Hvis du følger kostrådene, spiser en masse grøntsager, dropper søde sager, skærer ned på alkoholen, lader være med at ryge og i øvrigt løber, cykler og styrketræner flere gange om ugen, så er det rigtig sundt for dig.
Uanset om du er barn, ung, voksen, gammel, syg eller rask. En række meget solide interventionsstudier har vist, at motion og sund kost kan fungere som både forebyggelse og behandling mod for eksempel diabetes, rejsningsproblemer, livsstilssygdomme, kræft.
Men sundhedsinterventioner viser sig næsten altid ikke at have effekt på langt sigt.
»Der er en generel erkendelse i forskningsverdenen af, at mange af de her interventioner er super effektive, mens de kører. De er bare ikke langtidsholdbare,« siger lektor og leder af Center for Humanistisk Sundhedsforskning på Københavns Universitet Astrid Jespersen.
I sin nyeste forskning har hun opnået et indblik i, hvad der sker, når et interventionsstudie slutter, og deltagerne selv skal gøre alt det sunde, de har lært.
Konklusionen er: Hverdagslivet kommer i vejen.
\ Forskning søger løsninger
Mere og mere forskning går ud på at udvikle og teste tiltag, som skal løse samfundets problemer.
Interventionsforskning kaldes det.
Videnskab.dk sætter i en artikelrække fokus på den type forskning, der skal gavne velfærdssamfundet.
Følg med i temaet her.
Støtte fra TrygFonden har muliggjort temaet. TrygFonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives.
Læs mere om aftalen her.
Træning til ældre
Det erfarede Astrid Jespersen, da hun som forsker lavede kvalitative interviews i forbindelse med et interventionsstudie.
I studiet ville forskerne finde ud af, om proteintilskud kan mindske den naturlige nedbrydning af muskelmasse, som opstår, når man bliver ældre. Og om let eller hård træning i kombination med proteintilskud var mest effektivt til at modvirke muskeltabet.
Samtidig ville forskerne undersøge, hvad forsøgspersonerne tog med sig af nye vaner fra interventionen.
»Deltagerne var veluddannede. De vidste en hel del om de officielle kostråd, og de havde faktisk et ønske om at blive mere fysisk aktive. Motivation og vilje havde de alle,« fortæller Astrid Jespersen.
Det, de havde sværest ved, da interventionen sluttede, var at ændre kostvaner for at få mere protein.
Proteintilskuddet skulle opløses i vand og drikkes, og det var med Astrid Jespersens ord »virkelig klamt«.
Derfor var det ikke så underligt, at deltagerne ikke fortsatte med tilskuddet. Men der var overraskende få, som forsøgte at omlægge deres kost til at være mere proteinholdig.
Intervention stred mod kostrådene
I Astrid Jespersens studie var det især tre ting, der gjorde det svært for deltagerne at fortsætte med interventionen, da studiet sluttede, og hverdagen begyndte.
- Anbefalingen om mere protein passede ikke med de kostråd, som vi alle sammen – inklusiv de ældre i studiet – har fået tudet ørerne fulde af hele vores liv. De handler om at skære ned på kødet (proteinerne) og spise mere grønt. Så for de fleste af de ældre gav det ikke mening med mere protein, selv om det kan være en god idé, når man bliver ældre.
- Dem, som forsøgte at ændre kost og få mere protein, landede i den udfordring, at nye kostvaner involverede andre mennesker som ægtefæller og familie, der ikke nødvendigvis var friske på at spise mere protein.
»At ændre kost er ikke bare noget, man lige gør. Man har nogle vaner, nogle ting man godt kan lide at spise, og ikke mindst har man hele det sociale omkring maden, som gør, at en kostændring typisk vil kræve, at flere bliver involveret,« siger Astrid Jespersen. - Selvom en del af de ældre lykkedes med at blive mere fysisk aktive, efter de havde deltaget i interventionen, blev de ikke ved med at træne tre gange om ugen eller have fokus på styrketræning, som de havde gjort, da de var en del af interventionen.
»Nogle blev selv syge, og så fik de ikke styrketrænet. For andre var det venner eller familie, som blev syge eller kom til skade. Andre igen, kunne bare ikke få det til at ske. Der var det sådan lidt hov: Så kom det heller ikke lige til at ske i dag. Og det er jo ofte det, der sker. Hverdagen kører i sit trummerum og tager ikke hensyn til, at vi skal have tid og overskud til motion eller styrketræning,« siger Astrid Jespersen.
Tilsammen illustrerer de tre eksempler, hvorfor det kan være svært for testpersoner at tage interventionerne med sig over i hverdagen.
Interventionsstudier har ikke mål om varig effekt
Langt de fleste interventionsstudier har dog heller ikke nødvendigvis et mål om, at deltagerne får varig effekt af interventionen. For forskerne handler det om at få viden, om hvorvidt interventionen fungerer, i den afgrænsede periode forskningen finder sted.
I studiet, de ældre deltog i, ville forskerne undersøge, om proteintilskud og træning kunne bremse nedbrydning af muskelmasse.
Det bedste forskningsdesign til at undersøge det er et RCT-studie.
\ RCT-studier
RCT står for Randomised Controlled Trial. De er oprindelig designet til at teste virkning og bivirkninger af lægemidler, men bruges i stigende grad også til at afprøve effekten af forskellige typer indsatser.
I et RCT-studie bliver deltagerne ved lodtrækning udtrukket til enten at deltage i den intervention, man tester effekten af eller til at være kontrolgruppe.
