På første etape af 2010-udgaven af Tour de France styrtede den australske Team HTC-Colombiarytter, Adam Hansen.
Selvom han kom på cyklen igen, var han hårdt ramt, og da der stadig resterede mere end 150 kilometer, var situationen kritisk.
Holdets danske sportsdirektør, den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm, fulgte ham tæt fra sin ledsagervogn, hvor man via TV kunne høre ham konferere med sin medpassager. Der var enighed om, at Hansen højst sandsynligt havde brækket kravebenet.
Adam Hansens rolle var hjælperytterens. Det var også den rolle, Holm insisterede på, da han beordrede Adam Hansen frem i forreste række af feltet for at sætte tempoet op. Etapen var en sprinteretape, og holdet havde i sprinteren Mark Cavendish en rytter, der potentielt kunne vinde. Med Holms ord:
»For at sige det rent ud, så var han ikke til nogen nytte, som han sad dér. I feltets forreste række kunne han derimod gøre gavn, og han ville samtidig få andet at tænke på end smerten; fordi man så har en opgave, og man sidder ikke og har ondt af sig selv.«
Efterfølgende viste det sig, at Hansen havde brækket et ribben, brækket brystbenet og at hans kraveben var slået af, hvor det hæfter til brystbenet.
\ Forskerzonen dækker Tour de France
For første gang nogensinde begynder verdens hårdeste cykelløb i Danmark!
Før, under og efter du har hujet og jublet af det forbikørende felt, eller mens billederne glider over din skærm hjemme i stuen, kan du klikke ind på Forskerzonen, hvor forskerne fortæller og gør os klogere på forskellige dele af Tour de France.
Bed tænder i stykker for at udholde smerten
Historien om Adam Hansen er ikke usædvanlig: Så sent som i femte etape af årets Tour de France kørte Daniel Oss i mål med et brud på en nakkehvirvel.
I 2003-udgaven af Tour de France pådrog CSC-rytteren Tyler Hamilton sig to brud på højre kraveben. Alligevel udgik han ikke fra løbet, men endte med at gennemføre – endda med en etapesejr.
Året forinden havde han brækket skulderen i etapeløbet Giro d’Italia, men formåede at forblive i løbet og forsvare sin samlede 2. plads.
Undervejs havde han gjort alt for at skjule sin tilstand. Ethvert tegn på svaghed i feltet bliver straffet.
Omfanget af hans pinsler kom først for dagens lys, da han efterfølgende måtte til tandlægen for at få sat kroner på de tænder, han havde bidt i stykker for at udholde sine smerter.
Hvor kommer denne vilje til opofrelse, smerte, afsavn, selvdisciplinering, sultekunst og vægtpineri fra?
Det kan asketens religiøse livspraksis hjælpe os med at forstå. Askesen kender vi blandt andet fra munke, der lever et strengt disciplineret liv i næsten total afholdenhed fra en række af de ting, et almindeligt menneske bruger sit liv på.
Lad os dykke ned i det!
Religiøse atleter
Begrebet askese stammer faktisk fra idrættens verden, nærmere bestemt fra det antikke Grækenland.
Her betød áskesis systematisk og stringent øvelse eller træning af krop og sind i jagten på præstationer, for eksempel i forbindelse med de antikke olympiske lege, der var forankret i en kultisk religiøs praksis.
Askesen fandt også vej fra antikkens sportsplads til den kristne verden, hvor apostlen Paulus forstod, at der var gevinster at hente ved askesens målrettethed. Således skriver han i Første Korintherbrev om sin religiøse ’kamp’:
»Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.«
På samme måde som idrætsfolk træner for verdslig hæder, trænede Paulus for religiøs hæder.
I tråd hermed skildrede man de religiøst hengivne eneboere i det nordlige Egyptens ørkenlandskaber som Athletae Dei, Guds atleter, der kæmpede for Guds sag.
Hellige knæbøjninger
Den italienske munk Domenicus Loricatus, der levede fra 995-1060, var ligeledes en af Guds seriøse atleter.
Domenicus fik sit tilnavn, fordi han bar mellem 7 og 8 metalplader (lorica) fastspændt om hofterne, halsen og benene. Domenicus var kendt for sin udøvelse af talrige bodsgørende knæbøjninger, hvor han samtidig slog sig selv, mens han reciterede David-salmerne.
Han gav sig selv 1000 slag for hver 10 salmer og gennemførte 100 knæbøjninger for hver femten salmer. Dette giver i alt 15.000 slag og 1000 knæbøjninger for en fuld gengivelse af David-salmerne.
