I marts 2015 publicerede norske forskere et studie, der viste, at træningshormonet irisin - der kan forbrænde fedt for dig, uden at du rører en finger - alligevel ikke findes.
Irisins opdagere er dog uenige og mener, at de har hårdtslående beviser.
Spørgsmålet om irisin har udviklet sig til et klassisk tilfælde af en videnskabelig nahej- og johov-kamp.
LÆS OGSÅ: Vægttab uden træning - en realitet i nær fremtid?
Hormon forbrænder (efter sigende) fedt
Det hele startede i 2012, da Bruce M. Spiegelman og kollegaer opdagede, at menneskets muskler udskiller hormonet irisin, når vi træner. De mente, at hormonet fik fedtcellerne til at forbrænde fedt i stedet for at producere det.
Denne opdagelse fik stor opmærksomhed, da den gav håb for en træningspille, der kunne give gode træningsresultater for selv den inaktive sofakartoffel.
Men så kom der indvendinger.
Andre forskere finder ikke irisin
Flere andre forskere fandt ikke spor af irisin i kroppen ved fysisk aktivitet. De fandt heller ikke, at irisin skulle påvirke fedtforbrændingen.
Forskerne kritiserede også Spiegelmans målemetoder og mener, at der er en mutation, der gør, at kroppen kun kan producere en minimal produktion af irisin.
I marts 2015 publicerede Christian Drevon fra Universitetet i Oslo sammen med internationale kolleger en videnskabelig artikel, som mere eller mindre afskrev det såkaldte træningshormon som en myte.
Men nu er Spiegelman tilbage med nye målemetoder og resultater.
»Disse data demonstrerer tydeligt, at irisin findes, cirkulerer rundt i kroppen og bliver reguleret af træning,« skriver Spiegelman i sidste udgave af tidsskriftet Cell Metabolism.
Ikke overbevist kollega: Metoden skal tjekkes
Med de nye målemetoder fandt Spiegelman, at stillesiddende personer havde 3,6 nanogram irisin per milliliter blod, mens personer, der dyrkede krævende fysisk aktivitet, havde 4,3 nanogram irisin per milliliter blod.
»Menneskelig irisin cirkulerer i lige så høje, eller højere, niveauer som de andre vigtige hormoner,« skriver Spiegelman.
Spiegelman er uenig i, at en mutation forhindrer kroppen i at producere irisin og bebrejder også Drevon og kollegaer for at bruge upræcise målemetoder.
Men Drevon er stadig ikke overbevist: »Spiegelman og kolleger har godt nok fundet en bedre metode at måle irisin på, men metoden skal tjekkes af andre forskere, før den kan godkendes,« skriver Drevon i en e-mail til forskning.no.
Få deltagere gør resultaterne usikre
Drevon påpeger, at der kun er 10 personer med i Spiegelmans studie – 4 stillesiddende og 6 aktive. Dette øger risikoen for, at resultaterne styres af tilfældigheder og individuelle variationer hos forsøgspersonerne.
»Hvis det er rigtigt, at irisin cirkulerer i blodet, er der stadig ikke bevis på, at der bliver produceret mere, når vi træner,« skriver Drevon.
Spiegelman præsenterer ikke dokumentation for, at irisin har nogen indvirkning på fedtvævet.
Tidsskrifter er ikke interesseret
Både Spiegelmans nye og gamle studier er publiceret i prestigefulde videnskabelige tidsskrifter. Disse tidskrifter har indtil videre ikke været interesseret i at bringe forskning, der strider imod.
»Det er slående, at vi ikke kan få vores studier publiceret i Nature og Cell Metabolism, så vi kan præsentere andre data, end dem Spiegelman-gruppen har vist,« skriver Drevon.
Oversat af: Ida Kløvgaard






























