»Det er ydmygende. Du skal skide i en bakke.«

Lars på 48 år er indlagt på retspsykiatrisk afdeling P3 i Middelfart, hvor han er ved at afsone en dom på 240 dage.

Han har haft et turbulent liv med psykisk sygdom og misbrug, siden han var 13 år. Han har været indlagt både i den almindelige psykiatri og i retspsykiatrien, og han har været bæltefikseret mange gange. Nok omkring 20 gange, når han tænker tilbage.

Sidst var for nogle måneder siden, hvor han havde drukket finsprit og med en promille på 1,25 var blevet aggressiv over for personalet.

»De bruger det til at rense sår med, men man kan godt drikke det og blive fuld af det,« fortæller han Videnskab.dk.

Han lå kun i bæltet i omkring seks timer, til promillen var faldet igen.

»Det var egentlig okay. Jeg kan ikke se, hvad de ellers kunne have gjort for at få mig ned,« siger han.

Men i 2006 lå han i bælte i 100 dage. Det svarer til cirka tre måneder både nat og dag. Han sov fastspændt til en seng med bæltet om maven og remme om arme og ben.

Han fik blodfortyndende medicin for at undgå blodpropper og sovemedicin for at kunne sove i samme stilling hver nat.

Når han skulle forrette sin nødtørft, blev der båret en potte ind.

»Det er ydmygende. Du skal skide i en bakke foran en hel masse mennesker. Man mister en del af sig selv. Man forandrer sig lidt. Man mister tilliden til sine medmennesker,« fortæller han.

I første omgang var han blevet bæltefikseret af politiet, som havde hentet ham hjemme hos hans mor, hvor han var gået amok. Da han kom ind på den retspsykiatriske afdeling i Middelfart, valgte lægen, at han fortsat skulle være bæltefikseret.

Jo længere bæltefikseringen varede, jo mere aggressiv og frustreret blev Lars.

»Jeg følte afmagt. Jeg følte ikke, det var berettiget. Jeg følte, de var efter mig.«

Lars var endt i en såkaldt bæltefikseringsspiral, hvor fikseringen gjorde ham gradvist mere aggressiv, og hans aggressive adfærd var det, der var med til at opretholde bæltefikseringen.

Det kan du læse mere om i denne artikel:

Retspsykiatri: Vrede og frygt fører til bæltefikseringer i månedsvis

Patienter føler sig alene og magtesløse

Lars er langt fra alene med sine oplevelser af afmagt og frustration, viser ny dansk forskning, hvor forskere har interviewet 20 retspsykiatriske patienter om deres oplevelser med bæltefikseringer.

Forskerne har talt med patienterne om, hvad der skete op til bæltefikseringen, mens de lå i bælte og efter bæltefikseringen.

»Ofte skyldes bæltefikseringerne med patienternes øjne, at de har udvist det, vi kan kalde en åbenlys protest-reaktion. Typisk fordi de har oplevet, at personalet ikke har lyttet til dem eller har kunnet imødekomme deres behov,« fortæller ph.d. og lektor på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Ellen Tingleff.

Hun har lavet studiet, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Mental Health Nursing.

Patienten bliver aggressiv og truende. Der bliver kaldt alarm. 10 mand kommer løbende, og det går hurtigt, og patienten oplever det som meget voldsomt, når han bliver lagt i bælte.

Typisk bruger man et mavebælte, men det kan suppleres med remme om arme og ben, hvis patienten slår og sparker, og en maske hvis patienten spytter meget.

»Så ligger de der i bæltet og er stadig vrede, og flere af patienterne oplever, at den faste vagt, som skal sidde ved dem, afviser dem, og at lægen er overlegen. De oplever, at der ikke er nogen, der prøver at tale med dem,« siger Ellen Tingleff.

Nu er det studie jo lavet for at undersøge patienternes perspektiv, så vi kan ikke vide, om personalet faktisk har forsøgt at tale med patienten. Men måske er patienten truende, og personalet bliver simpelthen bange.

Tidligere dansk forskning har vist, at personalet kan være bange, og det kan få dem til at vælge bæltet frem for en mindre indgribende foranstaltning.

Måtte ikke ringe til sin mor

Lars har også oplevet at blive bæltefikseret, netop fordi personalet ikke ville imødekomme hans ønsker og behov.

