Muligt kræftbehandlingsgennembrud. Antioxidanter, der muligvis forværrer kræft i stedet for at forebygge den. Og et fund af 80.000 år gamle tænder, som ændrer hele den historiske opfattelse af, hvornår mennesker bevægede sig væk fra Afrika.
Forskningsverdenen har ikke stået stille i den forgangne uge.
Men hvis du har holdt efterårsferie fra Videnskab.dk, har du måske misset de vigtige historier fra videnskabens verden.
Her giver vi et overblik over de historier fra uge 42, som du ikke må gå glip af:
Antioxidanter fordobler spredningen af kræft i mus og menneskeceller
Normalt opfattes det som kræftforebyggende, når kosttilskud indeholder antioxidanter. Derfor kan det virke overraskende, når et nyt studie konkluderer, at det faktisk forholder sig helt omvendt.
Studiet er det seneste i en række af undersøgelser, der peger på, at antioxidanter ikke blot mangler de kræftforebyggende evner, man troede, de havde, men at de faktisk kan gøre visse kræfttyper mere aggressive.
Hudkræftcellernes invasive adfærd bliver nemlig forstærket af høje niveauer af antioxidanter, og det gør det lettere for kræftcellerne at sprede sig til andet væv, viser det nye studie.
'Game changer': Tænder fra ældste moderne mennesker uden for Afrika fundet
Fundet af 47 tænder har vist sig at være lidt af en 'game changer'. Mennesketænderne er nemlig fundet i Kina og dateret til at være 80.000 år gamle.
Hidtil har man ikke troet, at det moderne menneske bevægede sig uden for Afrika før for omkring 60.000 år siden.
Dermed er fundet af tænderne et klart tegn på, at det moderne menneske forlod Afrika i hvert fald 20.000 år tidligere, end forskerne troede. Det kan, ifølge Peter C. Kjærgaard, som er direktør for Statens Naturhistoriske Museum, have »vidtrækkende konsekvenser.«
Danske forskere har måske fundet behandling mod kræft
Danske forskere har ved et tilfælde fundet en metode, som potentielt set kan behandle et bredt spektrum af kræfttyper.

Udviklingen af en malariavaccine førte til opdagelsen af, at et særligt protein fra malariaparasitter kan binde sig til kræftceller. Via denne forbindelse kan man føre giftstof ind i kræftcellen og slå den ihjel.
Forsøg på mus har givet overraskende gode resultater, og proteinet ser ud til at kunne binde sig til langt de fleste testede typer af kræft.
Hvis det viser sig, at behandlingen kan bruges på mennesker, kan det blive et kæmpe skridt for kræftforskningen, siger flere forskere.
Nobelpris i økonomi for at måle fattigdom og velfærd
I efterårsferien blev årets sidste nobelpris uddelt. Det drejede sig om Sveriges Riksbanks pris i økonomi – bedre kendt som Nobelprisen i økonomi – som blev uddelt mandag 12. oktober.
Den gik til professor Angus Deaton fra USA, som fik prisen for »analyse af forbrug, fattigdom og velfærd.«
Ifølge professor Tor Eriksson fra Aarhus Universitet har Angus Deatons arbejde haft stor betydning for, hvordan man laver forbrugsanalyser, hvordan man måler ulighed, og hvordan man udvikler økonomisk politik – særligt i udviklingslande.
Ny fiskeart med kæmpeøje opdaget i Grønland
I havet ud for Sydøstgrønland har en forsker fundet en fiskeart, som aldrig før er set.
Den lille fisk er aflang og har et meget stort øje, og den er blevet døbt 'nordlig tykhale blyantsmelt'.
Fundet af fisken er ikke blot interessant, fordi det er en helt ny art, men fordi forskere normalt anser havene omkring Grønland som veludforskere.
Derfor mener biolog Jan Yde Poulsen, at fundet af fisken er et bevis på, at havet i Nordatlanten stadig gemmer på uudforskede hemmeligheder.






























