Det er ikke første gang. Og efter al sandsynlighed heller ikke sidste gang.
Du føler dig ikke helt tilpas. I den sidste halve time har du følt dig lidt ubestemmelig skidt og irritabel, og så kommer den: Kvalmen.
Efter kort tid har desserten taget en genvej til toilettet. Og det er bare begyndelsen. Lidt senere raser middagen og forretten ud af den anden ende, og sådan fortsætter det omgang efter omgang.
Ud på morgenen, når du kan sværge på, at du ser manden med leen og en del af et æble, som du spiste i forrige uge, er det endelig slut for denne gang.
Men du er ikke sikker særligt længe. Der er ingenting i vejen for, at næste udbrud af omgangssygen kan sende dig tilbage til badeværelset. Men hvorfor er det sådan?
Hvorfor bliver vi så syge? Hvorfor findes der ingen vacciner? Og hvorfor er det næsten umuligt at undgå smitten?
Virus med et handicap
Som de fleste sikkert ved, så er det virus, der står bag omgangssygen.
»Der findes flere forskellige typer, men de mest almindelige er norovirus. De fleste udbrud på skoler, hospitaler og krydstogtskibe skyldes norovirus,« fortæller seniorrådgiver Heidi Lange fra Folkehelseinstituttet i Norge.
Når skidtet først er løs på et sted, hvor mange mennesker mødes, kan det være vanskeligt at begrænse spredningen. Men forbavsende nok er norovirussen slet ikke den sygdom, som har nemmest ved at hoppe fra person til person.
»Tværtimod stiller den med et handicap,« fortæller Heidi Lange.
Norovirussen bliver nemlig nødt til at komme fra indersiden af tarmen hos et menneske og ind i indvoldene på et andet. Det bliver altså nødt til at blaffe sig vej ud med afføring eller opkast, som på en eller anden måde skal ende i en eller andens mund.
Nu er det ikke nødvendigvis en kunst at hoppe fra barn til forældre gennem en pøl af opkast eller via en fuld ble. Virussen kan til og med tage en lokal flyvetur i små dråber af opkast.
Men hvordan kommer den hen til personen ved siden af dig? Eller endnu værre – en tilfældig forbipasserende i bussen?
Mens forkølelsesvirus kan læne sig tilbage og vente på at blive hostet op i næsen på et nyt offer, bliver norovirussen for eksempel nødt til at håbe på, at nogen giver hinanden hånden efter at have glemt at vaske hænder efter sidste toiletbesøg.
Skal omgangssygevirussen lykkes, må den have særlige og ekstreme evner. Og det har den.
Ekstremt smitsomme
»I et eneste gram afføring fra en person med omgangssyge kan der være en milliard vira,« fortæller Heidi Lange.
Hvis du bare får 10 til 100 af dem i dig, er det nok til, at du bliver syg.
»Når virus kommer ned i tarmen, hægter det sig fast i en af cellerne i tarmvæggen,« forklarer Heidi Lange.
»Så laver det hul i cellevæggen og sprøjter sit eget arvestof ind i cellen. Dette virusarvestof overtager styringen og forvandler tarmcellen til en virusfabrik.«
Til slut revner hele cellen og spreder nyt virus ud i tarmen. Disse vira går til angreb på flere af dine tarmceller. Eller de sætter kurs mod nye jagtmarker. Ud kommer i hvert fald en hel hærskare af dem – og det hurtigere end et øjeblik.
\ Læs mere
Symptomer – godt for virus
Noget af det, som gør omgangssygen så ubehagelig er netop kroppens indvendige forsøg på at tømme absolut alt, som findes indeni. Når det står værst til, kan selv den bedste blandt os være i tvivl om, om det er nok med ét toilet per badeværelse.
»Virusset stimulerer sandsynligvis opkastningscentret og giver kvalme og opkast. Når det gælder diaré, så opstår det, fordi tarmepitelet ødelægges af virusset,« forklarer Heidi Lange.
