Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Derfor må du ikke rengøre din rengøringssvamp

Annonce:

Den fugtige rengøringssvamp i din køkkenvask er »det største reservoir af aktive bakterier i hele huset« lød det for nyligt fra et tysk forskerhold.

Nu fraråder forskerne i forlængelse af studiet ethvert forsøg på at rengøre svampene i den tro, at man kan komme bakterierne til livs.

Det vil kun forværre bakterietilstanden. Det skriver New York Times.

Forskerholdet fra University of Furtwangen har afprøvet det meste. At smide rengøringssvampen i mikrobølgeovnen, koge den, desinficere den eller lægge den i blød i eddike. Svampene har fået en tur i opvaskemaskinen, eller de er blevet smidt til vask med vasketøjet.

Nogle af bakterierne bliver skam slået ihjel, uanset hvilken metode man bruger, men det gælder kun de svageste af dem.

De stærkeste bakterier overlever, og med de svagere af vejen får de nu masser af plads til at brede sig i rengøringssvampen.

Derfor så forskerne også, at svampe, der var indsamlet hos mennesker, der forklarede, at de regelmæssigt gjorde forsøg på at desinficere dem, indeholdt flere bakterier.

Annonce:

Faktisk kan rengøringssvampen blive så fuld af bakterier, at der kun findes én anden bakteriebombe, der er værd at sammenligne med:

»Det er den samme mængde bakterier, man kan finde i en afføringsprøve fra et menneske,« siger lederen for forskningsgruppen, mikrobiolog Markus Egert til New York Times og fortsætter:

»Der er sandsynligvis ikke noget andet sted på Jorden med så høj en koncentration af bakterier.«

Bakterierne i rengøringssvampen kommer fra maden, køkkenoverflader eller fra berøringen med menneskehud. Forskerne har ikke fundet bakterier i svampen, der er direkte farlige, men særligt én bakterestamme, der er rigt repræsenteret, kan give infektioner, hvis man har nedsat immunforsvar. Det drejer sig om bakterier fra den såkaldte Moraxellaceae-familie.

Det er også dem, der kan få din rengøringssvamp til at lugte fælt, og gør den først det, kan du være sikker på, at det er tid til at give slip på svampen.

Rådet til alle dem, der ikke kan undvære en rengøringssvamp i køkkenet, er fortsat at skifte den ud - mindst en gang om ugen.

En kogevask med sæbe og blegemiddel kan dog godt være en løsning, hvis du vil undgå det spild, der følger med den konstante svampeudskiftning.

Annonce:

Studiet er publiceret i Scientific Reports.

ele