For 6.500 år siden levede der en mand, som havde gevaldigt ondt i en af tænderne. Emaljen på den ene hjørnetand i underkæben var skadet og tanden var desuden flækket tværs igennem, helt ned til nerverne.
Men nogen er kommet med en løsning. Som en simpel tandfyldning smurte man bivoks på kronen og dækkede skaden i emaljen og den øverste del af sprækken. Bivoksen kan have lindret smerten og gjort tanden mere brugbar.
Sådan kan det være sket, og dette kan være det ældste eksempel på tandlægekunst fra Europa, som vi kender til.
Det mener i hvert tilfælde en gruppe forskere fra universitetet i Trieste i Italien. Forskerne har offentliggjort en undersøgelse af tanden i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE.
Tanden fundet i slovensk hule
Tanden med påsmurt bivoks findes stadig. Den har i årevis ligget i et museum i Trieste i Italien, og Federico Bernardini og hans kollegaer har nu undersøgt den med avancerede teknikker, som CT-scanning og elektromikroskop.
Forskerne mener, at tanden mest sandsynligt tilhørte en mand, som var mellem 24 og 30 år gammel.
Tanden sidder på en delvis komplet underkæbe og blev oprindeligt fundet i en hule på halvøen Istrien i Slovenien. Her har den uheldige tandejer levet med udsigt mod Adriaterhavet.
Stenalderbefolkningen i dette område levede for 6.500 år siden af landbrug. Tanden og bivoksen er uafhængig af hinanden blevet dateret til at være fra denne periode.
Ældst tandfyldning i Europa
Dermed snakker vi sandsynligvis om den ældste kendte brug af en substans som bivoks mod smerter i tænderne.
Tanden fra Istrien kan også være det ældste eksempel på tandbehandling i Europa - men det er ikke det ældste eksempel i verden:
Fra det arkæologiske findested Mehragarh i nutidens Pakistan er der fundet tænder med spor af boring med enkle redskaber. Disse er mellem 7.400 og 9.000 år gamle.
Bivoks i tanden før eller efter døden
Bivoks fra bikuber er en meget holdbart og har længe været brugt som klæbemiddel.
Ud fra andre fund tror forskerne, at bivoksen blev påført lige før manden døde. Der er også en mulighed, som forskerne ikke kan udelukke; at bivoksen blev påført tanden efter manden døde.
I så fald snakker vi ikke om lindrende tandlægebehandling, men om en ukendt form for begravelsesritual.
Forskerne mener imidlertid, at tandlæge-forklaringen er mest logisk.
Tænderne har mange slidskader, noget som kan skyldes, at stenaldermenneskene brugte tænder til meget mere end at spise med. Man antager, at de også brugte tænderne til bearbejdning af skind, til at lave redskaber og i forbindelse med vævning.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
