Så er der godt nyt til alle lystløgnere og platugler, der holder sommerferie i udlandet.
Et psykologisk eksperiment fra Tyskland viser, at det er lettere at lyve på fremmede sprog, end det er på vores modersmål.
Det skriver Universität Würzburg i en pressemeddelelse.
\ Læs mere
Psykologer fra universitetet i Würzberg har testet 50 forsøgspersoner.
Forsøgspersonerne er blevet bedt om at besvare en række spørgsmål, både på deres modersmål og på et fremmedsprog. Nogle spørgsmål skulle besvares med sandheden og andre med løgne.
Visse spørgsmål var neutrale, som f.eks. ’Berlin ligger / ligger ikke i Tyskland’. Andre var mere følelsesladede, som f.eks. ’har du nogensinde taget ulovlige stoffer?’.
Forsøgspersonerne har fået målt deres bevarelsestider, puls og såkaldte ’hudkonduktans’. Det betyder, at huden bliver bedre til at lede strøm, når vi påvirkes psykologisk.
De vigtigste resultater var, at:
- Det generelt tager længere tid at lyve end at tale sandt
- Denne tidsforskel er mindre udtalt på et fremmedsprog – både ved neutrale og følelsesmæssige spørgsmål
En mulig forklaring er, at fremmedsprog påvirker os mindre følelsesmæssigt, end vores modersmål gør. Det viser forskning både fra lingvistikken, psykologien og psykofysiologien.
Når vi lyver, oplever vi en stærkere følelsesmæssig påvirkning, end vi gør, når vi taler sandt. Denne effekt er ikke ligeså kraftig, når vi lyver på et fremmedsprog.
Forskningsprojektet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Experimental Psychology.





























