For nylig fortalte 'Game of Thrones'-stjernen Emilia Clarke i et interview, hvordan hun er i stand til at leve 'helt normalt' efter to aneurismer - én i 2011 og igen i 2013 - der forårsagede hjerneskade. Hun blev efterfølgende opereret to gange i hjernen.
En aneurisme en udposning på et blodkar, som kan blive årsag til en hjerneblødning - ofte ledsaget af svær hovedpine eller smerte.
Så hvordan kan mennesker overleve og trives på trods af, at de, som Emilia Clarke udtrykker det, 'mangler et godt stykke' af deres hjerne?
Afgørende for at forstå, hvordan hjerner kan komme sig efter traumer, er, at de er fantastisk plastiske - hvilket betyder, at vores krops supercomputer kan omorganisere og ombygge sig selv.
Vores fantastisk plastiske hjerner
Hjernen kan tilpasse sig og ændre sig på utrolige måder. Den gør det lige nu, mens vi danner nye minder.
Det er ikke sådan, at hjernen har udviklet sig til at kunne håndtere hjernetraumer eller slagtilfælde eller aneurismer.
Vores forfædre døde formentlig, hvis det skete. Vi har faktisk udviklet meget tykke kranier for at forsøge at afværge hjernetraumer i første omgang.
Den neurale plasticitet er et resultat af, at vores hjerner har udviklet sig til at være indlæringsmaskiner. De giver os mulighed for at tilpasse os skiftende miljøer, samt at lette indlæring, hukommelse og fleksibilitet.
Denne funktionalitet betyder også, at hjernen kan tilpasse sig efter visse skader og finde nye måder at fungere på.
Mange organer ville slet ikke være i stand til at komme sig efter alvorlig skade.
Men hjernen bliver ved med at udvikle sig gennem livet. På et mikroskopisk niveau ændrer du hjernen til at skabe nye minder hver dag.
Denne ekstraordinære masse af blødt væv, som vejer cirka 1.500 gram og har form som en valnød og med mere kraft og kapacitet end selv den mest kraftfulde supercomputer – den har en utrolig evne til at tilpasse sig.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Hvad vil det sige at sige, at dele af hjernen 'mangler'?
Hjernen har brug for en konstant og stabil forsyning af iltet blod. Hvis den kommer til skade – for eksempel ved en aneurisme, et pludseligt stød mod kraniets inderside, et slagtilfælde eller wn operation - risikerer ilt-tilførslen at blive afbrudt.
Nogle gange bliver et stykke fjernet kirurgisk, eller et område dør som følge af mangel på ilt.
For eksempel reagerer visse person med epilepsi ikke på lægemidler. Takket være ekstraordinære hjerneafbildningsteknikker kan vi potentielt finde det nøjagtige sted i hjernen, hvor anfaldet starter, og i stedet fjerne den del af hjernen.
Hvordan tilpasser hjernen sig efter en skade?
Hjerne har omkring 100 milliarder neuroner (nerveceller) og mere end en billion synapser (en synaps er overgangsstedet mellem to neuroner, hvorigennem et neuron kommunikerer med det næste neuron).
De omorganiserer sig og trækker konstant nye forbindelser som reaktion på nye oplevelser og for at gemme og hente information.
Ved hjerneskade kan forandringerne være større med nye forbindelser omkring skaden. Disse synapser kan omorganisere sig selv for at omgå den beskadigede del af hjernen.
Axoner (som er den af en nervecelles forgreninger, der leder nerveimpulsen bort fra nervecelle-legemet), danner nervefibre, der bliver sendt ud til nye steder som reaktion på signaler, de får fra det beskadigede område.
Nye neuroner bliver 'født' hele vores liv
Men der er en anden form for plasticitet kaldet neurogenese, som dannelsen af nye neuroner kaldes. Dette involverer små 'lommer' i hjernen, hvor nye neuroner bliver 'født' hele vores liv.
Der er evidens for, at disse neurale stamceller efter hjerneskade kan stimuleres og migrere til skadesområdet, hvor de danner nye neuroner.
Neurorehabilitering kan omfatte fysisk rehabilitering og talerehabilitering, og der forskes også i at bruge lægemidler til at øge neuroplasticiteten. Det kan muligvis også bruges ved langsommere former for degeneration, som Parkinsons eller Huntingtons sygdom.
Mange faktorer har effekt
Som Emilia Clarke bemærker, er det ikke alle, der oplever signifikant bedring efter traumatisk hjerneskade; mange oplever desværre et vedvarende handicap.
Mange faktorer påvirker den måde, hjernen reagerer på rehabilitering, herunder omfanget og placeringen af hjerneskaden, genetik, livsstil og livshistorie.
En del patienter oplever også personlighedsændring efter en traumatisk hjerneskade.
Et eksempel er jernbanearbejderen Phineas Gage, som i 1840'erne kom ud for en ulykke, der forandrede hans personlighed fuldstændig.
En jernstang gennemborede Phineas Gages kranie og hjerne og ødelagde en stor del af hans frontallap. Til alles overraskelse overlevede han, men den før så ordentlige Gage, der var både velanset og kristen, var forandret. Han drak og kom i slagsmål.
Hvordan giver man hjernen den bedste chance i livet?
Jeg vil slutte med fem gode råd for hjernesundhed:
- Kost: Ny evidens viser en sammenhæng mellem hjernesundhed og kropssundhed, blandt andet tarmmikrobiomet, så det er godt for hjernen såvel som resten af kroppen at spise sundt
- Stress: Et højt niveauer af kronisk stress kan kan skade hjernen
- Søvn: Vi ved, at god søvnhygiejne er meget vigtig for en sund hjerne
- Kognitiv eller mental træning: Er fantastisk gavnligt for hjernen og kan potentielt bremse hjernens aldring
- Fysisk træning: Fysisk aktivitet er lige så godt for hjernen, som det er for kroppen
Selvom vi ikke kan gøre noget ved vores genetik, kan vi ændre vores livsstil for at give hjernen den bedste chance og potentielt bremse hjernealdringen.
Jo sundere din hjerne er, desto større sandsynlighed er der for, at den kan omorganisere sig selv og trække nye forbindelser samt hele, hvis den bliver skadet, og være modstandsdygtig over for de negative aspekter af hjernens aldring som Alzheimers sygdom og andre former for demens, så de kan forsinkes eller afværges.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