»Både diaré og opkast er kroppens måde at skille sig af med farligt materiale i maven og tarmsystemet. Men i dette tilfælde kan der heller ikke være tvivl om, at virusset selv nyder godt af sølet,« mener biolog Petter Bøckman ved Naturhistorisk Museum i Oslo.
»Diaré er nok det allermest effektive. Det kan blive næsten som en dyse, som laver et fint sprøjt af små dråber. Det er én ting i vor tid, hvor det meste ender i toilettet. Men tænk på dengang, hvor vi boede i huler! Det tog nok ikke lang tid før alle i hulen var smittet.«
Petter Bøckman mener, at vira er gode til at bruge evolutionen og vores repertoire af symptomer til egen fordel.
»Vira muterer og udvikler sig fortsat. Og de prøver alt. Når noget fungerer godt, så udvikler de nye varianter over det, og finder på noget, som er endnu mere effektivt.«
Det er ikke så vanskeligt at forestille sig, at virus, som giver os ukontrolleret opkast og diaré, har større succes end mindre ubehagelige varianter. Og som om det ikke var nok…
Uheldigvis for os har norovira også udviklet andre egenskaber, som gør dem til umulige modstandere.
Ekstremt hårdføre vira
Omgangssygevira er omtrent, som de skræmmende aliens i filmene fra 70-, 80-, og 90’erne. De tåler næsten alt.
»Norovira overlever frysning og indtørring og tåler temperaturer op mod 60 grader. Nyere forskning viser også, at brug af alkoholbaseret desinfektion ikke virker godt nok på dem,« siger Heidi Lange.
Oveni kan de overleve uden for kroppen i lang tid.
»Vi ved, at virusset kan overleve i flere uger i rumtemperatur og endda længere, hvis det ligger beskyttet i indtørret opkast eller diarérester, eller i koldt vand. Men en eksakt tidsangivelse er ikke mulig, fordi virusset foreløbigt ikke lader sig dyrke på cellekultur. Norovirussets udholdenhed skylder også evolution,« fortæller Heidi Lange.
»Skal det smutte gennem afføring og opkast, må det have evnen til at overleve i miljøet i længere tid.«
Med denne egenskab er omgangssygevirusset altså ikke afhængigt af direkte kontakt mellem mennesker.
Du tager virussen med dig
Når du bliver syg, vil din krop udskille virus både lidt før symptomerne kommer og nogle dage efter diaré og opkast er stoppet.
Sjusker du med håndvask efter et toiletbesøg, kan du tage virus med rundt både i huset og ud af hjemmet. På den måde kan du forurene alt fra krogene i køkkenet til et håndtag i bussen. Og laver du mad til andre mennesker, har virusset kort vej til nye maver.
»Norovirus kan smitte via kontaminerede fødevarer, vand og overflader, man kommer i kontakt med i løbet af dagen,« siger Heidi Lange.
»Mad kontamineres hovedsageligt ved håndtering og tilberedning af mad. Dette gælder særligt for mad, som håndteres og spises uden yderligere varmebehandling.«
Og så er det ikke bare snak om færdiglavede salater og smørrebrød. I udlandet er der for eksempel flere gange blevet påvist norovirus på overfladen af hindbær. De er sandsynligvis blevet forurenet, mens de blev plukket.
Derudover kan flere typer af frugt og grøntsager være smittekilder. Heidi Lange har selv været med til at påvise norovirus i importeret lollosalat.
»Vira kom formentlig fra en kloak, som var lækket ud i vandingsvandet, som blev brugt til at sprøjte over grøntsagerne. Noget lignende kan ske, når der kommer kloakvand ud i havvand.«
»Østers er en kendt madvare, som kan overføre norovirus. Muslingerne kan optage virus fra havvandet og de spises rå,« fortæller Heidi Lange.
Alt taget i betragtning kan det virke nærmest umuligt at holde norovira fra livet. Dette indtryk forstærkes ikke mindst af, at det ser ud til, at der har været stadig flere udbrud de sidste år, uden at hverken norske eller udenlandske forskere fuldt ud kan forklare hvorfor.
