Hvis du trænger til at imponere folk, burde du seriøst lære at udføre 'the one-inch punch'.
Slaget, som den legendariske skuespiller og kampsportsudøver Bruce Lee gjorde berømt i 1960'erne, går i sin enkelthed ud på at smadre et solidt træbræt med den bare næve, selvom hånden kun har et tilløb på et par centimeter.
Fordele ved the one-inch punch: Pigerne vil flokkes om dig, og din street-respekt eksploderer.
Sandsynlig ulempe: Du lærer det aldrig.
Koordination er alting
Nu sidder nogle af Videnskab.dk's mest pumpede læsere sikkert og hamrer i bordet over påstanden om, at det skulle være umuligt for dem at lære 'the one-inch punch'. JEG KAN GODT, tænker I måske.
Problemet er, at selvom det også kræver rå muskelstyrke at kunne udføre sådan et slag, er det langt fra det vigtigste.
»Muskelfibre dikterer ikke koordination. Koordination og timing er de essentielle faktorer bag bevægelser som the one-inch punch,« forklarer Jessica Rose, professor i biomekanik ved Stanford University, til popularmechanics.com.
Bruce Lee slår med hele kroppen
Selvom Bruce Lees udførelse af slaget varer under et sekund, er der mange faser i selve bevægelsen, og de inkluderer de fleste dele af hans krop. Derfor er koordination og timing altafgørende.
Jessica Rose forklarer, hvad der egentlig sker i de millisekunder, hvor Bruce Lee går fra at stå i stilstand med hånden et par centimeter fra brættet, til han har smadret det.
»Han strækker først sine ben ud i en eksplosiv bevægelse. Benenes pludselige udstrækning forstærker den fart, han drejer hoften med, hvilket tvinger hans skulder og dermed arm og hånd fremad,« siger Jessica Rose og tilføjer, at Bruce Lee trækker knytnæven hurtigt tilbage, efter den får kontakt med brættet, for at komprimere kraften i slaget.
Alt skal times præcist
Til jer der tænker, at I da sagtens kan
- strække benene
- dreje hoften
- skubbe skulderen frem og
- slå i løbet af et par millisekunder
er der ikke andet at sige end: Dejlig selvtillid! Det er bare stadigvæk ikke nok.
Den ultimative grund til, at Bruce Lee pulveriserer træbrættet, er nemlig, at han afløser hver fase med den næste på præcis det tidspunkt, hvor fasernes acceleration har nået sit toppunkt.
Det vil sige, at han først begynder at dreje hoften, når benenes udstrækning har nået den maksimale fart. Og det er i virkeligheden derfor, han formår at ramme brættet med så voldsom kraft, selvom slaget varer tæt på ingen tid.
Er du stadigvæk frisk på at gøre ham kunsten efter?
