Forskere: Skydeidræt ser ud til at hjælpe børn med ADHD

ADHD og skydeidræt lyder sikkert for de fleste som en lidt underlig og måske ovenikøbet sprængfarlig cocktail.

Ikke desto mindre har DGI siden 2012 samarbejdet med udvalgte skoler og skytteforeninger om at tilbyde skydetræning i skoletiden til børn med ADHD og ADHD-lignende symptomer.

Børnene og deres forældre oplever, at skydetræningen hjælper børnene til at fungere bedre i dagligdagen.

Gennem de sidste tre år har en gruppe forskere på Syddansk og Aarhus Universitet undersøgt, om skydetræningen hjælper på børnenes ADHD-symptomer. Og det er der noget, der tyder på.

»Børnene fortæller, at de kropslige teknikker, de har lært at bruge i skydningen, dem kan de bruge i skolen og derhjemme. Flere af dem beskriver, at de har nemmere ved at føre en samtale til ende og ikke hele tiden bliver distraheret,« fortæller projektleder og ph.d.-studerende Annegrete Månsson til Videnskab.dk.

Resultaterne er udgivet i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nordic Journal of Psychiatry.

Skydning en gang om ugen

I sit ph.d.-projekt har Annegrete Månsson fulgt 128 børn med ADHD og ADHD-lignende vanskeligheder.

Halvdelen af børnene gik til skydning i en skytteforening gang om ugen i et halvt år i skoletiden.

Den anden halvdel var kontrolgruppe og gik ikke til skydning. Læs mere i boksen under artiklen.

Hun har foretaget observationer i skoler og skytteforeninger, lavet kvalitative interviews med seks børn, deres forældre, skolelærer og skytteinstruktører.

Og hun har indsamlet spørgeskemaer fra lærere, forældre og børnene, og så er børnene blevet testet i en computertest, som måler ADHD-symptomer.

Studiet viser at:

• Lærerne ikke kan mærke forskel på børnene, som har gået til skydeidræt.
• Forældrene mener, at børnene klarer sig bedre efter skydeidrætten.
• Børnene, som har gået til skydeidræt, oplever, at de bedre kan fokusere og koncentrere sig, og de er gladere og mere tilfredse med livet.
• Computertesten viser, at børnene som har gået til skydeidræt, klarer sig bedre end kontrolgruppen. Børnene har taget testen, da studiet gik i gang og igen efter seks måneder. Og her klarer kontrolgruppen sig faktisk dårligere ved anden måling, mens der i skydegruppen ses en lille forbedring.

Professor: »Jeg kan ikke anbefale skydeidræt ud fra det her«

Studiet har dog flere begrænsninger, som gør, at det er svært at konkludere noget endegyldigt.

»Det er et rigtig interessant studie, og idéen er super god, så jeg vil helst ikke skyde det ned. Men jeg kan ikke ud fra de her resultater anbefale skydeidræt til børn med ADHD,« siger professor i børne- og ungdomspsykiatri på Aarhus Universitet, Per Hove Thomsen, til Videnskab.dk.

Han peger på en vigtig begrænsning ved studiet, som faktisk gør det umuligt at vide, om skydeidrætten reelt har gjort en forskel.

Børnene er ikke blevet fordelt ved lodtrækning til enten skydeidræt eller kontrolgruppe.

Dem, der skulle gå til skydeidræt, blev udvalgt af lærerne, og de blev sammenlignet med børn, som ikke var udvalgt til skydeidræt, og hvor nogle kom fra helt andre skoler.

Tre udfordringer ved manglende lodtrækning

Per Hove Thomsen nævner tre udfordringer ved den manglende lodtrækning:

Måske har børnene i skydegruppen til at starte med været lidt mere velfungerende og har haft mere opbakning og støtte fra skolen og hjemmefra sammenlignet med kontrolgruppen.

I skydegruppen er der flere børn, som har diagnosen ADHD og får medicin. Når de klarer sig bedre i computertesten kan det lige så vel skyldes medicinen som skydeidrætten.

I kontrolgruppen er der flere børn med andre vanskeligheder end ADHD-adfærd. Flere har for eksempel angst, OCD, tilknytningsforstyrrelse og psykose.

