, handler det om nogle fælles anlæg, der øger risiko for psykiske belastninger, eller er forklaringen en helt tredje? Vi har simpelthen ikke data til at forklare det,« siger Morten Frisch.

Resultaterne bakkes op af et nyere europæisk studie med en østrigsk førsteforfatter, udgivet i Archives of Sexual Behavior 2013. Her antydes det, at forklaringen i hvert fald delvis skal findes i en øget forekomst af angst og depression hos homoseksuelle. Men mere dybdegående danske data foreligger altså ikke, til trods for at cirka fem procent af den danske befolkning er erklæret homoseksuel.

Seksualitet og sundhed kan ikke skilles ad

Uden den videnskabelige evidens på området, overser vi et vigtigt aspekt i danskernes sundhed, mener de to forskere.

»Der er en banal pointe i, at sex er en vigtig størrelse i menneskers liv, og vi ved fra rapporten ’Seksualitet og sundhed’, at der er belæg for at sige, at der er en stærk sammenhæng mellem det at have et godt sexliv og et godt liv generelt,« siger Morten Frisch.

Med Vidensrådets rapport har forskerne påvist, at seksualiteten er en størrelse, som skal tages alvorligt i en sundhedskontekst, siger Christian Graugaard:

»Når vi endelig berører det seksuelle, sker det som regel med fokus på risici og farer. Vi har ikke ret meget fokus på seksualiteten som trivselsfaktor, selvom det er så oplagt, at seksualitet og sundhed er uadskillelige størrelser.«

Morten Frisch og Christian Graugaard har selv planer om at gennemføre en større kohorteundersøgelse herhjemme - en undersøgelse hvor man følger et større udpluk af befolkningen over længere tid – og på den måde skaffe noget af den viden, som vi på nuværende tidspunkt mangler.

Intet ’sundheds’-væsen uden sex

Med bedre videnskabelig evidens på området vil man lettere kunne skabe den kulturændring, der skal til, for at seksualitet bliver en helt naturlig del af vores sundhedsopfattelse, mener Christian Graugaard.

»Evidensen vil bidrage til en faglig oprustning på området, så vi som sundhedspersonale opdager, at det ikke er et farligt emne og ikke længere behøver arbejde på et gættegrundlag. Det skal tages alvorligt og inddrages aktivt i det kliniske arbejde, ikke bare som noget særligt og luksuriøst, men med en mere ambitiøs fornemmelse af, at det er noget, der betyder noget for folks livskvalitet og derfor skal tænkes ind i både forebyggelse, behandling og rehabilitering.«

Det seksuelle aspekt er en stor del af almindelige menneskers selvrapporterede sundhed, og derfor er det vigtigt, at vi får en dybere indsigt i området, hvis vi virkelig mener det alvorligt, når vi taler om at have et ’sundheds’-væsen, understreger Christian Graugaard.

»I virkeligheden er der ikke nogle af os, der vil slå på tromme for en særbehandling af seksualiteten – vi forestiller os ikke, at sexlivet skal stå forrest, hvis man for eksempel har blindtarmsbetændelse eller ligger i koma. Men vi forsømmer et vigtigt aspekt af patienternes liv, hvis vi slet ikke tør adressere emnet, når folk lider af en kronisk sygdom, hvor sex og samliv notorisk er påvirket,« siger professoren.

Hvordan påvirker kronisk sygdom og behandling lysten og evnen til sex? Er seksualitet og intimitet to sider af samme sag? Hvad betyder den frie adgang til porno for vores syn på sex? Kan man have et sundt sexliv, når man er gammel? Hvilke seksuelle risici er der forbundet med en omskæring? Og hvordan undgår man seksuelle medicinbivirkninger?

Du kan stille alle de spørgsmål, du måtte have om sex og sundhed til Morten Frisch og Christian Graugaard i en live-chat her på sitet på onsdag d. 15. januar kl. 13 – så vil de gøre deres bedste for at besvare dem.