Det er ingen hemmelighed, at det er en fordel at være høj, hvis man vil se hele skærmen, når man går i biografen.
Men ifølge et nyt studie udvikler høje mennesker også en bedre evne til at bedømme afstande. Selv i situationer, hvor de ikke kan bruge deres højde. Det skriver Sciencemag.org.
I et forsøg testede forskere 24 mennesker, der var delt op i to grupper med lige dele mænd og kvinder. Den ene gruppe havde høje mennesker, mens den anden havde lave mennesker.
I forsøget skulle personerne ført ind i et mørkt rum, hvor de skulle kigge på en bordtennisbold, der hang i den modsatte ende af lokalet.
Bordtennisbolden blev oplyst af en LED-lampe i to sekunder, hvorefter, den blev fjernet.
Bagefter skulle deltagerne gå hen i den anden del af lokalet, langs et reb, og vise, hvor de mente, at bolden havde været.
I de tilfælde, hvor bolden var mere end tre meter væk fra forsøgsdeltagerne, var de høje bedre til at bedømme afstanden til bordtennisbolden.
I et andet eksperiment, udenfor ved højlys dag, var de høje forsøgspersoner stadig bedre til at gætte afstanden - selv når de skulle sidde ned, mens de lave stod op.
Ifølge forskerne tyder det på, at høje menneskers fordelagtige udsyn i dagligdagen gør, at de med tiden udvikler et bedre indre kort, der kan bedømme afstande - selv når lyset er slukket.
Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Science Advances.





























