Svenske og amerikanske forskere har fulgt flere end 16.000 børn født i Sverige, fra børnene blev født, til de var i 20-årsalderen.
Forskerne fandt flere biomarkører, der muligvis er koblet til udviklingsforstyrrelser som autisme, ADHD og intellektuelle funktionsnedsættelser.
Det er ifølge forskerne selv det første studie, der har undersøgt tarmfloraens sammensætning i spædbarnsalderen og udviklingen af nervesystemet senere i livet.
Fandt biomarkører lang tid før diagnosticering
»Det er bemærkelsesværdigt, at det er muligt at finde biomarkører i navlestrengsblod eller i barnets afføring, mere end 10 år før en diagnose bliver stillet,« siger Eric W. Triplett i en pressemeddelelse fra Linköpings Universitet.
Han er professor ved University of Florida i USA og én af de forskere, der har ledet studiet.
Professor emeritus Johnny Ludvigsson på Linköpings Universitet har ledet studiet fra svensk side.
Han fortæller, at de finder en tydelig forskel på tarmbakterierne hos de børn, der udviklede autisme og ADHD, og dem, der ikke gjorde det.
Flere øreinfektioner
Johnny Ludvigsson fortæller i et interview ved Linköpings Universitet, at de har fundet sammenhænge med visse faktorer, der påvirker tarmbakterier.
Det gælder for eksempel antibiotikabehandling i barnets første leveår.
Især børn, der havde haft flere øreinfektioner i deres første leveår, havde en øget risiko.
Forskerne har mistanke om, at det kan kobles til antibiotikabehandlingen, og ikke til selve infektionen. En mulig forklaring er, at antibiotika forstyrrer sammensætningen i tarmfloraen, mener de.
Studiet peger også på, at risikoen for udviklingsforstyrrelser øges, hvis forældrene ryger. Omvendt har amning en beskyttende effekt.

Højere niveau af PFNAS
Det viste sig også, at børn, der senere fik stillet diagnosen, havde et lavere niveau af flere vigtige fedtstoffer i blodet fra navlestrengen.
Et af disse fedtstoffer var linolensyre, som er nødvendig for at danne omega-3-fedtsyrer i kroppen, som er betændelsesdæmpende og har flere effekter på hjernen.
Den samme gruppe havde også et højere niveau af et PFNAS-stof, som er en stor gruppe af kemiske fluor-stoffer, der blandt andet bruges til brandslukning, og som har vist sig at påvirke immunsystemet negativt. Stoffet trænger ind i kroppen gennem drikkevand, mad og luften, vi indånder.
»Et flot studie«
Rasmus Goll er overlæge og professor ved Institut for Klinisk Medicin ved UiT, Norges arktiske universitet. Han har læst studiet.
»Det er et rigtig godt studie, hvor forskerne over tid har indsamlet en masse data og dermed formået at skaffe både klinisk information og biologiske prøver, længe før diagnoserne bliver stillet.«
De store styrker ved studiet er designet og det store antal personer, der er undersøgt, mener Rasmus Goll.
Svagheder ved studiet
Men der er også visse svagheder ved studiet, påpeger han.
Et af flere problemer er, at den kliniske information, som kost, rygning og antibiotikabrug, er baseret på et spørgeskema til forældrene. De skal svare på, hvad der er sket i de seneste to til fem år.
»At svare retrospektivt kan give meget støj og utilstrækkelig registrering. Bare én ting som kost er ekstremt svært at få gode data på. Kan du huske, hvad du fik til aftensmad i tirsdags?«
Lidt for entusiastisk?
Forskerne står med et omfattende datasæt, og det er et uhyre komplekst problem. Forskernes konklusioner, for eksempel når det kommer til den rolle, antibiotika kan have, kan virke lidt for entusiastisk,« mener Rasmus Goll.
»De argumenterer for, at de ser ændringer i tarmfloraen, før diagnosen bliver stillet. Det styrker bestemt observationen.«
Årsag eller virkning?
Der er dog fortsat et stykke vej, før man kan sige, at antibiotika er årsagen til udviklingsforstyrrelserne, mener han.
»Vi ved ikke, om ændringerne er en årsag eller en virkning. Det kan lige så godt være påvirket af en tredje proces, der er i gang, længe før diagnosen bliver stillet.«
Observationerne bør følges op af nye studier, hvor man målretter analyserne mod det, der så interessant ud i dette første materiale, slutter Rasmus Goll.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
\ Kilder
Lyt til podcasten Brainstorm
Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen? Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på 'subscribe' eller søge efter 'Brainstorm' i en podcastafspiller på din mobiltelefon.






























