'En ugentlig gåtur kan være nok til at holde kiloene væk' og 'Forskere har fulgt tre grupper og fundet svaret på, hvordan man varigt holder vægten'.
Det er eksempler på overskrifter, flere medier har bragt om et studie fra Københavns Universitet udgivet i LANCET eClinicalMedicine, der, hvis man skal tro overskrifterne, har fundet løsningen på, hvordan man bevarer vægttabet, efter man stopper med at tage vægttabsmedicin.
Men har de nu virkelig fundet mirakelkuren? Det har vi hos Videnskab.dk spurgt forskeren bag og fire andre forskere om.
Sådan udviklede vægten sig efter medicin-stop
Forskerne bag det nye studie har sammenlignet en gruppe, der udelukkende var på vægttabsmedicinen Liraglutide, med en gruppe, der kombinerede Liraglutide med motion.
\ Studiets metode
I studiet har man kigget på fire forskellige grupper.
Alle fire grupper gennemgik i begyndelsen en slankekur med en lavkaloriediæt, hvor de tabte ca. 13 kg.
Derefter fulgde de fire gruppe hver deres forløb i et år:
- En gruppe tog udelukkende vægttabsmedicinen Liraglutide.
- En anden kombinerede Liraglutide med træning.
- En tredje trænede og tog placebomedicin ('medicin' uden virkning).
- Og den sidste fik kun placebomedicin.
Efter det første år skulle alle grupper stoppe med at tage medicin - enten Liraglutide eller placebomedicin. Den superviserede træning stoppede også. Alle deltagere var således på egen hånd, indtil de blev kontaktet efter endnu et år og sprugt, om de ville undersøges igen.
Studiet viser, hvordan de forskellige grupper klarer sig i året efter, hvor de bliver overladt til sig selv, efter de er stoppet på vægttabsmedicinen og træningsprogrammet. Her kan man se, at alle fire grupper tager på igen.
Ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Universitet konkluderer forskerne, at hvis man kombinerer sin vægttabsmedicin med at dyrke to timer motion med høj puls om ugen, så er det muligt at holde vægten nede, efter man stopper med at tage medicinen.
På TV 2 News udtaler en af forskerne bag studiet, professor Signe Sørensen Torekov, at »det er første gang, at det er vist, at det faktisk er muligt at holde et vægttab et år efter medicinsk behandling«.
Men en central graf i studiet viser, at alle de undersøgte grupper øger deres vægt igen, når de stopper med at tage vægttabsmidlet efter uge 52 i forsøget. Det gælder også gruppen, der kombinerer medicinen med motion (den røde kurve):

Den blå linje repræsenterer den gruppe, der udelukkende tog Liraglutide, mens den røde linje viser udviklingen for dem, der kombinerede vægttabsmidlet med motion.
Den grønne er gruppen, der kun trænede og fik falsk medicin (placebo), mens den grå er kontrolgruppen, der fik placebo og ikke trænede.
(Illustration fra studiet: Simon Birk Kjær Jensen et al.)
I studiet skriver forskerne da også selv, at:
- De, der kombinerer medicinen med træning, tager i gennemsnit 7,1 kg på efter et år.
- De, der udelukkende tager medicin, tager i gennemsnit 8,7 kg på igen efter et år. Det er dog værd at bemærke, at en større del af denne gruppes vægtøgning består af fedt - nemlig op mod 70 procent.
»De tager altså stadig på«
Videnskab.dk har spurgt en række forskere, som ikke har været involveret i studiet, hvordan de tolker resultaterne.
»Studiet viser det, vi allerede ved - at når man stopper på medicin, tager man på igen. Fysisk aktivitet kan så gøre, at det går langsommere, men de tager altså stadig på,« fortæller Jens Meldgaard Bruun, der er klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Rasmus Køster-Rasmussen, der er lektor ved Center for Sundhed og Samfund på Københavns Universitet, mener ikke, at man på baggrund af studiet kan sige noget generelt om at bevare et vægttab.
»Der er 27 af dem, der kombinerer træning og vægttabsmedicin, der gennemfører, og det er ikke nok til at konkludere, at man har fundet løsningen på et varigt vægttab,« forklarer han og tilføjer:
»Jeg kan ikke se, hvem de her deltagere er, og derfor er det svært at generalisere det ud på befolkningen.«
Thorkild I. A. Sørensen er professor emeritus ved Institut for Folkesundhedsvidenskab og Metabolismecenteret på Københavns Universitet. Han er enig med de to andre forskere og vil heller ikke konkludere noget om, hvordan man kan bevare vægttabet ud fra studiet.
