Emma fra 4. klasse: Hvorfor kan jeg spille efter gehør, mens andre kan have svært ved det?

»Må vi så lige få kammertonen?«

Til det spørgsmål kan Emma, der går i 4.klasse, og som er med i Videnskabsklubben, frejdigt svare:

»Ja, det kan du, og med ret stor præcision endda.«

Hun har nemlig det, man kalder gehør.

Det vil sige, at hun ret præcist kan høre, hvilken tone for eksempel en violin giver, hvis man lader buen glide hen over en af strengene.

Emma har spurgt Videnskab.dk, hvorfor nogle mennesker er i stand til at bestemme toner, mens andre ikke er. Til at svare på det har vi talt med jazzmusiker, hjerneforsker og professor Peter Vuust, der er leder af Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet.

Varianter af gehør

Når man taler om gehør, er der ifølge Peter Vuust to varianter: Relativt og absolut gehør, men man taler også om dårligt gehør.

Vi begynder med den relative variant.

»Næsten alle mennesker har relativt gehør i et vist omfang. Det indebærer, at man kan høre, at to toner forholder sig til hinanden. For eksempel at den ene er højere end den anden,« siger Peter Vuust.

Det kaldes ‘relativt gehør’, fordi man kan have et mere eller mindre godt gehør.

Nogle er måske i stand til at høre det specifikke interval mellem to toner, mens andre måske kun lige akkurat er i stand til at høre forskel på to toner, men det kaldes stadig gehør.

Che Guevara havde ikke en tone i livet

Dårligt gehør er derimod, når man slet ikke er i stand til at kende forskel på to toner. Det kaldes ‘amusi’ - eller måske lidt mindre sødt: at være tonedøv.

»Hvis man for eksempel spiller ‘Happy Birthday’ uden tekst for folk med amusi, kan de ikke genkende sangen, selvom det er så velkendt en melodi. De fleste, der beskriver sig selv som tonedøve, er det dog faktisk ikke,« siger Peter Vuust.

Der er nemlig forskel på ikke at kunne producere toner, altså synge rent, sammenlignet med at høre forskel på to toner.

»Mange kan ikke høre, at de synger falsk. Når nogle folk synger, laver de automatisk en idé i deres eget hoved om, hvordan sangen rent faktisk skal synges. Men det, der kommer ud, lyder i virkeligheden forfærdeligt,« siger Peter Vuust.

Amusi er dog mere sjældent: Det er kun cirka én procent af befolkningen, der rent faktisk er tonedøve. Peter Vuust vil dog gerne understrege, at det ikke har noget at gøre med intelligens.

»Økonomen Nelson Friedman er en blandt flere nobelprismodtagere, der havde amusi, og Che Guevara havde heller ikke en tone i livet,« siger Peter Vuust.

Absolut gehør

Mere sjældent er det dog at finde en person med det, der hedder ‘absolut gehør’.

»Det er karakteriseret ved, at hvis jeg nu går ned og spiller en tone på et klaver, og en med absolut gehør kommer ind ad døren, kan personen sige akkurat, hvilken tone der var tale om,« siger Peter Vuust.

Kun én ud af 10.000 har den særlige egenskab, og i Danmark er der kun omkring 500 personer, der på den måde oplever livets lyde på en helt anden måde end resten af os.

»Folk med absolut gehør hører verden anderledes. Når en ambulance kører forbi, siger det ikke ‘BA-BU-BA-BU-BA-BU’. De hører i stedet ‘D-Bb-D-Bb-D-Bb-D-Bb’ - altså tonerne, som sirenen spiller,« siger Peter Vuust.

Absolut gehør er dog også lidt relativt. Mange har det ikke fuldstændigt og har måske nemmere ved at høre tonerne på de hvide tangenter på klaveret fremfor de sorte. Ens gehør bliver samtidig også dårligere i takt med, at man bliver ældre.

Det er dog ikke altid en fordel at have absolut gehør. Det kan for eksempel være svært at synge i kor, fordi de opfanger toner på en så anderledes måde sammenlignet med andre mennesker.

»I et kor falder tonen ofte en lille smule i løbet af en sang. Så den node en person med absolut gehør læser, stemmer måske ikke helt overens med, hvilken tone der bliver sunget, og det kan være meget forvirrende for personer med absolut gehør. Et klaver, der ikke stemmer, er også et mareridt for en person med absolut gehør,« siger Peter Vuust.

Nogle sange af The Beatles kan også være helt mærkelige at lytte til, hvis man har absolut gehør. Det skyldes, at flere af deres sange blev skruet op i tempo i produktionen, og det har gjort tonen ‘skæv’ i forhold til normalen.

Arv og miljø

Der er to ting, der betyder noget for ens gehør: arv og miljø. Eller sagt på en anden måde: Det handler både om gener og om træning.

Hvis der er andre i ens familie, der har absolut gehør, er der 8 til 16 gange større chance for selv at have evnen. Og mellem 25 og 40 procent af alle, der har søskende med absolut gehør, får også egenskaben selv.

