Med datingapps som Tinder, Hinge og Bumble bliver vi introduceret til en verden, hvor det at søge en partner ikke længere kræver tid og følelsesmæssig investering, men blot en smartphone og en tommelfinger.
Skaberne af de apps har taget noget så komplekst som længslen efter kærlighed og gjort det til et spil, der leverer underholdning og hurtig tilfredsstillelse. Men måske kan netop underholdningselementet også generere afhængighed og blokere os fra at møde den rigtige i virkeligheden.
For hvordan er det hjernen reagerer på de dynamikker, der er indlejret i datingapps? Det kommer vi med vores bud på her.
Datingapps som spil: gamification
Gamification er en strategi, hvor spilelementer bruges i sammenhænge, der normalt ikke har noget med spil at gøre, for at øge engagement og motivation hos for eksempel brugerne af en app.
Karim Nader, postdoc ved et af verdens førende tekniske universiteter MIT (Massachusetts Institute of Technology), har undersøgt netop den mekanisme i datingapps i en ny videnskabelig artikel. Han fremhæver, at når man swiper og får et match, udløser det straks elementer som lyde og farverige animationer.
Den type belønning minder om mekanismerne i spilleautomater. Hver lille gevinst, match, udløser et kortvarigt ’kick’, som skaber en trang til at fortsætte. Samtidig forstærkes denne trang af håbet om at ramme den helt store gevinst; det perfekte match.
Som Chris Gulczynski, en af medstifterne af Tinder, har sagt:
»Mennesker vil instinktivt gerne nå til bunds i stakken af kort. Uanset om det er en uendelig stak, vil man gerne bare se, hvad der kommer som det næste.«
Denne uendelige stak – i form af potentielle partnere på datingapps – fastholder os i en konstant jagt på det næste ’fix’.
Det, vi i virkeligheden ender med at søge, er altså ikke nødvendigvis kærlighed, men snarere dopamin – hjernens belønningsstof – som frigives, hver gang vi oplever succes, for eksempel når vi får et match.
Algoritme matcher dig ud fra din popularitet
Tinder og andre datingapps anvender et såkaldt rangeringssystem, der bygger på matematiske modeller, som oprindeligt blev udviklet til at matche skakspillere med hinanden baseret på deres præstationer.
I skak er formålet med systemet at skabe jævnbyrdige spil, hvor spillerne konkurrerer mod modstandere på et lignende færdighedsniveau. Det øger spændingen og uforudsigeligheden, da begge spillere har en rimelig chance for at vinde.
Spillet bliver dermed mere tilfredsstillende for spillerne selv, men også for publikum, som oplever en intens kamp, hvor resultatet ikke er givet på forhånd.
Tinders algoritme vurderer din ’værdi’ ud fra blandt andet, hvor mange brugere, der swiper til højre på dit billede. Jo mere populær du er, desto højere rangeres du og matches med andre højt rangerende profiler.
Systemet skaber et digitalt hierarki, hvor brugerne vurderes på deres udseende og en kæk profiltekst, snarere end på deres kompatibilitet som potentielle partnere.
Datingapps udløser dopamin i hjernen og gør dig afhængig
Dopamin er som sagt hjernens belønningsstof, nærmere bestemt en neurotransmitter, der er ansvarlig for belønning, nydelse og eufori. Hver gang du swiper og får et match, frigives dopamin i hjernen. Men dopaminsystemet tilpasser sig hele tiden, og derfor kræves der gradvist mere for at opnå samme niveau af nydelse – en helt klassisk mekanisme ved afhængighed.
Hvor du før blev ekstatisk af et enkelt match, kræver det nu måske tre eller fire for at opnå den samme følelse af tilfredsstillelse. Tiltrækning, især forelskelsens intense rus, er også drevet af netop dopamin. Datingapps kaprer dopaminsystemet og fastholder os, allerede før interessen for et andet menneske kan opstå.
