Forestil dig, at du er læge og står foran to patienter med tarmkræft. Deres kræft har bredt sig lige meget, og de har begge brug for at blive opereret. Hvem skal du først hive under kniven?
Du ved, at nogle patienter faktisk klarer sig bedre efter operationen, hvis der er tid til at forberede dem bedre, eksempelvis ved at tilbyde dem træning og fysioterapi op til operationen.
Men tør du udsætte operationen, hvis du risikerer, at kræften spreder sig så meget i mellemtiden, at det ikke længere er muligt at fjerne den?
Jeg arbejder på at udvikle et værktøj til lægen med dét dilemma.
Det skal bruges til at vurdere, hvilke patienter der har brug for hurtigst muligt at få fjernet kræftknuden, og hvilke der har bedst gavn af at vente med operationen og gennemgå ekstra forberedelse.
Her skal vi ikke bare kigge på hvor udbredt kræften er, når den bliver opdaget, men også hvor hurtigt den har udviklet sig.
Det kan nemlig fortælle noget om, hvor hurtigt den vil vokse så meget, at patienten ikke længere kan reddes.
Sådan spreder tarmkræft sig
Når tarmkræft opstår, starter det som regel med en lille knude i tarmen af celler, der deler sig mere end normalt. Disse celler har forandringer i deres DNA, der gør dem i stand til at dele sig ukontrollerbart og invadere det raske væv.
Kræftcellerne starter på overfladen af tarmen, altså der hvor tarmindholdet er. På et tidspunkt begynder de at grave sig længere ind i tarmen og dermed tættere på blodkarrene.
Hvis de når blodbanen, kan de potentielt sprede sig til andre organer. Jo mere kræftcellerne spreder sig i kroppen, desto sværere er det at kurere patienten.
Hvor lang tid der går fra tarmkræft opstår, til den spreder sig til resten af kroppen, er svært at vurdere. Det er også meget forskelligt fra patient til patient.
Derfor kan det også være meget vanskeligt at vurdere behandlingsbehovet for hver enkelt patient. Det er her, jeg og mit ’værktøj’ kommer ind i billedet.
Svaret gemmer sig i blodet
Jeg forsker i, hvordan vi kan måle tarmkræft i blodet. Det gør jeg ved at måle på spor af DNA fra kræftknuden.
I en kræftknude er der hele tiden omsætning af kræftceller, altså nogle celler dør og erstattes af nye kræftceller. Når de dør, frigiver de deres DNA til deres omgivelser, hvorfra noget af det kan komme ud i blodet.
Også raske celler dør og frigiver deres DNA. I blodet er der milliarder af DNA-stumper og langt de fleste kommer fra blodets raske celler.
Vi kan skelne kræftknudens DNA fra resten, fordi det indeholder de forandringer, der skabte kræftcellerne til at begynde med – et slags fingeraftryk.
Jo mere kræft-DNA, der er i blodet, jo flere kræftceller er der i patienten. I tidligere studier har vi vist, at mængden af kræft-DNA i blodet stiger over tid hos patienter, hvor tarmkræften vender tilbage – trods behandling, der skulle kurere patienten.
Og jo hurtigere det stiger, desto hurtigere vender tarmkræften tilbage, og desto højere er risikoen for at dø. Hver gang mængden af kræft i blodet fordobles, bliver risikoen for at dø af tarmkræft også fordoblet.
De patienter, der har en hurtigt voksende tarmkræft, har fem gange højere risiko for, at kræften spreder sig til mange forskellige organer, hvilket gør den sværere at behandle.
Sagt med andre ord: Dem med hurtigt voksende mængder af kræft-DNA har en mere aggressiv kræftform, som hurtigere vokser så meget, at den ikke kan kureres.
Hjælp til lægen med dilemmaet
Vi har indtil videre kun målt på vækst af kræft-tilbagefald – altså efter operationen – men i princippet bør kræften opføre sig på samme måde før operationen.
I mit nye studie vil jeg gerne undersøge, om vi kan måle kræftens vækst allerede i det korte tidsrum mellem diagnose og operation. Vi er i gang med at indsamle blodprøverne nu og regner med at indsamle fra 100 patienter i løbet af det kommende år.