Fordi deltagerne er blevet inddelt ved hjælp af lodtrækning, forestiller man sig, at det, der sker eller ikke sker i kontrolgruppen, svarer til det, der ville være sket med interventionsgruppen, hvis de ikke havde fået interventionen.
I et RCT-studie tager man en gruppe forsøgspersoner med samme sundhedsproblem – for eksempel en gruppe med type 2-diabetes, en gruppe ældre (som i Astrid Jespersens studie), en gruppe overvægtige eller en gruppe med rejsningsproblemer.
Ved lodtrækning inddeler man så forsøgspersonerne i to eller flere grupper, som får forskellige indsatser, som skal modvirke deres sundhedsproblem. Typisk vil man også have en kontrolgruppe, som ikke får nogen indsats.
På den måde kan man sammenligne forsøgspersonerne i de forskellige grupper og finde ud af, hvor stor effekt en sundhedsintervention har på et givet sundhedsproblem.
»Mange RCT-studier er primært designet for at måle effekt af en given intervention – ikke for faktisk at skabe en varig effekt i folks liv efterfølgende,« siger professor på Steno Diabetes Center Jens Meldgaard Bruun.
Han forsker i svær overvægt og interventioner til at modvirke svær overvægt og diabetes.
Vil vi måle effekt eller skabe effekt?
For at være nogenlunde sikker på at kunne vise en effekt i et RCT-studie designer forskeren sin intervention, så den er omfattende nok til, at forskeren faktisk tror på, at der kan måles en effekt. Mens man i mindre grad tænker på, om interventionen vil have langtidseffekter.
Man tænker altså i mindre grad på, om forsøgspersonerne faktisk har en realistisk chance for at leve op til de ting, som giver effekten – for eksempel fem timers motion om ugen eller to gange daglig proteindrik.
»Jeg mener, det er vigtigt at skabe viden om, hvordan en sundhedsintervention virker, fordi den viden kan bruges til at oplyse folk, om hvorfor og hvordan de for eksempel bør være fysisk aktive eller spise sundere. Men hvis man ønsker langtidseffekter for den enkelte deltager, kan det være, man skal tænke i andre typer studier end RCT,« siger Jens Meldgaard Bruun.
I et meget omtalt projekt med diabetespatienter viste det sig eksempelvis, at fem timers træning om ugen har stor effekt på type 2-diabetes. Mange af forsøgspersonerne kom helt af med deres diabetesmedicin.
Men det viste sig også, at langt de fleste af forsøgspersonerne ikke formåede at fortsætte med fem timers træning om ugen. Så de måtte tilbage på diabetesmedicinen.
Sund livsstil er hårdt arbejde
Ifølge Astrid Jespersen bør man tænke hverdagslivet meget mere ind i interventionsforskningen, hvis man vil gøre sig håb om at få langtidseffekter af al den viden, forskningen har skabt gennem RCT-studier.
Hun bakkes op af professor Lone Grøn fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE.
»Det giver god mening, at lave RCT-studier for at finde ud af, hvad der virker, man skal jo ikke sætte folk i gang med noget, som ikke virker. Men hvis det skal omsættes til virkeligheden, er der nogle meget større hurdler, end at vise om det virker,« siger hun.
En af de hurdler er hverdagslivet.
»Rigtig mange interventionsstudier og sundhedsindsatser i det hele taget er designet sådan, at det, du skal gøre, er enten dyrere eller mere tidskrævende eller begge dele, sammenlignet med hvordan du levede før,« siger Jens Meldgaard Bruun.
Derfor harmonerer det dårligt med hverdagslivet, og der skal ikke ret meget til, før man falder tilbage i de gamle og billigere vaner.
En anden udfordring er, at sund og aktiv livsstil faktisk er hårdt arbejde, uanset om man er barn, ung, voksen, gammel, syg eller rask.
»Vi har indrettet vores samfund sådan, at det kræver noget ekstra at leve sundt. Hvis vi tager overvægt som et eksempel, så handler det ikke om, at folk aktivt vælger at spise for meget og bevæge sig for lidt. Det handler om, at hvis du er disponeret for overvægt, så kræver det utrolig meget at undgå at blive overvægtig,« siger Lone Grøn.
Samfundet er indrettet til et usundt liv
Alle tre forskere peger på, at vores samfund simpelthen ikke er indrettet til at have en sund livsstil.
»Vi får en masse at vide om, hvad vi skal spise, og hvor meget vi skal bevæge os, men rammerne omkring os er ofte indrettet på det modsatte. Man kunne nå langt ved at gøre noget ved de strukturelle ting: For eksempel servere sund mad i skolen til alle, gøre usunde produkter dyrere. Hvis en pose Haribo for eksempel kostede 100 kroner i stedet for 20 kroner, ville folk nok ikke købe den helt så ofte,« siger Jens Meldgaard Bruun.
Lone Grøn er enig. Hun har i sin forskning blandt andet fulgt overvægtige familier gennem 20 år.
»En af mødrene sagde noget, som jeg virkelig har taget med mig: 'Der er så meget, man skal gøre hele tiden, når man er en familie som os, der prøver at undgå at blive overvægtig.'«
Når der pludselig sker noget i hverdagen – ens barn bliver mobbet, eller man står i en anden krise – så er det der, ens opmærksomhed ryger hen i stedet for at være på et sundere og mere aktivt liv.
»Sådan er hverdagen. Vi har nogle rutiner, og så sker der pludselig nogle ting, vi ikke havde regnet med, og så har vi ikke overskud til den ekstra indsats, det kræver at være sund,« siger Lone Grøn.