»Som jeg ser det, tager alle grupper på i større eller mindre hastighed, tilsyneladende med lidt bedre effekt hos de deltagere, der har kombineret vægttabsmedicinen med motion,« skriver han i en mail til Videnskab.dk.
Statistiker: For lille forskel til at kunne konkludere noget
Videnskab.dk har også fået Claus Thorn Ekstrøm, der er professor ved Biostatistisk Afdeling på Københavns Universitet, til at tage et kig på studiet.
Han mener, at den forskel, forskerne mener at finde mellem dem, der dyrker motion sammen med Liraglutide, og dem, der udelukkende er på Liraglutide, er så lille, at man kan diskutere, om der overhovedet er en betydningsfuld forskel.
I hvert fald ikke en stor nok forskel til at kunne sige, man har fundet løsningen på, hvordan man bevarer et vægttab. Og slet ikke når forfatterne samtidig viser, at den gruppe, der dyrker motion, holder vægten lige så godt som kombinationsbehandlingen.
»Kigger vi på data, er forskellen kun lige statistisk signifikant og for lille til at kunne konkludere noget,« siger han.
Forsker bag studiet: »Et spørgsmål om semantik«
Da Videnskab.dk forholder Signe Sørensen Torekov til studiets grafer, der viser, at vægten stiger for alle grupperne efter den medicinske behandling, svarer hun, at det et fortolkningsspørgsmål, om man bevarer vægttabet.
»Det er et spørgsmål om semantik, hvad man forstår ved at bevare et vægttab,« siger hun og fortsætter:
»Jeg vil hellere sige, at man ved træning vil have en mindre vægtstigning, end man normalt ville se. Desuden er det vigtigt at se på, hvad man tager på - er det fedt eller muskelmasse?« fortæller Signe Sørensen Torekov, der er professor i klinisk translationel metabolisme på Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet pg medforfatter til studiet, til Videnskab.dk.
\ Forskere: Mediers overskrifter går for langt
Jens Meldgaard Bruun vurderer, at studiet er veludført og af høj kvalitet, men at det ikke kan bære de overskrifter, det trækker i medierne.
»Studiet giver os en god indsigt i, hvilken rolle fysisk aktivitet spiller for et vægttab, men vi har endnu ikke fundet nøglen til, hvordan man holder vægten, efter man stopper på medicin, som der bliver hentydet i nogle medier,« fortæller han.
Avisen Danmark bragte overskriften ‘Medicin for vægttab behøver ikke være livsvarig: En gåtur om ugen kan være nok til at holde kiloene væk’, der ifølge Signe Sørensen Torekov ikke er retvisende.
»Vi anbefaler, at man to timer om ugen, hver uge, træner med høj intensitet, hvor pulsen er høj. Hvis din kondition ikke er særlig god, kan det godt være, at en gåtur i hurtigt tempo er nok, men det er altså ikke generelt gældende, at en gåtur er nok, hvis du skal bevare et vægttab,« fortæller hun.
Videnskab.dk har fremlagt kritikken for Jakob Krogh Nørgaard, der er nyhedschef for Avisen Danmark.
»Vi har vurderet, at der i artiklens indhold, som er baseret på pressemeddelelsen fra Københavns Universitet, er dækning for rubrikken. Og de forbehold, der er nævnt i pressemeddelelsen, er der netop også taget forbehold for i rubrikken, når der f.eks. står 'kan',« skriver han i en mail til Videnskab.dk.
Hvad med år nummer to?
Studiet kigger kun på det første år, efter de er stoppet med medicinen, hvor vægtkurverne for alle grupper er på vej opad.
Ifølge Claus Thorn Ekstrøm kan vi på nuværende tidspunkt med den data, vi har, kun spekulere i, hvad der vil ske i år nummer to.
Jens Meldgaard Bruun synes, at det vil være interessant at undersøge. Flader de to kurver ud for dem, der har været på medicin, eller nærmer de sig startvægten igen?
»Studiet er, hvad man vil kalde en topunktsanalyse, og det ville være oplagt at lave en trepunktsanalyse - altså kigge på et år mere, for at se om de bliver ved med at tage på i samme hastighed,« siger han.
Rasmus Køster-Rasmussen mener ikke, at en toårig undersøgelse er nok til at sige noget generelt om, hvordan man bevarer et vægttab:
»Det, vi typisk ser, er, at folk tager på igen efter et par år, så sandsynligheden for, at deltagerne vil fortsætte med at tage på, er stor.«
Thorkild I. A. Sørensen er enig i, at der er en sandsynlighed for, at de fleste vil være tilbage ved udgangspunktet senere.