De gør det ved at tilbyde små belønninger, hvor hvert match eller swipe skaber en kortvarig følelse af succes og bekræftelse – hvilket så igen skaber en umættelig sult efter flere matches. Vores argument er, at mange brugere faktisk ender med at springe trinnet over, hvor de tager kontakt, for eksempel ved at sende en besked til deres match.
De hurtige dopaminbelønninger er stærkere end motivationen for at møde nogen i virkeligheden. Swipe-cyklussen fortsætter således, mens virkelige møder og menneskelig kontakt nedprioriteres.
Brugere har anklaget platforme som Tinder og Hinge for bevidst at designe deres apps på måder, der manipulerer hjernens belønningssystem og fremmer afhængighed. Det har ført til store retssager.
Ved at kapre hjernens belønningssystem får datingapps os til at prioritere kortsigtede dopaminudløsninger. Og forhindrer på samme tid datingbrugerne i at finde kærligheden, som ellers – for mange – var den primære årsag til at bruge datingapps.
Datingapps snyder dig for subtile kemiske signaler
I en tidligere artikel på Videnskab.dk har vi argumenteret for, at forelskelse og pardannelse i høj grad er biologiske fænomener, som opstår i en vekselvirkning mellem gener og miljø.
Undgår datingapp-brugerne at blive fanget i en endeløs cyklus af swipes, venter et nyt problem, som vi kommer tilbage til om et øjeblik.
Forestil dig først en helt almindelig dag, hvor du er ude at handle. Du rækker ud efter en bakke jordbær på samme tid som en anden person. I deler et akavet smil, og i det øjeblik opfanger I hinandens subtile signaler, som dufte, kropssprog og måske en kortvarig berøring. Det kunne være begyndelsen på noget.
Jeres hjerner udveksler information på et biologisk niveau, hvor I ubevidst vurderer hinandens feromoner – kemiske signaler, som kroppen udskiller, og som opfanges via lugtesansen – samt mikroudtryk.
Selvom signalerne virker subtile, aktiverer de komplekse kemiske processer, der kan fremme gensidig tiltrækning. En sådan oplevelse, skabt af tilfældige møder (det kan også være til fest, på studiet, til sport), giver mulighed for, at dybere biologiske følelser kan opstå – uden brug af en skærm.
Med datingapps starter uret så at sige først, når den første date er på plads, og vi sidder over for hinanden.
Det kan være et perfekt match, men når vi udelukkende baserer vores valg af dates på billeder og korte profilbeskrivelser, er vi allerede gået glip af mange af disse naturlige, men afgørende signaler. Og det er her, det førnævnte problem ligger.
For efter en lunken date er det nemt at falde tilbage på den sikre dopaminbelønning ved at swipe videre derhjemme.
Er datingapps en hjælp eller en hindring?
Datingapps har uden tvivl ændret måden, vi møder mennesker på, og de har gjort det lettere end nogensinde før at finde potentielle partnere – og de hjælper med at undgå mange akavede ’jeg har allerede en kæreste’- øjeblikke.
Men i takt med at vi jager efter hurtige belønninger, risikerer vi at miste forbindelsen til de dybere biologiske signaler, som spiller en vigtig rolle i menneskelig tiltrækning og pardannelse. Og i stedet blive ludomaner på jagt efter det næste spil-fiks.
Måske er det tid til at genoverveje, hvordan vi bruger teknologi til at finde kærligheden. For eksempel ved at gøre datingapps mindre stimulerende og se dem for, hvad de er – en genvej til at skabe kontakt mellem mennesker.
På den måde kan vi skabe plads til de spontane, menneskelige møder, hvor vi opfanger de subtile biologiske signaler. Måske er det på tide at gøre datingapps kedelige – så menneskene igen bliver det mest spændende ved jagten på kærligheden.
Artiklen er blevet ændret 22.10.2024 klokken 13.55. Tinder gør ikke længere brug af det såkaldte Elo-rangeringssystem, som oprindeligt var omtalt i afsnittet ’Algoritme matcher dig ud fra din popularitet’. Det er nu slettet og afsnittet er rettet til.