»Det var engang, hvor jeg lige var blevet indlagt, og jeg ville ringe til min mor for at fortælle hende det. Men det måtte jeg ikke, fordi klokken var 22.30 om aftenen. Så ville jeg smadre ruden ind til telefonrummet. Jeg havde glemt, at det var panserglas, så jeg brækkede hånden. Dér blev jeg lagt i bælte,« fortæller han.

En del patienter i Ellen Tingleffs studie oplever, at de har været oppe at køre og aggressive og truende, men at de faktisk er faldet ned, og så er de alligevel blevet bæltefikseret.

»Jeg interviewede for eksempel en patient, som spurgte mig: “Ellen er du gift?” Og det er jeg jo. “Hvis du bliver rigtig sur på din mand derhjemme, kan du så finde på at smække med døren?” Jo, det kan jeg jo nok godt, hvis jeg bliver sur nok. “Hvis jeg gør det én gang her, så bliver jeg fikseret”. Eksemplet her viser, at de oplever, at tolerancen er meget lav i forhold til aggression,« siger Ellen Tingleff.

Fra verbale trusler til stille protest

I sit studie finder Ellen Tingleff frem til, at patienter beskriver to årsager til bæltefikseringen:

• De havde en konflikt med personalet og blev bæltefikseret, fordi de reagerede med trusler eller aggression.
• De blev bæltefikseret på grund af symptomer relateret deres psykiske sygdom, som gjorde dem til fare for sig selv eller deres omgivelser.

Selve fastspændelsen med bælte oplever patienterne typisk som meget voldsom, smertefuld og ydmygende.

To typiske mønstre i bæltefikseringsprocessen:

På baggrund af de to ovenstående årsager til bæltefikseringen, finder Ellen Tingleff to typiske mønstre i en bæltefikseringsproces:

• Fra åbenlyst protestreaktion til stille protestreaktion: Mange patienter kæmpede imod fysisk og verbalt, også mens de lå fikseret, men på et tidspunkt skiftede patienterne til en slags stille protest, hvor de opgav at kæmpe imod, men indeni faktisk stadig var vrede. Det kan ses som en strategi for at blive løsnet fra bæltet.
• Fra sygdomsrelateret adfærd til rolig adfærd: Patienter, som blev bæltefiseret på grund af sygdommen - for eksempel ved voldsomme psykotiske symptomer – oplevede, at bæltefikseringen gav dem ro, eller at den beroligende medicin hjalp. Samtidig oplevede de, at personalets nærvær hjalp dem til at blive mere rolige.

En del af de gange Lars har været bæltefikseret, har det skyldtes en blanding af aggression og paranoia, som forværres, når han tager stoffer. De gange kan han ikke se, at personalet kunne have handlet anderledes.

»Jeg har været så meget oppe at køre, at jeg ikke kunne komme ned. De har prøvet alt. Der var kun en vej, og det var bæltet. Normalt er jeg et sympatisk menneske, og jeg ønsker virkelig ikke at skade nogen, så der vil jeg hellere have, at de lægger mig i bælte,« siger han.

Men bæltet er aldrig en god løsning vurderer ph.d. og forskningsleder på Psykiatrisk Center Sct. Hans Jesper Bak.

»Tvang er altid et overgreb. Men nogen gange er det den sidste udvej, fordi vi ikke har evnet at forebygge, at situationen eskalerede. Så må man bruge bælte for at undgå, at patienten ødelægger sig selv eller andre,« siger Jesper Bak, der selv forsker i, hvordan man reducerer tvang i psykiatrien.

Holder vreden inde

Efter bæltefikseringen er de patienter, som har reageret med stille protest, stadig vrede på personalet, men uden at give udtryk for det.

De holder det inde ad frygt for at blive bæltefikseret igen eller for at få forlænget deres dom. Typisk indtil det eksploderer igen, og de bliver bæltefikseret.

»Den stille protest påvirker også relationen til personalet. De fraviger samvær og kontakt med personalet i vrede og frygt for at blive fikseret igen. Det påvirker også deres behandling, når relationen ikke er god. Det er en super negativ spiral,« siger Ellen Tingleff.

Da Lars blev sluppet ud af bæltet efter de 100 dage, følte han sig knækket.

»Bagefter var der ikke mere ballade med mig. I starten følte jeg, at personalet var mine fjender og ikke mine venner. Men på den anden side kunne jeg godt forstå, at de var bange,« siger han.