»Man kan ikke sige, at problemet om fastholdelse af vægttabet over en længere periode er løst.«
\ Læs også
\ Forskning søger løsninger
Videnskab.dk sætter i et tema fokus på interventionsforskning, der bidrager til at løse velfærdssamfundets problemer. Følg med i temaet her.
Støtte fra TrygFonden har muliggjort temaet. TrygFonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives. Læs om aftalen her.
»God idé at lave flere og større studier«
Signe Sørensen Torekov mener, at studiet viser en tydelig tendens: Træning er afgørende, hvis du vil undgå at tage alle de tabte kilo på igen. Når man træner, samtidig med at man tager vægttabsmedicin, opnår man et sundere vægttab, og man tager mindre på, efter behandlingen afsluttes.
Men ét studie kan ikke stå alene, så der er behov for, at man undersøger effekten for fysisk aktivitet mere i fremtiden, bemærker hun.
»Studiet er den første af sin art, så det vil altid være en god idé at lave flere og større studier, hvor man observerer flere grupper over en længere periode.«
Desuden kan man også spekulere i, om effekten ville have været større, hvis enten den superviserede træning var fortsat, eller hvis man lavede et træningsprogram, som havde specifik fokus på at give deltagerne gode træningsvaner på egen hånd, forklarer Signe Sørensen Torekov.
\ Udstyret med pulsur
I studiet har de holdt øje med, om deltageren trænede ved hjælp af et pulsur. Det adskiller sig fra tidligere studier, hvor det har været op til deltageren selv at rapportere om, hvor meget de træner. Det gør studiet mere præcist, forklarer Signe Sørensen Torekov:
»Vi viser, at træning har en god effekt, fordi vi er sikre på, at deltagerne rent faktisk har trænet.«
Fysisk aktivitet har en effekt på muskelmasse
Når studiet ifølge de forskere, Videnskab.dk har talt med, ikke har fundet den hellige gral til at bevare et vægttab, hvad kan det så bruges til?
Ifølge Claus Thorn Ekstrøm åbner studiet for spørgsmålet om, hvorfor man både skal tage medicin og dyrke motion. Undersøgelsen, som han peger på generelt er helt efter bogen, viser nemlig, at de, der dyrker motion, cirka holder den samme vægt som dem, der er på medicin.
»Som patient ville jeg tænke, at hvis jeg alligevel skal motionere, hvorfor skal jeg så samtidig tage medicin?« fortæller han.
Jens Meldgaard Bruun mener, at pointen i studiet er, at fysisk aktivitet har en positiv effekt. De, der kombinerer medicinen med træning, lykkedes nemlig bedre med at opbygge muskelmasse end dem, der udelukkende tager medicin.
»Vægttabsmedicin er effektiv til at reducere vægten, men de kilo, man taber, består både af fedt- og muskelmasse. Jo hurtigere og jo større vægttab desto mere tab af muskelmasse, og den skal bygges op igen ved fysisk aktivitet,« forklarer Jens Meldgaard Bruun.
Han anbefaler at kombinere vægttabsmedicin og motion på en anden måde end i studiet. I studiet stopper de med medicinen fra den ene dag til den anden, og det er ikke hensigtsmæssigt, mener han:
»Efter min mening vil det være mere effektivt, hvis man trapper langsomt ud af medicinen, samtidig med at man øger den fysiske aktivitet og har fokus på kosten.«
Signe Sørensen Torekov er enig i, at træning i sig selv er effektivt. Den gruppe, der først er på diæt og derefter træner uden at være på medicin, har nemlig en mindre stejl kurve end de andre grupper.
Men ifølge hende er enten diæt eller medicin afgørende for at tabe sig i første omgang, da flere studier viser, at man i gennemsnit ikke taber sig alene ved at øge sin træning. Man skal reducere sit kalorieindtag for at tabe sig, men træning kan bruges til at bremse den naturlige vægtstigning, man har efter vægttabet.
»Det kræver en reducering af dit kalorieindtag for eksempel med lavkaloriediæt eller vægttabsmedicin, hvis du skal opnå et vægttab - du kan ikke kun træne dig til det. Desuden kan træning bruges til at mindske muskelmassetab, mens man taber sig« fortæller hun.
Jens Meldgaard Bruun mener også, at medicinen spiller en afgørende rolle for at smide kilo, men at den fysiske aktivitet er det vigtigste, når det kommer til at bevare vægttabet.
Thorkild I. A. Sørensen fremhæver, at vi grundlæggende endnu ikke ved tilstrækkeligt om, hvad der i første omgang har fremkaldt fedmen, og om disse faktorer så efter et vægttab før eller senere driver vægten op igen uanset fysisk aktivitet.






























