Videnskab.dk’s læsere hænger sig ikke i faggrænser, men favner bredt. Det viser en efterhånden lang tradition på Videnskab.dk: Vores læserafstemning og efterfølgende overrækkelse af prisen Årets Danske Forskningsresultat.
I morgen er det sidste chance for at indstille dit favoritresultat. Så kom med det - uanset om det drejer sig om sundhedsvidenskab, humaniora, teknologi, naturvidenskab eller samfundsvidenskab.
Vi lagde ud tilbage i 2008 med en afstemning, hvor forskerne bag en ambitiøs iskerneboring modtog prisen. Året efter gik æren til en helt anden type forsker nemlig en dansk miljøhistoriker, som ved brug af historiske kilder har vist, at fiskebestandene igennem århundreder er blevet mindre. Sidste år var det bakterieforskning, som vores læsere fandt særligt ærværdigt.
Lagde du mærke til et ganske særligt forskningsresultatet i løbet af året, skal du derfor endelig indstille det, uanset hvilken videnskabelig gren resultatet hører til.
Du kan læse mere og indsende dit bud her.






