Der er blevet udført studier, hvor man har undersøgt, hvordan en- og tveæggede tvillinger klarer sig i forhold til gehør, og resultaterne har talt for teorien om, at gehør er arveligt.

I en af undersøgelserne skulle deltagerne gengive en musikstump, som de i begyndelsen af undersøgelsen havde lyttet til. De tveæggede tvillinger fik som forventet den samme score som kontrolgruppen, og der var oftest ikke ligevægt i scoren mellem tveæggede tvillinger.

De enæggede tvillingepar fik til gengæld ofte den samme score. Så konklusionen var, at de havde et meget ens gehør, og at det var ens, fordi enæggede tvillinger - i modsætning til tveæggede tvillinger - har en ret identisk genetik.

»Det viser med al sandsynlighed, at arvelighed betyder noget for ens gehør, fordi man går ud fra, at tvillinger oftest har den samme opvækst,« siger Peter Vuust.

Hvis man har absolut gehør, afhænger det, som sagt, dog ikke kun af genetik.

»Det er også nødvendigt, at man spiller et instrument tidligt - og helst et, der bliver i stemning (for eksempel et godt klaver, red.). Hvis man har en guitar, der mister sin tuning, bliver ens gehør dårligere, fordi det handler om at få koblet tonen til hjernen,« siger Peter Vuust.

Som musiker bliver man undervist i det, der hedder hørelære, som handler om, at man bliver mere bevidst om musikken. Det træningsmæssige har på den måde også stor betydning for ens gehør.

Er der hul igennem?

Der er flere forskellige områder i hjernen, der arbejder sammen i forhold til ens musikalske evner.

Tæt på ørerne lige omkring tindingerne sidder den primære høresans. Det er det område, som registrerer den lyd, der kommer ind i øret og rammer trommehinden.

Længere fremme i hjernen er et andet og helt afgørende område for vores evne til at genkende toner og adskille dem fra hinanden. Det hedder ‘den inferiore frontale gyrus’ og sidder i frontallappen.

Her bliver lyden på en måde fortolket og gør potentielt en i stand til at høre, hvilken specifik tone lyden har.

»Problemet for dem, der er tonedøve, er, at de baner, der går mellem de to områder i hjernen, kan være for små. Der er simpelthen ikke nok hul igennem, og så kan den ene del af hjernen ikke modtage lydene. De kan ikke få bevidstheden til at gøre noget med det, der kommer fra øret,« siger Peter Vuust.

Ens gehør har til gengæld intet at gøre med audiologi. Altså helt konkret, hvor godt eller dårligt ens øre er til at høre.

Asymmetrisk hjerne giver absolut gehør

Blandt personer med absolut gehør er det interessant at se på hjernen. Hos dem kan man nemlig se, at området ved tindingelappen i venstre side af hjernen bagved den primære høresans, som hedder ‘Planum temporale’, er større. Der er altså større asymmetri i forhold til folk uden absolut gehør.

»En teori - som vi dog ikke har så meget belæg for endnu - handler om, at venstre side af hjernen primært er dér, hvor sprogsansen sidder. Absolut gehør er i virkeligheden en kobling mellem noget, man hører, og så en bevidst bearbejdning - måske en sprogliggørelse af tonerne - så der kan være en sammenhæng dér,« siger Peter Vuust.

Noget, der taler for teorien, er det faktum, at der er en større forekomst af absolut gehør blandt mennesker med mandarin, som er det officielle sprog i Kina, som modersprog.

»Mandarin er et tonalt sprog, hvilket vil sige, at tonehøjden har betydning i sproget. Teorien er altså, at folk, der taler mandarin og har absolut gehør, er blevet trænet mere i det, fordi toner er en del af deres sprog,« siger Peter Vuust.

Kan man træne sig til absolut gehør?

Det korte svar er nej.

»Hvis man nu er 15 år og tænker, »jeg vil også gerne have absolut gehør«, må jeg desværre nok skuffe. Rigtig mange har forsøgt at træne sig til det, og der findes rigtig mange ‘træn dit absolut gehør’-DVD’er, og de kan godt virke kortvarigt, men der findes ikke et eneste eksempel på en person, der har trænet sig til absolut gehør på den lange bane,« siger Peter Vuust.

Man kan dog sagtens blive dygtigere til at genkende forskelle mellem toner, skalaer og akkorder, altså relativt gehør, så træning i gehør er slet ikke ligegyldigt. Men det er ikke muligt at tillære absolut gehør, fordi det simpelthen er en helt anden måde at lytte til verden på.

Hvis man er nysgerrig på at vide mere om gehør og hjernen, kan man læse Peter Vuusts bog ‘Musik på Hjernen’.

Tak til Emma for det gode spørgsmål. Vi kvitterer naturligvis med en T-shirt for det.

Hvis du også skulle sidde med et spørgsmål, en undren eller et mysterium, som du mangler svar på, kan du skrive til os på sv@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk. Så kan det være, at vi udvælger dit spørgsmål og prøver at finde en forsker, der er i stand til at give dig et fyldestgørende svar.