I sine interviews fandt Ellen Tingleff ud af, at rigtig mange patienter ikke oplever at blive tilbudt den lovpligtige eftersamtale, som skal afholdes med patienten hver eneste gang, man har brugt tvang i psykiatrien.

Formålet er at tale hændelsen igennem så både patienten og personalet får en større forståelse af hinandens oplevelser af forløbet, for eksempel hvad der ledte op til det, og hvordan man kan undgå at bruge tvang igen.

»Det var slående, at så mange ikke oplevede at havde fået en ordentlig eftersamtale. Mange havde en oplevelse af, at eftersamtalen var reduceret til en information om, hvor de kunne klage, og at hvis de brokkede sig mere, så ville de blive fikseret igen,« fortæller Ellen Tingleff.

Ven rådede til at være rolig

Tilbage i 2006 da Lars var bæltefikseret i 100 dage, blev han ved med at kæmpe imod.

»Jo længere der gik, jo mere aggressiv blev jeg. Det var et helvede. Det føltes nærmest som tortur,« fortæller han.

Indtil hans gode ven besøgte ham og rådede ham til at prøve at holde op med at kæmpe imod.

»Han sagde: “Prøv at tale pænt til dem, og vær rolig, så kommer du sikkert snart ud af bæltet.” Så det prøvede jeg, og så gik der ikke ret lang tid, før jeg kom ud. Så efterfølgende, når jeg er blevet bæltefikseret, har jeg prøvet at være mere rolig for at komme hurtigere ud,« fortæller Lars.

Forældre vil gerne hjælpe

Og de pårørende kan sandsynligvis spille en vigtig rolle for at undgå bæltefikseringer og for at forkorte tiden i bælte, vurderer Ellen Tingleff.

I sin forskning har hun også interviewet forældre til retspsykiatriske patienter om deres oplevelse af bæltefikseringer. Det er første gang, det bliver undersøgt i retspsykiatrien, hvordan pårørende oplever bæltefikseringer.

Forskningen er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Forensic Nursing.

»De fleste vil faktisk godt involveres mere for at undgå bæltefiksering. De vurderer, at de vil kunne være med til at tale patienten til ro og måske derved undgå bæltefiksering,« siger Ellen Tingleff.

Flere har besøgt deres “barn”, mens han eller hun lå i bælte, og her oplever de, at de kan være med til at berolige og hjælpe på for eksempel psykotiske symptomer.

Ifølge Jesper Bak giver det god mening.

»Når patienten har det rigtig dårligt, er det da ikke usandsynligt, at de har mere tillid til de pårørende, som de har haft hele livet end til personalet. Måske har deres forældre nogle beroligende teknikker, som personalet ikke kender til,« siger Jesper Bak.

Pårørendes holdninger smitter af

I studiet finder Ellen Tingleff frem til, at forældrene på samme måde som patienterne i de fleste tilfælde oplever bæltefikseringen som et overgreb og som udtryk for, at personalet ikke gør deres arbejde ordentligt.

Men i nogle tilfælde ser forældrene det faktisk som en omsorg fra personalet. Fordi de ved, at deres søn eller datter kan få det så dårligt, at de er til fare for sig selv eller andre.

»Der er en mindre gruppe, af dem jeg interviewede, som har tillid til systemet, og som er overbeviste om, at personalet kun bruger bælte, når det virkelig er nødvendigt, men de fleste er negative,« siger Ellen Tingleff.

Og pårørende, som er meget negative, kan også påvirke patienten, så han eller hun bliver endnu mere vred og frustreret på personalet.

Derfor er det ifølge Ellen Tingleff utrolig vigtigt at opbygge en god relation mellem personale og pårørende.

Generalsekretær Thorstein Theilgaard i landsforeningen Bedre Psykiatri er helt enig. Foreningen arbejder netop for mere inddragelse af pårørende i psykiatrien.

»Vi har lavet undersøgelser blandt vores egne medlemmer. De føler, de står som tilskuere til det, der sker med deres barn. Og de har en fornemmelse af, at hvis de havde været på banen, så havde det nok kunne have været undgået. Hvis du formår at lave et tillidsfuldt samarbejde med pårørende og klæder dem lidt på til opgaven, så er der mange af de her situationer, der ikke opstår,« vurderer han.