Norovirusset er faktisk ansvarligt for både store økonomiske tab og en hel masse personligt ubehag. Så hvorfor har vi ikke opfundet en vaccine?
Ekstrem mangel på samarbejdsvilje
»Der er vældigt mange forskningsgrupper, som arbejder med lige netop dette,« fortæller Heidi Lange fra Folkehelseinstituttet i Norge.
Desværre er virusset ikke særligt samarbejdsvilligt.
»Norovirus kan ikke dyrkes i cellekultur og det vanskeliggør arbejdet med at udvikle en vaccine.«
Når forskerne ikke kan eksperimentere med virusset i cellekulturer i laboratoriet eller på forsøgsdyr, bliver det vanskeligt at finde ud af, hvordan det virker og hvilke svage punkter, det har.
Oveni findes der mange forskellige varianter af norovirusset. De har forskellig genetik og forskellige antigener – altså de dele af virusset, som vores immunsystem kan genkende. Kroppen selv er heller ikke så god til at blive immun overfor ubehagelighederne.
»Fra smitteforsøg foretaget i andre lande ser det ud til, at man bare udvikler en kortvarig immunitet – altså mindre end seks måneder – mod den samme variant af virusset, som man blev syg af,« forklarer Heidi Lange.
Forskerne ved ikke helt, hvorfor det er sådan.
»Infektion med én type norovirus beskytter heller ikke mod infektion af en anden type.«
Et lille lys for enden af tunnellen
Forskerne ved heller ikke, hvorfor nogle mennesker ser ud til at have større modstandskraft overfor virusset end andre.
Nogle resultater peger mod, at blodtypen faktisk havde noget at sige. Mennesker med blodtype 0 ser ud til at være mindre modstandsdygtige end de andre blodtyper, men der er mange faktorer, som spiller ind.
»Endnu ved vi ikke nok til at sige noget sikkert om dette,« siger Heidi Lange.
Men heldigvis findes der nogle små lyspunkter for enden af tunnelen. For eksempel publicerede et team af forskere resultaterne fra et lille eksperiment på mennesker i december 2011.
Vaccinen, der blev testet, så ud til at have en relativ god effekt uden nævneværdige bivirkninger. Men der går nok lang tid, før en eventuel vaccine er på markedet, tror forskerne ifølge New York Times.
I mellemtiden må vi bare trøste os med, at det i det mindste er muligt at gøre lidt for at reducere risikoen for smitte. Stikordet er god, gammeldags hygiejne.
Vask hænderne!
»De vigtigste forebyggende tiltag mod norovirusinfektion er god hånd- og køkkenhygiejne,« siger Heidi Lange.
»Siden nyere forskning har vist, at alkoholbaseret desinfektion ikke er så effektivt over for norovirus, anbefaler Folkehelseinstituttet i Norge at vaske hænderne med sæbe og rindende vand. Mekanisk rengøring med sæbe og vand er specielt vigtigt for at fjerne norovirus.«
Står du overfor smitsomt spild, kan det være en god idé at fjerne det med papir. Derefter kan du anvende et af de midler, som norovirus faktisk ikke kan tåle, nemlig klorin.
»Følg brugsanvisningen, som står på flasken (en deciliter klorin i fem liter vand). Tag hensyn til, om overfladen tåler klor. Hvis toilet, dørhåndtag, vask og andre berøringsflader er kontaminerede, kan de også tørres over med en tilsvarende blanding,« lyder Heidi Langes råd.
Ellers kan måske være en god idé at holde fingrene ude af både næse og mund.
Og hvis alt fejler, må man vel bare klamre sig til det sidste halmstrå: Prøvelsen er snart slut og den er stort set helt ufarlig for folk med et normalt helbred.
For ikke at snakke om, hvor effektiv en slankekur det er…
© forskning.no. Oversat af Julie M. Ingemansson.
