Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Forurening efterlader giftige partikler i vores hjerner

Annonce:

Bor du i en forurenet storby, kan det være, at du bogstavelig talt har nanomagneter på hjernen.

Ny forskning peger nemlig på, at forurening ikke blot gør luften usund for miljø og lunger, men også efterlader det potentielt giftige mineral magnetit i din hjerne, skriver Sciencemag.

Det bekymrer forskerne, fordi magnetit i hjernen er giftig. Det ødelægger hjernecellerne på en måde, som er meget lig det der sker, når mennesker rammes af Alzheimer's sygdom.

Forskerne ved, at mennesker med Alzheimer's sygdom har en særlig stor koncentration af magnetit i hjernen, og luftforurening har før vist sig at være forbundet med øget risiko for Alzheimer's sygdom. Man ved dog endnu ikke med sikkerhed, om partiklerne fra luftforureningen virkelig er skyld i demenssygdommen.

»Paradigmet har indtil videre været, at magnetit bliver skabt naturligt i hjernen,« siger fysiker Barbara Maher fra Lancaster University, der står bag den nye forskning, ifølge Sciencemag.

Men da hun og hendes gruppe undersøgte hjernemasse fra 37 mennesker i England og Mexico, fandt de ud af, at langt størstedelen af magnetit i hjernen kom fra industriel luftforurening.

»Vi taler om millioner af magnetit-partikler per gram frysetørret hjernemasse – det er ekstraordinært,« siger Barbara Maher til The Guardian.

Annonce:

Resultaterne er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.