Vores hjerner ved, at vi skal gå igennem døre og ikke ind i vægge, malerier eller objekter, fordi mønstre i hjernen lynhurtigt kan guide os gennem rum, vi aldrig har været i før. Det viser et nyt studie, skriver medicalxpress.com.
Studiet er publiceret i tidsskriftet PNAS.
Forskerne udførte to eksperimenter for at undersøge hypotesen om, at hjernens opfattelsessystemer er optimeret til at tage stilling til rum med mange navigationsmuligheder.
Tidligere studier har vist, at mennesket på en brøkdel af et sekund kan bestemme, hvor de skal navigere hen i et rum. Men dette studie er det første til at undersøge, hvordan de enkelte dele af navigationsmulighederne er indkodet i hjernen.
I eksperimenterne brugte forskerne en form for mønsteranalyse af fMRI-data (se faktaboks).
\ Hvad er fMRI?
fMRI står for functional Magnetic Resonance Imaging
fMRI viser, hvor i hjernen, hvor der er øget blodgennemstrømning, når forsøgspersoner tænker på noget bestemt, ser på billeder, udfører bestemte opgaver e.lign.
Antagelsen er, at de signaler, der viser sig som røde pletter på et f-MRI skanningsbillede, viser, hvilke dele af hjernen der arbejder.
- I det første eksperiment skannede de forsøgspersoner, der kiggede på kunstige billeder af rum med forskellige udgange.
- I det andet eksperiment blev personerne skannet, mens de kiggede på billeder af rigtige rum med forskellige udgange.
I begge eksperimenter løste deltagerne opgaver, der ikke havde noget at gøre med nagivationsmulighederne på billederne. fMRI-dataen viste, at evnen til at navigere i ukendte rum opstod automatisk i hjernens synsbark (den visuelle cortex) - selv når deltagerne var involveret i aktiviteter, der handlede om noget helt andet.
»I det andet eksperiment var det muligt at rekonstruere de nye miljøers anvendelsesmuligheder ved hjælp af den visuelle cortex’ aktiveringsmønstre,« skriver forskerne i studiet. Mønstre i hjernen gør altså, at vi meget hurtigt kan navigere i rum, vi aldrig har været i før.
Når vi ser et bestemt rum, aktiveres bestemte dele af hjernen, som giver en række mulige handlinger, der automatisk behandles.
»Denne foreslåede mekanisme stemmer også godt overens med en nylig teori om handlingsplanlægning, der tyder på, at personer rutinemæssigt koder for flere parallelle planer af relevant adfærd i det pågældende miljø, og derefter hurtigt vælger en af disse former for adfærd,« skriver forskerne.
\ Læs mere
pmd
