Engang midt i 1980'erne stod en ung forsker på et støvet loft på Frederikssundsvejens skole i det københavnske nordvestkvarter.
Midt på loftet var et lille rum.
Derinde gemte sig en bunke gamle papirer, som skulle vise sig at få afgørende betydning for den banebrydende fedmeforskning, som forskeren Thorkild I. A. Sørensen i sit nutidige hverv som professor har stået i spidsen for.
Dokumenterne var en del af en samling københavnske skolelægejournaler for cirka 400.000 børn fra 1930 og frem til 1989.
Men faktisk skulle næsten hele bunken af dokumenterne have været smidt ud, ifølge arkivreglerne.
»Det er fantastisk, at man ved skæbnens gunst har bevaret disse skolelægejournaler helt tilbage fra årgang 1930 og frem til i dag helt uden afbrydelser,« siger Thorkild I. A. Sørensen, som er professor ved Metabolismecenteret ved Københavns Universitet.
Skolelægejournaler har afsløret fedme-epidemier
Thorkild I. A. Sørensen og hans kollegaer har blandt andet anvendt det unikke datamateriale til at finde frem til, at der i det 20. århundrede har været en række årstal, som kan rumme nøglen til at forstå tre store fedmeepidemier, nemlig fødselsårgangene: 1942 til 1952, 1953 til 1971 og 1972 til 1990 og derefter.
LÆS OGSÅ: Mysteriet om vores fede maver
Skolelægejournalerne ligger også til grund for et nyt forskningsresultat, som viser, at den velkendte genetiske tilbøjelighed til fedme, der kommer til udtryk i, at børn ligner deres forældre i fedmegrad, ikke har ændret sig under den nuværende fedmeepidemi, men alene må skyldes ændrede påvirkninger af miljømæssige faktorer (og ikke ændring i, hvordan fedmegenerne virker.)
Skolelægejournaler udgør et unikt datagrundlag for sundhedsforskning
Opdagelsen er kun gjort, fordi skolelægejournalerne har givet forskerne et stort antal uvurderlige informationer.
Journalerne er således noget helt særligt set med en forskers øjne, fordi:
-
Skolelægejournalerne dækker én population – nemlig den københavnske, som så har kunnet sammenlignes inden for det samme geografiske område år for år.
-
Journalerne indeholder angivelser af vægt og højde, og tallene er direkte sammenlignelige.
-
Alle årgange fra et langt tidsforløb er uden huller, således at eventuelle ændringer undervejs har kunnet tidsfæstes.
- Antallet af skolelægejournaler nærmer sig de 400.000. Det er data i størrelsesorden, som betyder, at forskerne kan lave statistisk velunderbyggede analyser af tallene.
»Skolelægejournalerne har givet os en statistisk indsigt i den tidsmæssige udvikling i fedmeepidemien: Den første bølge sås blandt børnene, der startede i skolen lige efter krigen, og efter ca. 10 års stigende forekomst af fedme, kom der en pause på cirka 20 år. Så sker der en pludselig stigning i begyndelsen af 1970'erne. Det har fuldstændigt rykket vores forståelse for, hvad der kan ligge bag fedmeepidemien,« siger Thorkild I. A. Sørensen og fortsætter:
»Det har været afgørende, at materialet var komplet, og at man ikke havde smidt noget af det ud, for ellers havde vi ikke kunnet sige med samme statistiske sikkerhed, hvordan forekomsten af fedme har ændret sig i denne periode.«
Københavns Kommune ville smide journaler ud
Den komplette samling af skolelægejournaler blev dog kun reddet, fordi ledelsen af Kræftregisteret i Kræftens Bekæmpelse havde næse for, hvad forskningen i fremtiden kunne få brug for, og den blev kun komplet, fordi Thorkild I.A. Sørensen gav sig til at lede efter de ældste manglende årgange i materialet.
Professoren har arbejdet med fedmeforskning siden 1968. Efter at have set den første bølge i fedmeepidemien, når unge mænd fra årgang 1942 til 1952 gik til session, begyndte forskeren I 1980'erne at interessere sig for, om der måske fandtes nogle skolelægejournaler, som kunne dokumentere skolebørns vægt og højde bagud i tiden, så man kunne se, hvor tidligt i livet fedmeepidemien udvikledes.
Det gjorde der. Sigvald Hjalgrim, der var administrator hos Kræftens Bekæmpelse, havde fundet ud af, at Københavns Kommune overvejede at smide flere generationers skolelægejournaler ud. Det fik Sigvald Hjalgrim imidlertid stoppet, og journalerne blev bevaret.
Professor fandt forsvundne årgange på loft
Der manglede dog en række årgange af journalerne. Thorkild I. A. Sørensen mener, det var den daværende skoleoverlæge, dr.med. Axel Biering fra Københavns Kommunes skoler, der fortalte ham, at de manglende årgange lå på loftet på Frederikssundsvejens skole.
Efter mange års omfattende arbejde med indtastning af informationerne i en database, har skolelægejournalerne fået plads på Københavns Stadsarkiv, hvor man egentlig efter reglerne blot skulle have taget imod tre procent af de 400.000 journaler fra Københavns Kommune.
Derned havde de været ubrugelige i sundhedsforskningen, som er præget af kvantitative analyser af data.
Arkivar: Vi kan jo ikke bevare alt
Forklaringen på, hvordan arkivreglerne er skruet sammen, får vi hos souschef og fungerende stadsarkivar Elisabeth Bloch fra Københavns Stadsarkiv.
»Det er dyrt at bevare arkivalier og derfor bevarer offentlige arkiver kun en mindre del af de arkivalier, der skabes af myndighederne og kun dem, der vurderes for at have egentlig historisk værdi,« siger Elisabeth Bloch og forklarer, at skolelægejournalerne kun skulle bevares et statistisk udsnit på tre procent som en stikprøve.
Rigsarkivarens opgave er at sikre dokumenter af historisk værdi
Minimumsbestemmelserne for, hvad der skal bevares, fastsættes af rigsarkivaren.
Rigsarkivarens mandat er, ifølge Elisabeth Bloch, at sikre bevaring af arkivalier, der har historisk værdi. Hvis den medicinske forskning har særlige behov, der rækker ud over rigsarkivarens bevaringsbestemmelser, må disse imødekommes ved, at man udskyder tidspunktet, hvor materialet bliver kasseret.
»Sådan er reglerne,« forklarer Elisabeth Bloch og fortsætter:
»Problemet er bare, hvem der skal koordinere, at det sker. I tilfældet med skolelægejournalerne, var det skolelægerne eller Københavns Kommune, der havde ansvaret, men skolelægerne havde jo travlt med at tage sig af skolebørnenes helbred, og i kommunen havde man ikke forstand på medicinsk forskning.«
Skal arkivregler bredes ud til også at omfatte forskning og borgernes rettigheder?
Elisabeth Bloch savner en debat om, hvorvidt den danske bevaringsstrategi er for snæver i sit sigte.
»Vi burde måske se på vores arkivregler i fugleperspektiv og stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig får bevaret det, vi som samfund kunne have nytte af,« siger den fungerende stadsarkivar.
Elisabeth Bloch fortæller, at man i Norge i 2013 på Stortingets initiativ gennemførte en samlet analyse af de forskellige typer arkiver (statslige, kommunale, private), som findes i Norge med henblik på at sikre en helhedsmæssig samfundsdokumentation, hvor arkivaliernes værdi vurderes i et bredere perspektiv, end vi gør i Danmark.