Domenicus havde for vane at recitere David-salmerne tyve gange på seks dage. En gang nåede han helt op på ni recitationer i løbet af en enkelt dag.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Asketer på to hjul
Nu lever cykelrytterne hverken i afsondrethed som ørken-asketerne eller bærer metalplader om benene, pisker sig selv og laver knæbøjninger til David-salmerne som Domenicus.
Men såvel den religiøse asket som cykelrytteren afsøger i ekstrem grad kroppens og sindets grænser i jagten på henholdsvis frelse og resultater.
Og begge har valgt en altopslugende livspraksis, der er båret af en passioneret livsindstilling, der betingelsesløst sætter sit præg på alle livets områder.
For cykelrytteren betyder det, at overskud til uddannelse og civil karriereplanlægning ikke står i forreste række. Familie, venner, koner og kærester må indordne sig under cykelryttertilværelsens krav.
Druk og udskejelser er en del af planen
Selv den korte vinterpause står i disciplinens navn, idet rytterne typisk tillader kroppen en vis grad af afløb gennem et bestemt antal byture.
Udskejelserne fungerer som en slags ventil, der giver afløb for en overstået hård sæson samtidig med, at de forbereder rytteren på mødet med en ny sæsons prøvelser - vel vidende, at han har tilladt sin krop en behersket grad af frihed.
Hvor kontrolleret en cykelrytters livspraksis kan være, fortæller denne rytter om. Rytteren er vendt tilbage til Italien efter den korte vinterpause, men der er et problem: Han har ikke været fuld nok gange:
»Jeg sad alene og drak mig fuld og gik så ud og brækkede mig for at stå op og træne næste dag. Jeg gjorde det for at være sikker på at kunne holde fokus fra januar til slutningen af oktober måned.«
Ligesom alt andet i tilværelsen er planlagt ned til mindste detalje, så indgår også den sparsomme fritid efter sæsonafslutningen som en del af planlægningen.
Hvor man normalt vil indtage alkohol i de mængder i selskabeligt lag, så indtager han den i ensomhed som en målrettet investering, idet han af erfaring ved hvilke fristelser, der lurer i løbet af en hård sæson.
Den umådeholdne indtagelse af alkohol står derfor i mådeholdets tegn. Den tjener som vaccine mod lysten til at skeje ud i løbet af en sæson, så der ikke kommer grus i en ellers velsmurt maskine.
Passionerede ryttere og Jesu korsfæstelse
Modsat eksempelvis fodbold og håndbold er cykelsport en udholdenhedssport.
Forskellen mellem succes og fiasko afhænger ofte af, om man er i stand til at udholde flere smerter end konkurrenterne. Den syvdobbelt Tour de France-vinder, Lance Armstrong, der er blevet kaldt smertens mester, skriver disse ord:
»Der er et tidspunkt i ethvert løb, hvor en rytter møder sin rigtige modstander og forstår, at det er ham selv.«
»I mine mest smertefulde øjeblikke på cyklen er jeg allermest nysgerrig, og hver eneste gang tænker jeg på, hvordan jeg vil reagere. Opdager jeg min inderste svaghed, eller vil jeg finde min dybestliggende styrke?«
Lidelse kender vi eksempelvis fra Kristi lidelser, som på engelsk hedder the Passion of Christ. Normalt forbinder vi passion med lidenskab, men passion er også forbundet med lidelse.
\ Læs mere
Den meningsfulde smerte
Den passionerede har en intens tro på sin sag, som han er villig til at lide for.
Når folk i vor tid gennemspiller passionsdramaets prøvelser på deres egen krop ved at lade sig nagle til kors med søm, er det fordi lidelsen er meningsfuld for dem. Den er saliggørende.
Lidelsens eksistentielle dimension har Armstrong også blik for:
»Når man når den yderste tærskel af lidelse eller frygt eller usikkerhed, kan man efterfølgende opleve en udvidende følelse, en udvidelse af ens evner og handlemuligheder. Lidelse er godt, fordi det lærer ens krop og ens sjæl at blive stærkere.«
Da Brian Holm pisker den kvæstede Adam Hansen frem i forreste linje, er det, fordi han som tidligere professionel cykelrytter kender til lidelsens dobbelte karakter. Den står sågar at læse på titelbladet på Holms selvbiografi, der meget betegnende hedder 'Smerten, glæden – erindringer fra et liv på cykel'.
Brian Holm ved, at Hansen er passioneret - ellers sad han der ikke.
Og han ved, at Hansen er klar til at lide, fordi lidelsen er meningsfuld.