Fire anbefalinger

Ud fra sin forskning kommer Ellen Tingleff med fire anbefalinger til at mindske brugen af bæltefikseringer i retspsykiatrien:

1. Mere deeskalering. Så tilspidsede situationer kan håndteres professionelt
2. Inklusion og involvering af pårørende både op til og under bæltefikserig.
3. Altid holde eftersamtaler. Er patienten ikke klar første gang, man tilbyder det, skal man tilbyde det igen eller eventuelt tilbyde, at han eller hun kan tale med en anden fra personalet.
4. Mere omsorgsfulde attituder fra personalet.

»Vi skal have større tolerance og forståelse for patienternes vredes eller frustrationsudbrud, og forsøge at forstå patienternes perspektiv,« siger Ellen Tingleff.

Ifølge Jesper Bak er den nye forskning, og de anbefalinger Ellen Tingleff kommer med, super gode.

»Jeg tror, det er mange af de samme elementer, der er i spil i resten af psykiatrien. Det er helt klart vigtigt at have noget ro i sig selv og turde stå i de her situationer, hvor patienten måske reagerer lidt voldsomt. Og vi skal samarbejde meget mere med patienterne og på forhånd tale med dem om, hvad der kan hjælpe, hvis de bliver opkørt,« siger han.

Skal man forbyde bælter?

Hos Bedre Psykiatri anbefaler man et decideret forbud mod brug af bæltefikseringer i psykiatrien - både den almindelige og retspsykiatrien.

»Nu har vi i 10 år diskuteret og haft fokus på at undgå bælter, men vi kommer ikke en gang i mål med en halvering af bæltefikseringer. Så måske er det på tide at sige, at så hjælper vi psykiatrien ved simpelthen at fjerne bælterne fra værktøjskassen,« siger Thorstein Theilgaard.

I Norge har en kommission gennemgået tvang i psykiatrien og anbefaler nu et forbud mod bælter, som bør indføres i løbet af tre år. Den vej bør Danmark også gå, mener Bedre Psykiatri.

»Bæltefiksering er meget voldsomt indgreb i forhold til mennesker, som er meget syge. Tvang i psykiatrien er også med til at farve danskernes syn på psykiatrien ekstremt negativt. Man oplever det som ret middelalderligt. Og det er jo ikke, fordi personalet i psykiatrien er onde mennesker,« siger Thorstein Theilgaard.

Ifølge Jesper Bak er tanken om en tvangsfri psykiatri det rigtige mål at have.

»I Norge må man dog anvende isolation, hvilket ikke er tilladt i Danmark på nær på Sikringen. Så en bedre vej er nok at skærpe målene for en reduktion af tvang gennem forebyggelse. Psykiatrien bliver vel også klogere på, hvad der skal til for, at man kan nå målet om en tvangsfri psykiatri, så der kan stilles nogle konkrete modkrav til beslutningstagerne« siger han.

Fra 2014-2017 kørte et satspuljeprojekt, som afprøvede bæltefrie afsnit i psykiatrien i hele landet. En evaluering (som ikke er forskning) fra 2018 viste, at det er muligt med opkvalificering, mere personale og stærkt fokus på kommunikation at minimere brugen af bælter.

Nu er satspuljeprojektet slut, og flere steder er de bæltefri afsnit ikke ført videre.

Konfliktmæglere

Det afsnit Lars er indlagt på nu, er han meget glad for.

Personalet kender ham, og han har tillid til dem og de ting, de gør.

»De er så flinke og rare her. De stoler meget på mig og viser mig tillid. Så vil jeg også godt vise dem tillid og respektere reglerne og ikke tage stoffer med ind. Hvis jeg råber eller bliver vred, så beder de mig gå ned på værelset i en time. Så går jeg derned og falder til ro,« fortæller han.

Afsnittet har også ansat nogle konfliktmæglere, som kan komme fra et andet afsnit, hvis en patient har en konflikt med personalet

»Det, synes jeg, er super godt. Jeg tror, det ville hjælpe mig, hvis jeg havde en konflikt, at der kom en udenforstående, som ikke har noget med afdelingen at gøre, og som kan se det hele udefra,« siger han.

Lars hedder i virkeligheden noget andet, men har ønsket at være anonym. Redaktionen kender hans rigtige navn.

LÆS OGSÅ: Antipsykotisk medicin har store bivirkninger og sparsom evidens

LÆS OGSÅ: Forskere: Psykiatripakker taber patienter på gulvet