Det kan forklare, at børnene i kontrolgruppen bliver dårligere til den objektive computertest, mens børnene i skydegruppen holder niveauet.

Det betyder, at skydegruppen og kontrolgruppen faktisk ikke kan sammenlignes, og de forskelle, forskerne finder til sidst, kan lige så godt skyldes alle mulige andre ting.

Forskergruppe er opmærksom på begrænsninger

Forskergruppen bag studiet, som ud over Annegrete Månsson udgøres af professor og psykolog Kirsten K. Roessler, lektor Mette Elmose Andersen og professor og psykiater Søren Dalsgaard, Aarhus Universitet er ikke uenige med Per Hove Thomsen.

De var fra starten opmærksomme på den begrænsning, og på, at der faktisk er store forskelle på kontrolgruppen og skydegruppen.

»Det er helt klart en begrænsning, og hvis det på nogen måde er muligt, så vil jeg anbefale fremtidige studier at inddele børnene ved lodtrækning. Rent logistisk kunne det bare ikke lade sig gøre,« siger Annegrete Månsson.

De lægger dog vægt på, at man skal se på de samlede resultater af forskningsprojektet, og her indgår faktisk også et kvalitativt studie.

Resultaterne af det udkommer til oktober i Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, nr. 5, men Videnskab.dk har fået lov at læse artiklen.

Børn og forældre mærker en forskel

I det kvalitative studie har forskerene lavet interview med både børn, forældre og skolelærer, hvor de fortæller, hvordan de oplever effekten af skydeidrætten.

Her fortæller flere børn og deres forældre, at børnene har fået nemmere ved at holde fokus på en ting ad gangen, efter de har gået til skydeidræt.

De teknikker, de har lært på skydebanen, med at stå helt stille, bruge åndedrættet og fokusere kun på målskiven, føler de, de kan bruge i dagligdagen.

En dreng fortæller for eksempel sådan her i den videnskabelige artikel:

»Jeg har lagt mærke til, at jeg fokuserer på ét sted i stedet for flere steder på en gang… Før, der kunne jeg slet ikke fokusere, der kunne jeg næsten ikke høre, hvad de snakkede om i timen, fordi der sad jeg bare og kiggede alle andre steder. Det er med stor sikkerhed at sige, at det er med hjælp fra skydningen… fordi man sigter, man prøver at fokusere på én ting… og så giver man sig selv et mål.«

Børnenes oplevelse passer med computertest

»Flere af børnene beskriver, at de er blevet bedre til at fokusere på en ting af gangen. De fortæller for eksempel, at de er blevet bedre til at fastholde en samtale med andre,« siger Annegrete Månsson.

Den oplevelse bliver bestyrket af, at forældrene også oplever, at børnene klarer sig bedre.

»Derudover er det interessant, at den objektive computertest også viser, at de klarer sig bedre end kontrolgruppen,« siger Annegrete Månsson.

Der er det dog igen vigtigt at være opmærksom på, at kontrolgruppen er så meget anderledes, understreger Per Hove Thomsen.

»Det er rigtigt, at de klarer sig bedre end kontrolgruppen, men vi kan ikke vide om det skyldes skydetræningen, medicinen eller at de har bedre støtte og måske nogle bedre lærere,« siger han.

Med andre ord; måske havde de oplevet samme positive udvikling uden skydeidrætten.

»Jeg kan helt klart se Per Hove Thomsens pointer. Hvis vi kun ser på resultaterne af det kvantitative studie (hvor forskerne har målt effekterne af skydetræningen med spørgeskemaer og computertest red.), er det rigtigt, at vi ikke kan vide, om ændringerne skyldes skydeidrætten eller alt muligt andet,« siger Annegrete Månsson.

»Men når vi laver interview med børnene og de fortæller, at de gennem skydeidrætten lærer at finde ro og fokusere på én ting ad gangen, og vi hører det samme fra lærer og forældre, så giver det os en anderleders og dyberegående forståelse,« afslutter hun.

Både forskergruppen og Per Hove Thomsen håber, at der kan laves fremtidige studier af skydeidræt til børn med ADHD med en kontrolgruppe, som bedre matcher den gruppe, der går til skydeidræt.