Under hver deres bur, beskyttet mod rovdyr, ligger 36 livløse kroppe til skue. De skal følge naturens gang og nedbrydes, som kroppe nu engang gør det. Ligene her er doneret til videnskaben og er i gang med at gøre os klogere på kroppens nedbrydningsproces.
Ligene er placeret på såkaldte 'body farms', en slags videnskabelige kirkegårde, hvor et hold amerikanske forskere har holdt øje med dem i 21 dage fra dødstidspunktet. De har taget prøver af deres hud på ansigter og hofter samt jorden omkring dem.
Prøverne viser, hvordan sammensætningen af mikroorganismer i et lig ændrer sig dag for dag. Ved at analysere dem har forskerne udviklet en model, der kan bestemme dødstidspunktet i op til 21 dage efter et dødsfald, beskriver de i et nyt studie udgivet i Nature.
Modellen kan få betydning for fremtidens retsmedicinske videnskab og hjælpe efterforskere med at opklare mordsager. For 21 dage er meget længere, end man kan bestemme dødstidspunktet i dag.
Og metoden vil formentlig kunne bruges for en endnu længere periode, når der i fremtiden bliver indsamlet mere data og foretaget flere studier. Det fortæller Zachary M. Burcham, der er medforfatter til studiet og ph.d. og forsker i mikrobiologi hos University of Tennessees-Knoxville, i en e-mail til Videnskab.dk.
\ Hvordan bestemmer vi dødstidspunktet i dag?
Når retsmedicinerne i dag bestemmer dødstidspunktet, kigger de på de sikre dødstegn, fortæller Jytte Banner, der er professor ved afdeling for retspatologi på Københavns Universitet:
- Stivhed
- Ligpletter
- Forrådnelse
Hver for sig er de behæftet med en vis grad af usikkerhed, men kombinerer man de tre, kan man få et ret præcist billede af dødstidspunktet, forklarer Jytte Banner.
Metoden kan dog kun bruges til at sige noget konkret om dødstidspunktet de første dage efter dødfaldet. Stivheden forsvinder nemlig efter tre døgn, og allerede efter 12 timer er ligpletterne fikserede. At ligpletterne er fikserede betyder, at de ikke forsvinder, når man trykker på dem. Efter tre døgn har man kun graden af forrådnelse til at give et praj om, hvornår personen er død.
Mikroorganismerne tager over
Den nye metode udnytter, at det ikke er de samme mikroorganismer, der er til stede, lige efter vi dør, som når kroppen er nået længere i nedbrydningsprocessen, forklarer Marie-Louise Kampmann. Hun er specialkonsulent ved Retsgenetisk Afdeling på Københavns Universitet og har ikke været med til at udføre studiet, men har læst det for Videnskab.dk.
Ved hjælp af maskinlæring, altså kunstig intelligens, har forskerne fundet et mønster i, hvordan sammensætningen af mikroorganismer ændrer sig, i tiden efter at døden er indtruffet.
For det viste sig, at det præcis samme sæt af omkring 20 forskellige slags nedbrydende mikroorganismer dukkede op i alle 36 lig. Og de enkelte mikroorganismer ankom endda på ligene på de samme tidspunkter i den 21 dage lange observationsperiode, selvom ligene lå ude forskellige steder og på forskellige årstider.
Med den nye model kan forskerne altså forbinde en given sammensætning af mikroorganismer med et bestemt tidspunkt i nedbrydningsprocessen. Og dermed anslå, hvor lang tid personen har været død.
Forsøg i forskellige klimaer
»Det er især interessant, at den her teknik tilsyneladende virker på tværs af forskellige klimaer,« fortæller Marie-Louise Kampmann og henviser til, at de 36 lig blev placeret tre forskellige steder, hvor klimaet er tempereret eller halvtørt.
For hver sæson blev der placeret tre personer det samme sted. På den måde har forskerne kunnet tage højde for årstidernes skiftende vejr.
Selvom metoden ser ud til at virke på tværs af forskellige klimaer, kan vi ikke direkte overføre metoden til Danmark. Ikke endnu i hvert fald.
»Danmarks våde og kolde klima er ikke dækket i studiet, og derfor vil det være vigtigt at undersøge, hvordan metoden virker i et klima, der minder om vores,« forklarer Marie-Louise Kampmann.
Hun nævner Holland som et land, man eventuelt kunne indgå et sådant samarbejde med. Her er man nemlig i gang med at etablere en bodyfarm, og Hollands klima minder om vores.
Fremtidig efterforskning
Selvom Marie-Louise Kampmann kalder studiet for både flot og grundigt, pointerer hun et par ting, man skal være opmærksom på:
»Man ved ikke, hvordan ligets bakterieflora har set ud fra ‘begyndelsen’, og det gør metoden en smule usikker,« siger hun og tilføjer, at metoden heller ikke tager højde for BMI, der også har betydning for kroppens nedbrydningsfase.
På nuværende tidspunkt kan vi ikke direkte bruge teknikken til noget i Danmark. Men det åbner for muligheden for, at vi i fremtiden kan bestemme dødstidspunktet over en længere periode, end vi kan i dag, hvor vi kun kan bestemme tidspunktet op til nogle få dage efter. Det vil være en hjælp for fremtidig efterforskning, forklarer Marie-Louise Kampmann.
»Det er et stort, grundigt studie med mange kroppe og meget data og helt sikkert noget, jeg vil kigge nærmere på,« fortæller hun.






