Idéen er, at man får taget blodprøver under det diagnostiske forløb, som så analyseres for mængden af kræft-DNA.
Hvis man har en stor mængde kræft-DNA til at starte med, skal man opereres hurtigst muligt.
Og hvis man starter med en lille mængde kræft-DNA, men den vokser hurtigt, har man også brug for at blive opereret hurtigst muligt. Ellers risikerer man at kræften vokser så meget, at den ikke længere kan kureres.
Men hvis man starter med en lille mængde, og den vokser langsomt, vil der gå lang tid, før en operation bliver nødvendig.
Den idé – og hvordan den kan hjælpe vores læge fra indledningen med sit dilemma – har jeg forsøgt at illustrere i figuren herunder.
En hurtig operation er ikke altid bedst
’Jeg vil ikke vente’ eller ’min mor skal ikke bagerst i køen’, tænker du måske? For ’selvom kræften vokser langsomt, er det jo stadig kræft!’
Jo, men i mange tilfælde kan det faktisk være en fordel at vente med operationen. Operationen og tiden efter operationen er nemlig også farlig – især hvis kroppen i forvejen er svækket.
At vente med operationen giver derfor mulighed for at blive bedst muligt forberedt, så man nemmere kommer sig oven på operationen.
For nogle patienter kan det betyde fysioterapi og omlægning af deres diæt, så de kan tage på og opbygge muskelmasse, der hjælper dem efter operationen.
For andre kan det være hjælp til rygestop. For andre igen kan det være psykologisk hjælp til at reducere angsten forbundet med en kræftdiagnose.
Studier har vist, at bare fire uger med fysioterapi, rygestop og psykologhjælp inden operationen kan reducere risikoen for komplikationer efter operationen med 50 procent og reducere risikoen for ny indlæggelse på en intensivafdeling med 70 procent.
Patienter, der har gennemgået et sådan forløb, kan desuden gå længere og løfte mere i ugerne efter operationen.
Bedre prioritering kan forbedre behandlingen
I dag er vi meget fokuserede på at få kræften skåret ud af patienten hurtigst muligt. Desværre kan mangel på kapacitet på de kirurgiske afdelinger betyde, at alle ikke nødvendigvis kan komme til med det samme.
Et eksempel på det var kræftsagen på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, som DR dækkede i 2023.
Hér kunne viden om, hvor hurtigt den enkelte patients kræft voksede, potentielt have været et redskab til at prioritere patienterne.
Men prioritering handler ikke kun om, hvem der kommer først. Prioritering handler også om at dirigere den meste relevante behandling til hver enkelt patient:
Nogle har brug for at blive opereret med det samme, fordi deres kræftceller vokser enormt hurtigt. Andre kan have mere gavn af et par ekstra ugers forberedelse for at have de bedste chancer for overlevelse efter operationen.
Hvis man derfor kan finde lige netop de patienter, der har tid til at gennemgå sådan et forløb, vil det måske føre til en bedre behandling – og flere kræftoverlevere – i sidste ende.
Og måske kan det hjælpe et presset sundhedssystem med at prioritere patienterne i den rækkefølge, der redder flest liv.
Skræddersyede behandlingsforløb
Der er mange faktorer, der spiller ind i planlægningen af en patients behandlingsforløb. Derfor vil måling på vækst af kræft-DNA hverken kunne eller skulle diktere hele patientens behandling.
Målet er at bidrage med endnu et værktøj i bæltet hos lægerne og patienterne, der i fællesskab skal tage en beslutning om den bedste plan.
Indtil videre har vi kun talt om tarmkræft. Men måling af kræft-DNA i blodet bliver undersøgt for mange andre kræftformer, blandt andet lungekræft, brystkræft, prostatakræft og blærekræft.
Her er der også stærke tegn på, at mængden af kræft-DNA hænger sammen med, hvordan det går patienten.
Hver patient er unik, og redskaber som måling af kræft-DNA i blodet kan hjælpe med, at hver patient kan få et skræddersyet behandlingsforløb og derved sikre bedst mulig overlevelse og livskvalitet.
Tenna Vesterman Henriksen vandt bedste forskningsplakat ved Danske Kræftforskningsdage 2024. Figuren med 'Min kræft vokser hurtigt...' var en central del af plakaten.
